Sarah Mahfoud åbner op om sin hårde opvækst: "På en måde skammer jeg mig over mig selv"
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Der er masser af stjernestøv over bokser Sarah Mahfoud, der udover sin optræden i bokseringen også er kendt fra programmer som "Vild med dans" og "Forræder".
Men bag facaden kæmper hun med bagsiden af medaljen. Det fortæller hun i en ny dokumentar, der får premiere mellem jul og nytår.
Bokseren fortæller ærligt om en indre kamp mod sin fortid og en hård opvækst som tilflytter til Danmark med en syrisk far og færøsk mor. Sarah Mahfoud var rodløs og hendes teenageår præget af et opgør med farens religiøse værdier. Hun bevægede sig i et kriminelt miljø præget af vold og langsomt blev hun psykisk nedbrudt. I bokseringen fandt hun styrken til at rejse sig, men trods berømmelse og hæder kæmper hun stadig med skyldfølelse og skam.
- Jeg har lyst til at vise alt det dårlige, men jeg tror, at jeg på en eller anden måde skammer mig så meget over mig selv, at jeg har virkelig svært ved at åbne op omkring det. Lige så snart jeg går ud ad døren, smækker jeg lige et smil på, og så er vi i gang, fordi der er ikke nogen andre, der skal se, at jeg har det dårligt, fortæller Sarah Mahfoud.
Ud over Sarah Mahfouds personlige kamp følger dokumentaren også hendes sportslige rejse mod igen at blive verdensmester. Vi er med før, under og efter hendes tabte kamp i Las Vegas og da hun kom et skridt nærmere en VM-kamp efter en opslidende pointsejr over brasilianeren Danila Ramos i slutningen af november på Frederiksberg.
'Sarah Mahfoud - champ eller fiasko?' er instrueret af Steffen Hou og produceret for TV 2 af Hou Docs. Der er premiere fredag 27. december på TV 2 Play, og sportsdokumentaren bliver også sendt tirsdag 31. december på TV 2 Sport X og søndag 9. februar på TV 2.
Denne artikel blev første gang bragt på Se&Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.