Den dag kulminerer det, og Astrid falder om i køkkenet. Da hun vågner, ser hun dobbelt

“Vi siger ikke det her til nogen.”

Knuden i min mave vokser. Far er ikke truende eller aggressiv. Han konstaterer det bare. Det har altid ligget i luften, at vi ikke snakkede om hans misbrug.

Nu, mens vi sidder hjemme i stuen, bliver det glasklart. Hvis han skal på afrusningscenter, er der ingen, der skal vide det.

Far er jordens kærligste og dejligste far. Når han er ædru.

Alligevel har jeg utallige gange stået foran spejlet og set mascaraen smelte ned ad kinderne, når tårerne blev for tunge.

Ensomhed bliver tit forvekslet med at være alene. Jeg er ikke alene. Jeg har venner og familie. Men der er ting, vi ikke taler om. Far vil have, jeg holder dem inde i mig selv. Så det gør jeg.

Mit navn er Astrid Novrup. Jeg er 23 år. Til dagligt læser jeg en bachelor i uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet.

Jeg er enebarn og har, indtil jeg flyttede hjemmefra, boet sammen med min mor og far i landsbyen Sevel, mellem Skive og Holstebro.

Min mor har lidt af kronisk knoglekræft, siden jeg var 5 år. Hun skulle egentlig have været død for 14 år siden, men i dag har hun det efter omstændighederne godt.

Da jeg boede hjemme, var jeg tit med mor på hospitalet. Far og jeg talte aldrig om det.

Jeg var ikke så gammel, da jeg fandt ud af, at far drak lidt mere end andre fædre og mødre. Men da jeg sad hjemme under den første corona-nedlukning, gik det for alvor op for mig.

Hvordan han aldrig drak i huset, men alligevel var fuld. Hvordan han gemte flasker i garagen, der blev et personligt værtshus om eftermiddagen. Hvordan jeg ikke længere var det primære i hans liv.

Jeg havde ikke nogen, jeg kunne tale om mine inderste tanker med.

Hvordan jeg havde det, og hvad jeg oplevede derhjemme. Jeg var ikke alene, men jeg var ensom.

To typer ensomhed

Astrid er langt fra det eneste barn af en misbruger, der har oplevet ensomhed. Fagfolk opdeler ensomhed i social og emotionel ensomhed. Social ensomhed opstår, når et menneske har intet eller kun et lille netværk.

Emotionel ensomhed har derimod ikke noget med netværkets størrelse at gøre. Det er, når man ikke har nogen at dele sine inderste tanker med. Ikke nogen fortrolige.

Børn af misbrugere har tendens til at blive ramt af netop denne type ensomhed.

I følge Tuba havde 47 procent af de børn og unge, de havde samtaler med i 2023, aldrig talt om deres forældres misbrug med andre.

Psykoterapeut og faglig chef i Tuba, Henrik Prien, forklarer, at det som regel skyldes, at den voksne misbruger enten direkte eller indirekte fortæller, at misbruget skal holdes hemmeligt.

– En forælders misbrug fylder meget for et barns trivsel, især når det ikke kan italesættes. For så står barnet alene med sine oplevelser og bekymringer. Det fører til ensomhed, forklarer Henrik Prien.

Han uddyber, at det kræver mod for børn og unge at bryde det tabu. Mange børn er loyale over for deres forældre, og nogle frygter konsekvenserne.

Det er afgørende, at unge ensomme får mod på at dele deres oplevelser som barn af en misbruger, fordi det ellers kan invalidere dem på langt sigt.

– Børn har et selvcentreret univers. Derfor får de en irrationel skyldfølelse. De risikerer at føle, de ikke fortjener at blive behandlet godt, fordi de tror, de er kilden til det dårlige i familien. Den opfattelse kan man bryde ved at høre, at andre har de samme oplevelser, siger Henrik Prien.

Jeg inviterede aldrig mine venner hjem til mig. De skulle ikke se, at far var fuld. Men i dag har jeg gjort det.

På min dobbeltseng med det blå sengetøj med hvide blomster sidder jeg med et par af mine bedste folkeskoleveninder rundt om mig. I et rækkehus i Sevel, hvor natten er ved at lægge sig.

