Jeg havde pakket 48 små gaver ind, da den dårlige samvittighed ramte mig

Anne Wittorff Rusbjerg er chefredaktør på femina. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg kan stadig huske den følelse, jeg fik i maven, når jeg som barn vågnede til den bugnende pakkekalender, der hang på væggen i mit barndomshjem.

Små, sirligt indpakkede gaver, der havde hver sin lille krog på den hjemmebroderede kalender. Det var magisk.

Nu har jeg selv børn, og jeg vil så gerne give dem den samme fortryllende fornemmelse i maven. Spændingen. Forventningens glæde.

Derfor brugte jeg min lørdag aften på at pakke ind…...

48 små gaver i alle størrelser.

Jeg har gjort mig umage for at finde genbrugsgaver og for at finde noget, der kan leges med i mere end ti minutter. Der er rigtig mange bøger - og meget lidt plastik, men jeg føler mig alligevel splittet.

For mens jeg på den ene side drømmer om at give mine børn en jul, der på alle måder måler sig med den, jeg husker fra min egen barndom, bliver jeg også i tvivl, om jeg i virkeligheden gør dem en bjørnetjeneste.

Kommer de til at huske den tradition, der betyder så meget for mig, som noget fortryllende og magisk?

Eller kommer de til at kigge tilbage på pakkekalenderen som et symptom på det gigantiske unødvendige overforbrug, der også kendetegner julen?

Kommer de til at huske de små velvalgte gaver som små indpakkede kærlighedserklæringer, eller kommer de tværtimod til at hade mig en lille smule for at ubevidst at lære dem, at gaver hænger sammen med kærlighed?

Jeg er nemlig pinligt bevidst om, at mens jeg pakker små ‘Hot Wheels’-biler ind, bliver varmerekorder slået i hele verden. Og jeg ved, at klimaforandringerne kommer til at spille en endnu større rolle i mine børns liv end i mit liv.

Jeg ved også godt, at jeg bidrager til et umuligt ideal - og er med til at gøre det sværere for de forældre, der ikke har lyst til eller mulighed for at gøre det samme for deres børn.

Samtidig er min største drøm at give dem præcis den barndom, de har fortjent - og det føles næsten umuligt og urimeligt at give slip på noget af det, der var magisk i min egen. For selvfølgelig har de fortjent det.

Jeg ved godt - helt rationelt - at det ikke er pakkekalenderen, der afgør, om de har haft en god barndom eller ej. Bare rolig. Det er jeg med på.

Men jeg kæmper alligevel med en dyb længsel efter at give dem alt.

Hvad gør man så?

Jeg har ikke svaret. Og jeg bliver nok ikke parat til helt at droppe pakkekalender og julegaveræset med det samme, men jeg øver mig i at købe færre - og især brugte gaver.

Og så læser jeg med, når andre fortæller om, hvordan de helt har droppet julegaver til deres voksne familiemedlemmer, eller helt har droppet at købe nyt.

Måske jeg når dertil en dag.