Her får du julestemning under skyfri middelhavshimmel
Foto: Christina Rovira
Shopping
Hvert år i december afholdes designmarkedet Festivalet et sted i byen. Lokationen ændrer sig fra år til år, men garantien for, at du altid vil kunne finde interessante nye designere, er sikker. Her er alt fra keramik, smykker, strik, og unika-silketørklæder til børnebøger og håndlavet legetøj. Hvert år skal udstillerne igennem en ansøgningsproces, så arrangørerne sikrer et bredt udvalg af stader. I år er det 16.–17. december. festivalet.com.
Chandal beskriver sig selv som butikken med “objekter til det moderne liv for store og små”. Her er et kurateret udvalg af legetøj, puslespil og bøger til børn, og keramik, livsstilsbøger og interiørnips til de voksne. Uanset hvem du skal finde en gave til, om det er til dig selv eller andre, vil du næsten altid kunne finde noget i Chandal. Carrer d’en Tantarantana, 16.
I Chandal finder du både design, spil, nips og ting til ungerne, hvis julegaverne skal klares i Barcelona.
Foto: Christina Rovira
Hvis julegaverne skal være ekstra luksuriøse i år, så tag en tur forbi parfumebutikken Arquinesia i Borne. Her kan du købe middelhavet med hjem på glas, i form af naturlige parfumer, sæber og cremer. Deres gaveæske med en Eau de Parfum miniature af deres mest ikoniske dufte er smuk og ideel som gave, eller souvenir. Carrer de la Princesa, 7.
I parfumebutikken Arquinesia kan både næse og øjne blive forkælet, uanset om du vil købe noget med hjem.
Foto: PR
Til den søde tand
Spaniere kan godt lide søde ting til morgenmad, og det er ikke et usædvanligt syn at se mænd i jakkesæt på vej til arbejde eller i formiddagspausen hænge ud ved en churros-vogn, hvor de får det, vi på dansk kalder spanskrør, til morgenmad. I vintermånederne er det et must at spise de sprøde churros, og skal det være den ægte oplevelse, skal de dyppes i smeltet chokolade. Et af de bedste steder at nyde sådan en anretning er hos Antigua Xurreria Sagrada Familia, der ligger på hjørnet ved Sagrada Familia. Spis dem i caféen, eller tag det som takeaway, og nyd dem på en bænk, mens du studerer kirkens finurligheder, eller udpeger tilføjelserne siden dit sidste besøg (La Sagrada Familia har været under opbygning siden 1882, og der bygges endnu). Plaça Sagra-da Família, 26.
Churros dyppes i varm chokolade
Foto: Christina Rovira
I området Borne, der er kendt for sine små, snørklede gader med butikker og pladser, ligger et af byens bedste kagesteder Brunells. Hos Brunells har de præsteret at lave en croissant med cremet vaniljefyld, der har vundet en pris som landets bedste. Der er også traditionelle julekager – eller salte sager for dem, der hellere vil have en hurtig bid mad. Der er både en lille café og takeaway. Carrer de la Princesa, 22.
Oplevelser
I Catalonien har man sige egne juletraditioner, der blandt indebærer “El Caga Tió”, som er en træstub med ansigt, beklædt med et tæppe, som efter at være blevet fedet op med mad hele måneden skider gaver ud til jul, efter at børnene har sunget en sang og slået den med en kæp.
En meget speciel tradition, der dog for lokale ikke virker mere underlig end at vi går rundt om et træ med hinanden i hænderne og synger salmer. Du vil derfor uden tvivl støde på mange af de små dekorerede træstubbe på byens markeder i løbet af december.
Gaudi designede huset Casa Battló i sin organiske stil, og til jul er det pyntet med lys ligesom mange andre steder af byen.
Foto: Christina Rovira
Hvor vi nordpå er glade for gran i julen, er lysene det centrale af juledekorationerne i Barcelona. De fleste gader lyses op med dekorationer der skifter fra år til år. Det kan være alt fra engle, til snefnug, musikinstrumenter og julekugler, der udgør årets tema. Sommertider er det svært at identificere, hvad præcis de forskellige installationer skal forestille, så det er en aktivitet i sig selv at gætte. Særlig imponerende er de lange gader og boulevarder Paseo de Grácia, Gran Vía og Aragó, hvor lysene fortsætter i en uendelighed.
Hvis uheldet skulle være ude, og regnen har gjort sit indtog over den normalt skyfri himmel, er det godt med indendørs aktiviteter. Og her er Moco Musem, der står for ”modern and contemporary art”, et besøg værd.
Det er søstermuseum til museet af samme navn i Amsterdam og er en sjov oplevelse med moderne kunst af blandt andre Jean-Michel Basquiat, Banksy og Andy Warhol. Det hele er samlet i en klassisk bygning fra det 16. århundrede og er af en størrelse, så et besøg ikke tager hele din dag. Carrer de Montcada, 25.
På Moco Museum kan du opleve moderne kunst. Museet er søster til et lignende i Amsterdam.
Foto: Christina Rovira
En afslappende tur i spa og en massage efter en lang dag til fods er ren forkælelse. Prøv Signature Spa på Hotel Trafalgar, der er den første veganske spa i Spanien, og som tilbyder ritualer, hvor både ansigtet og hele kroppen får en kærlig tur, efterfuldt af en afslappende stund i spaområdet.
På hotellet Yurbban Trafalgar kan du på milde dage slappe af med en bog i liggestolen på tagterrassen.
Foto: PR
Spis godt
Casa Rafols, der daterer tilbage til 1911, var oprindeligt en anerkendt isenkram i Barcelona. Under borgerkrigen blev et af kælderlokalerne imidlertid omdannet til en hemmelig restaurant, der senere skulle blive til det, der i dag er et af byens mest veletablerede spisesteder.
Casa Rafols er stedet, du aldrig går skuffet fra. Indretningen er æstetisk og tidløs, betjeningen venlig, spisekortet afspejler, at du er ved Middelhavet, men har altid opdaterede variationer af de klassiske tapasretter. Det er en ægte Barcelona klassiker for såvel lokale som for besøgende. På vej dertil eller fra kan du gå turen under Triumfbuen, og herfra har du til den ene side en bred boulevard, der fører mod den store Ciutadella-park, og til den anden side Paseo Sant Juan, der fører op mod bjergene og er fyldt med caféer og butikker. Ronda de Sant Pere, 74.
Engang en hemmelig restaurant, i dag et af byens veletablerede steder. Casa Rafols er bestemt et besøg værd.
Foto: PR
Hvis du rejser til syden, fordi du vil så langt væk fra den tunge julemad som muligt, så er Albé Barcelona stedet, du gerne vil besøge. Menuen er en fusion af det catalanske og det libanesiske køkken, og her kan du få grillet aubergine med toppings så lækre, at du er klar til at blive vegetar. Stedet er indrettet som en klassisk gastrobar med sparsom belysning og dybe grønne farver, der inviterer til gode samtaler over lokalproduceret vin. C/ de Mallorca, 196.
I en lille sidegade til den elegante boulevard Paseo de Gracia, hvor de store modehuse ligger side om side, og Gaudís kendte bygninger La Pedrera og Casa Batlló imponerer forbipasserende, ligger El Nacional. Et gastronomisk mekka med flere forskellige restauranter, barer og et meget fotogent interiør. Det hele ligger i det, der engang var et stort parkeringshus, men som nu er blevet et af de steder, du altid kan få en drink eller en middag på din tur gennem byen. Pg. de Gràcia, 24.
Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 48/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.