Vi sidder på mit børneværelse og snakker om, hvordan vi har det hver især. Deler ud og lytter efter. Jeg tager ordet, da det bliver min tur. Holder vejret og mærker mine svedige håndflader. Mine øjne flakker.

Jeg fortæller dem, at jeg har brug for at dele noget. At der ikke rigtig er nogen god måde at sige det på, så derfor siger jeg det bare. Jeg fortæller dem, at far er alkoholiker.

I et sekund er der stille. Så bliver jeg omfavnet af varme arme. Jeg havde været bekymret for, hvordan de ville tage imod det.

Det var der ikke grund til, mærker jeg nu. Jeg sænker skuldrene og lader mine venner blive mine fortrolige. De kendte mig før, min mor blev syg. Og de kender mig efter, min far begyndte at drikke.

Behov for relationer

Det vigtigt for os mennesker, at vi kan dele tanker og oplevelser med andre.

Hjerneforskeren Dean Burnett undersøgte i 2018 menneskets kilder til lykke i bogen ‘The Happy Brain – The Science of Where Happines Comes From’. Heri konkluderer han, at relationer til andre mennesker er det mest afgørende for livsglæden.

Helle Lindgaard, autoriseret psykolog med speciale i voksne børn fra familier med alkoholproblemer, uddyber, at det ikke er nok blot at åbne op og fortælle om traumatiske oplevelser.

Der vil ofte være et behov for mere, hvis man kommer fra en familie med et misbrug.

– Hvis vi kan dele det, der er svært, føler vi os ikke så alene med det. Vi har brug for at blive set, rummet og spejlet. Men der er også et behov for reel hjælp. Til at finde ud af, hvordan man kommer videre. Hvordan man finder sin identitet.

Ifølge Helle Lindgaard, mister mange børn af misbrugere deres identitet, fordi de ikke har fået plads til at finde den.

På et tidspunkt ved de ikke længere, hvad de selv tænker og føler, selv når de er voksne. Det kan føre til ensomhed og få fysiske konsekvenser.

Jeg står i mit køkken i min lejlighed. Jeg blinker. Jeg ligger på gulvet i mit køkken i min lejlighed. Jeg ryster i hele kroppen. Tårerne vælter ud. Andet husker jeg ikke.

Jeg havde haft det dårligt i en længere periode, inden jeg faldt sammen i mit køkken. Jeg havde tabt mig alt for meget. Det kulminerede i køkkenet. Dagen efter kom jeg til lægen. Besvimede igen.

Lå pakket ind i dyner og veninder i min roomies seng, mens vi stirrede på fjernsynet, indtil mor kunne køre mig på Skejby Hospital.

Den næste tid røg jeg ind og ud af sygehuset. Afkræftet, ude af stand til at optage næring og med dobbeltsyn.

En læge, jeg ikke havde mødt før, hæftede sig ved dobbeltsynet, og spurgte, om han måtte teste mig for én ting mere. Tiamin. En særlig type vitamin, hjernen har behov for. Som jeg manglede.

I værste tilfælde kan det give hjerneskader og hukommelsestab. Jeg fik det ind med drop tre gange om dagen i en uge og efterfølgende med tabletter.

Jeg læste op til min første eksamen på universitetet med en nål i hånden og en computer i skødet på Skejby.

Jeg fik at vide, at min krop havde været i alarmberedskab så længe på grund af psykisk belastning, at den havde glemt at gøre basale ting.

At jeg skulle lægge afstand til det derhjemme, der fyldte så meget, og i stedet begynde at gøre ting, der byggede mig op. Ting, der gjorde mig glad. Hvor banalt det end kan lyde. Så det gjorde jeg.

Syg af ensomhed

Astrids sygdomsforløb er ikke enestående. Når bekymringer hober sig op, kan man blive fysisk syg af det.

Ifølge speciallæge i psykiatri og lektor på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet Lone Overby Fjorback, er det forældet at skelne mellem det sociale, psykiske og fysiske liv, da alt sammen påvirker vores sundhed.

