Træning og kost
1. december 2009

Vaner ved buffeten

En gruppe amerikanske fedmeforskere satte sig for at studere restaurantgæsters adfærd ved tagselvborde for at se, om der var sammenhæng mellem spisevaner og kropsvægt
Af: af Eskil Schilling
https://imgix.femina.dk/media/98902d74c6c44e6c97230f359e25433e.jpg

Foto: Colourbox og Istock

Personerne i forskningsprojektet blev inddelt i tre vægtgrupper efter deres BMI-tal og derefter fordelt på et antal kinesiske restauranter. Gæsterne kunne selv vælge tallerkenstørrelse, spiseredskaber og siddepladser. Forskerne fulgte nøje med og fandt seks tydelige adfærdsmønstre hos de tre vægtgrupper.

1. De overvægtige placerede sig med ansigtet vendt mod buffeten. Forskerne mener, at hvis man sidder med blikket fæstnet på maden, kan det ubevidst føre til, at man spiser mere.

TIP: Forsyn dig i køkkenet, og stil ikke madfadene på spisebordet.

2. De normalvægtige gik rundt om buffetbordet for at udse sig den eller de foretrukne retter, mens de overvægtige gik i gang uden at orientere sig om tilbuddene på forhånd.

TIP: Tag stilling til, hvad du har lyst til at spise. Vælg grøntsager for den halve tallerkens vedkommende, kød, fugl eller fisk for en fjerdedel og kartofler eller pasta for den sidste fjerdedel.

3. De normalvægtige havde for vane at placere servietten i skødet, hvilket man normalt forbinder med almindelig, god bordskik. Med god bordskik følger - som regel - gode spisevaner.

TIP: Sørg for at få opdateret din Emma Gad ...

4. De normalvægtige tyggede 14,8 gange på hver mundfuld, mens de overvægtige kun tyggede 11,8 gange.

TIP: Tygning fremmer mæthedsfølelsen. Tyg længe, læg bestikket ned, og sørg for at snakke mellem hver mundfuld.

5. De normalvægtige valgte gennemgående mindre tallerkenstørrelser end de overvægtige.

TIP: Gå ned i tallerkenstørrelse. Standardstørrelsen på en morgenmadstallerken er i dag 21 cm i diameter, mens den tidligere var på 17. Middagstallerkenerne er ligeledes "vokset" - fra 25 til 28 cm.

6. De normalvægtige efterlod flere rester på tallerkenen.

TIP: Erkend, at du ikke hjælper de sultne børn i Afrika ved at levne. Stop spisningen, når du er trekvart mæt.

Læs også:


Hold vægten nede - spis mere protein

Skriv dagbog over dine spisevaner- og tab dig!

Spis masser af fuldkorn

Læs også