Nej til alkohol: Jeg er vitterligt blevet spurgt, om Blå Kors ikke er noget for mig, fordi jeg ikke drikker

Denne artikel blev første gang udgivet i juni 2021 på Heartbeats.dk.

Jeg drikker ikke. Det har jeg aldrig rigtig gjort. Jeg drak ganske lidt i slutningen af folkeskolen og gymnasiet af sociale hensyn, hvis man kan kalde det det. Men efter jeg fik den røde studenterhue på mit hoved, stoppede det brat. Og jeg har ikke set mig tilbage. Det betyder også, at jeg aldrig har haft fornøjelsen af hverken fuldskab eller tømmermænd.

Men jeg er ikke sluppet stiltiende fra det. Det er ufatteligt så mange gange, jeg er blevet spurgt om, hvorfor jeg ikke drikker. Faktisk sker det nærmest til hver eneste fest. Og det er egentlig lidt et sjovt spørgsmål, for det er jo faktisk sjældent, man skal forklare, hvorfor man ikke gør noget. Hvorfor går du ikke til spejder? Hvorfor er jazzballet ikke lige dig?

Spørgsmålet om, hvorfor jeg ikke drikker, er meget sigende for logikken i den danske alkoholkultur. Derfor irriterer det mig heller ikke, når folk stiller det. For det bliver taget for givet, at alle danskere drikker. Og du skal virkelig have en god grund til at lade være, medmindre du er tørlagt alkoholiker.

Jeg er vitterligt blevet spurgt, om Blå Kors ikke var noget for mig, fordi jeg ikke drikker. Afhold og Gud passer jo som fod i hose, men jeg er noget af det mest ateistiske, der er kommet ud af Jylland.

Jeg vil have kontrol

Hvorfor drikker jeg ikke? Det er der flere grunde til. Den mest centrale er, at jeg ikke bryder mig om at miste kontrol. Det er det sidste, jeg har behov for. Jeg hader idéen om ikke at have fuldstændig kontrol over mig selv og min krop. Jeg foretrækker også at have et klart hoved. Særligt når andre ikke har det, synes jeg, det er praktisk, hvis nu der skulle opstå ubehagelige situationer.

Jeg har nemlig lidt dårlige erfaringer med kombinationen af homofober og alkohol. Særligt situationer hvor de lige skulle drikke sig mod til, før de turde henvende sig til mig med et par ærlige ord. Er mit hoved klart, kan jeg bedre analysere de situationer, jeg befinder mig i. Og tage benene på nakken, skulle det blive nødvendigt.

Derudover har jeg vitterligt ikke lyst til at drikke. Og indtil videre har jeg klaret mig uden.

Gør det så mig til den vildeste partykiller? Tænk, det mener jeg jo sjovt nok ikke. Jeg elsker både at feste og danse. Og jeg kan uden problemer have det sjovt, selvom andre er fulde. Det generer mig ikke.

Men der er også situationer, hvor man nærmest skal agere støttepædagog, fordi folk bliver så fulde, at de ikke kan stå oprejst og skal have hjælp til at holde balancen. Dér går der meget af festen for mig.

Et klassisk eksempel for mig er et S-tog eller en metro fyldt op til randen med fulde mennesker, der skøjter rundt på grund af problemer med balancen. Sjældent er det sjovt for andre end dem selv, og når man sidder som ædru medpassagerer, bliver man hurtigt taget som gidsel og fanget i situationen. Sommetider risikerer man at få slynget en taske i hovedet, mens der bliver råbt og spillet høj musik. Normale spilleregler for omtanke og respekt for andre mennesker træder ud af kraft, og for mig er det et ubehageligt kaos at befinde sig i.

Dybt bekymrende

Jeg er klar over, at jeg står ret alene her. For i Danmark drikker vi. En europæisk undersøgelse fra november 2020 viste, at de danske 9. klasser lå i toppen, når det kom til alkoholforbruget. Faktisk drikker danskere over 15 år i gennemsnit 9,1 liter ren alkohol om året. Hvilket svarer til 600 øl. Det er immervæk en sjat og dybt bekymrende. Særligt hvis man gerne vil undgå alkoholrelaterede sygdomme.

Sagen er den, at 800.000 danskere drikker mere end Sundhedsstyrelsens anbefalinger. De overskrider lavrisikogrænsen, og den grænse markerer netop, hvornår man har en lav risiko for at blive syg af alkohol. Det kan lyde hårdt, men der er en sammenhæng mellem et højt forbrug af alkohol og forskellige former for kræft. Pludselig er det ikke så sjovt længere.

Men alkohol er grundfæstet i den danske kultur. Tænk bare på, når sneen falder, og det bliver J-dag. Der er efterhånden ikke en sæson, der ikke har sin egen øl. For fejrer vi i Danmark, så skal der alkohol indenbords. Uanset om vi er til bryllup, begravelse eller konfirmation. I mange år havde vi tradition for, at konfirmationen netop var dagen, hvor konfirmanden skulle introduceres for alkohol. Jo før, man får sin debut, jo bedre syntes logikken at være. Og det er jo helt absurd.

Populærkulturen er også alkoholiseret. Det seneste eksempel er selvfølgelig den nu oscarbelønnede Thomas Vinterberg-film ’Druk’, der portrætterer den danske alkoholkultur. Mange af os husker også Pusles såkaldte godnatbajer fra ’Min søsters børn’-filmene. Intet var åbenbart mere morsomt end tanken om et lille barn, der bællede en bajer.

Men jeg ser det som et unødvendigt skønmaleri, og det bidrager blot til den danske fortælling om, at alkohol er hyggelig og sjov. Virkelighedens billede er bare langt mere nuanceret.

Danskerne er også selv kritiske

Nogle vil sikkert mene, at jeg hurtigt kan blive lidt frelst. Men faktum er, at danskerne generelt set selv er kritiske overfor kulturen. 56 % mener, at alkoholforbruget er for højt. Samtidigt mener otte ud af ti, at vi skal have en kultur, hvor alle accepterer et nej til alkohol.

De tal taler et klart og tydeligt sprog. Vi drikker for meget i Danmark. Det er en generel sundhedspolitisk udfordring. Og det er noget, vi bør have en seriøs samtale om. Hvorfor drikker vi mere, end vi har lyst til i Danmark? Vi lærer at drikke, men hvorfor lærer vi ikke, hvornår vi skal stoppe? Den danske drukkultur er grænseløs, og måske er det på tide at gøre noget ved det.

Jeg kan bare sige, at man sagtens kan have det sjovt uden at drikke. Jeg ved godt, at mange finder den sætning patetisk, men det gør den ikke mindre sand.

Stod det til mig, så skulle vi blive bedre til at give plads til dem, der ikke drikker, og bakke op om dem, der siger nej tak, hvis de en enkelt aften ikke har lyst. Uden at de bliver mødt med et socialt pres.