– Man kalder det for den bio-psyko-sociale sygdomsmodel. Det hele betyder noget for, om man bliver syg. Når man tænker noget, bliver det til kemiske stoffer, der påvirker kroppen. Når noget er svært psykisk, er man i øget risiko for at udvikle stress, angst og depression og andre sygdomme, fortæller Lone Overby Fjorback.

Hun uddyber, at vi som mennesker oplever verden gennem vores følelser og tanker, der har direkte indflydelse på kroppens velbefindende.

– Hvis man føler, at man er alene i verden, at der ikke er nogen, der kan passe på en, bygger man en stresstilstand op i kroppen. Kroppen er i alarmberedskab, fordi man er alene. På sjæleniveau ved vi godt, at vi ikke kan overleve uden andre.

Derfor er det ifølge Lone Overby Fjorback vigtigt at omgive sig med mennesker, man føler sig tryg ved.

Det betyder ikke, at man behøver at dele alle sine bekymringer, men det betyder, at man føler sig forstået og passet på.

På landevejen mellem Skive og Holstebro må bilerne undvige vores march.

Det kan nok se sjovt ud, når vi går som en lang slange, der holder sig i udkanten af vejen.

Forrest går Patrick med barnevognen, der er fyldt med flag. Her har vi vores bagage. Udover at sætte farten agerer Patrick også dj. Han skubber højttaleren, der nu spiller ’Highway to Hell’ for fuld skrue.

Jeg er glad for at være en del af projektet ’March mod ensomhed’.

Her går vi landet rundt, mens vi samler ind til formål, der har med ensomhed at gøre. I år samler vi ind til Tuba, som jeg selv har fået hjælp af.

Dagens etape går fra Skive til Holstebro. På turen kommer vi forbi min hjemby Sevel, og vi ender ved mit gamle gymnasium i Holstebro. En tur gennem min ungdom.

Da vi nærmer os Sevel, står bedstefar klar med flag og tager imod os på cykelstien med solen i ryggen og kasket på hovedet.

Jeg giver ham en stor krammer, hvorefter han følger os det sidste stykke ind i byen.

Her bliver vi modtaget af flere kendte ansigter, som står klar med vand og brunsviger. Min mor og far er også dukket op for at vise deres støtte.

Jeg har det godt i dag. March mod ensomhed har givet mig styrke. Det var Patrick Cakirli, der startede marchen i 2017 for at sætte fokus på ensomhed. Sidenhen er Martin Lærke Sørensen og jeg blevet en del af marchen.

Vi har et fantastisk fællesskab, aldersforskellen til trods. Jeg er 23, Patrick er 34 og Martin er 50. Vi er som lillesøster, storebror og far. Vi har mange dybe snakke og lige så mange interne jokes og grin.

Jeg har fortalt mine forældre, at det er vigtigt for mig at dele min historie. I dag har far været i behandling flere gange, men han drikker stadig. Når jeg fortæller ham, hvordan jeg har det med hans drikkeri, reagerer han på samme måde hver gang.

”Jeg kan ikke holde til at høre mere. Jeg går,” siger han, rejser sig, og går ud og ryger.

Jeg græd tit, da jeg var yngre. Jeg troede, det var mig, der havde ødelagt noget. I dag føler jeg bare afmagt. Jeg taler ikke med far om hans alkohol, når han er fuld, for så har han glemt samtalen dagen efter.

Men jeg har behov for at dele ting og tanker. Jeg vil ikke stå alene med det længere, for jeg har set, hvor det ender.

For der er ingen, der fortæller om, hvordan det er at være den, der står på sidelinjen med en følelse af, at man ikke er hovedpersonen i sit eget liv. Der er ingen, der fortæller om usikkerheden, den evige rutsjebanetur.

Efterskrift: At det nytter at tale om ensomhed, er denne artikel et eksempel på. Efter at Astrid lod sine forældre læse den, er hendes far begyndt i et forløb på alkoholbehandlingscenter Nørbygård i Hanstholm.

Denne artikel blev første gang bragt af udeoghjemme.dk, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.