Jeg føler mig fortabt. Selv på arbejdet og med vennerne er jeg "moren"

Hej Anna,

Jeg er 41 år, gift og mor til to små børn, 4 og 7 år gamle. Men det føles også som om, det er alt, jeg er? Selv på arbejdet og med vennerne er jeg "moren". Måske fordi de fleste af mine venner også har børn, og på arbejdet er mange unge karrierefolk.

Jeg føler mig så fortabt i det her? Hele livet drejer sig om "familievirksomheden". Jeg elsker min mand, men vi er mest bare mor og far, og alt handler om børn og logistik. Jeg savner så meget at blive set og værdsat for den, JEG er.

Hvordan vender jeg det her?

/Cicci

Psykologen Anna Bennich svarer: "Undervurder ikke de små forandringers kraft"

Det er meget almindeligt at føle præcis som du efter nogle år i småbørns-karusellen. Som om man har mistet al kontrol over både sig selv og sin tid.

Man bliver lidt som en marionet i sin egen hverdag, hvor også kærlighedsrelationen er degraderet fra tid, omtanke og passion til tidsplaner for afhentning og skænderier om sygedage.

En god ting er, at du er begyndt at sætte ord på din oplevelse. For mange er det svært at få fat i, hvad det er, der skurrer, når man knap nok har tid til at gå på toilettet i fred. Og så går tiden bare - i stressens og kedsomhedens tegn.

Til sidst risikerer både jeg'et og vi'et at blive begravet under bleer og rod, og det bliver sværere at finde ud af, hvad man kan gøre anderledes, så småbørns-skibet ikke helt vælter.

For at mindske den forvirring, du beskriver, kan du begynde med at stille dig selv nogle konkrete spørgsmål. Før du mistede dig selv, hvad gjorde du så? Hvad var typisk for dig? Hvad interesserede dig? Hvad gjorde du med din fritid? Hvordan kom du dig bedst?

Tænk på de ting, du gjorde, som fik dig til at føle dig "hjemme". Overvej, hvad af dette der ville være muligt at genvinde lidt af.

Derefter, sæt dig ned med din mand og hav en samtale om jeres situation, med det formål at få lidt nyt liv i både jer som personer og i jeres forhold.

Tal så ærligt, du kan, fortæl hvad du savner eller ønsker, og stil ham spørgsmål om, hvordan han tænker.

I har det liv, I har, og det vil sandsynligvis ikke være aktuelt at flytte til Bali og åbne et yogastudie (eller en anden drøm, der indeholder flugt). Men undervurder ikke de små forandringers kraft. Det er næsten altid muligt at justere lidt her, åbne lidt der – og pludselig bliver de små skridt mærkbare.

Kan I give hinanden lidt mere egen tid i løbet af ugen, for eksempel en aften hver, hvor I kan møde venner eller tage på et sjovt kursus?

Kan I gøre noget sammen, som I tidligere har gjort, med lidt forberedelse og planlægning?

Kan I have en date-aften én gang om måneden, hvor I hver tager ansvar og planlægger noget for jer to (når børnene er faldet i søvn): vælge en film, lave noget lækkert, spille spil, sidde tæt i sofaen og fortælle hinanden, hvad I sætter pris på hos hinanden?

I en situation, hvor de seneste år har været præget af småbørn, er det svært at se, hvordan man nogensinde skal få både egen tid og kærlighedslivet tilbage.

Det kan være godt at minde sig selv om, at pludselig sidder man der med oceaner af tid, og den primære kontakt med børnene er gennem Mobilepay-anmodninger. Det går uundgåeligt hurtigt.

Denne artikel blev først bragt på Må:Bra, der også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.