De 9 bedste danske film i 2024. Filmen på førstepladsen kan stadig ses i biograferne
Foto: Martin Dam Kristensen
2024 går på hæld, og vanen tro betyder det, at vi kigger tilbage på de bedste film og serier fra året, der er gået.
På biograffronten har det været et år, der har budt på danske film inden for stort set alle genrer - drama, krimi, komedie, sci-fi, action, thriller og familiefilm.
Her er vores bud på de allerbedste danske biograffilm fra året, der er gået. Vær opmærksom på, at vi i denne omgang ikke har medregnet de danske dokumentarfilm, der er udkommet i årets løb.
9. ROM
Foto: Paolo Ciriello / Scanbox
Niclas Bendixens romantiske komedie 'Rom' hylder den modne og langvarige kærlighed uden at give køb på de store romantiske drømme.
Filmen er i dén grad båret af Bodil Jørgensen og Kristian Halken, der spiller ægteparret Gerda og Kristoffer, som bliver sendt på ferie til Rom af deres datter.
Gerda har boet i Rom som ung og har en kunstner gemt i maven, imens Kristoffer helst var blevet hjemme i de vante omgivelser.
Da de møder Gerdas gamle elsker, den svenske kunstlærer Johannes (finurligt spillet af Rolf Lasgaard), dukker gamle hemmeligheder op til overfladen.
'Rom' kan ses på Filmstriben.
8. BIRTHDAY GIRL
Foto: Heikki Leis / Nordisk Film
Drømmeferien ombord på et krydstogtskib udvikler sig fatalt i 'Huset'-instruktøren Michael Noers intense drama med Trine Dyrholm og stortalentet Flora Ofelia Hoffmann Lindahl i hovedrollerne.
Allerede første nat på skibet forvandles deres luksusferie nemlig til et mareridt, da datteren Cille (Hoffmann Lindahl) bliver udsat for et overgreb.
Nanna (Dyrholm) går i panik, da hun opdager, at ingen har tænkt sig at lede efter gerningsmanden, og hun indser derfor, at hun må tage sagen i egen hånd.
Filmen er en barsk omgang og føles ægte klaustrofobisk, som var man selv ombord på et krydstogtsskib langt ude på havet.
De to dygtige skuespillere er blændende - som altid - og filmen sætter sine spor længe efter, man har set den.
'Birthday Girl' kan ses på Prime Video.
7. KONTRA
Foto: Jesper Christensen / Scanbox
Jonas Risvigs varemærke er at lave film og serier til unge, om unge, med unge.
Han har for længst slået sit navn fast i serieverdenen med titler som 'Salsa', 'Drenge', 'Grænser' og 'Centrum', og med ’Kontra’ viser han, at han også kan lave en god spillefilm.
'Kontra' følger Fanny (Andrea Hjejle), der lige er flyttet fra Lolland og starter på et nyt gymnasium i Nordsjælland.
Hun forsøger at passe ind, men skolen domineres af den hårde pigegruppe i hendes klasse. Hun finder sammen med den tidligere dronning af flokken, Lilja (Anna Lehrmann), og sammen går de kontra på popularitetskulturen.
Det er brutalt, til tider absurd, men også rørende og tankevækkende at være vidne til.
'Kontra' kan købes eller lejes på f.eks. Blockbuster, SF Anytime og Viaplay.
6. DE LYDLØSE
Foto: Henrik Ohsten
Det er ikke nødvendigvis godt for hjerterytmen at se Frederik Louis Hviids ('Shorta') ‘De lydløse'. Og det mener vi på den bedst mulige måde.
'De lydløse' er nemlig brutal, hektisk og pumpet med adrenalin, og det er særdeles forfriskende i det danske filmlandskab med en actionbasker af den slags.
Filmen er inspireret af røveriet mod Dansk Værdihåndtering i 2008, hvor røverne slap af sted med ca. 70 millioner kroner, hvoraf kun en mindre del i dag er fundet. Vi følger primært en af de danske bagmænd, Kasper, der bliver spillet på fornem vis af Gustav Giese.
Især filmens hovedscene, der skildrer selve røveriets meget afgørende 16 minutter, er virkelig underholdende - og seriøst nervepirrende!
'De lydløse' kan stadig ses i biografen.
5. FOR EVIGT
Foto: Morten Rygaard / Hyæne Film
Ulaa Salim, der debuterede med den tankevækkende film ’Danmarks sønner’, har med ’For evigt’ skabt en smuk hybrid mellem science fiction og kærlighedsdrama.
Rammen for filmen er et jordskælv, der har skabt en gigantisk undersøisk sprække i jordens kerne. Naturfænomenet accelererer de globale klimaforandringer og er en mulig trussel mod menneskeheden.
Samtidig med jordskælvet møder vi Elias og Anita i Danmark.
De to unge mennesker forelsker sig hovedkulds i hinanden, men forholdet går i stykker.
Flere år senere bliver Elias tildelt en nøglerolle på det internationale hold af videnskabsfolk og klimaforskere, der skal lukke sprækken på bunden af havet.
Elias har dog aldrig helt sluppet Anita, og da de mødes igen som voksne, står han pludselig ansigt til ansigt med det liv, han valgte fra, og må spørge sig selv: Kan man vælge sin egen skæbne?
Filmen er i særdeleshed båret af en fremragende Simon Sears i hovedrollen som den voksne Elias, men også de to unge skuespillere, Viktor Hjelmsø og Anna Søgaard Frandsen, gør det fantastisk.
'For evigt' kan ses på Prime Video.
4. VOGTER
Foto: Nordisk Film Production / Jasper J. Spanning
Gustav Möller leverede en vild debutfilm med 'Den skyldige' tilbage i 2018, så forventningerne til 'Vogter' var naturligvis skruet godt i vejret op til premieren.
Og den intense fængselsfilm om en kvindes hævn over sin søns morder skuffer ikke. Den rammer lige i mellemgulvet og er en så rå og brutal omgang, at man til tider ikke ved, hvad man skal gøre af sig selv, når man ser den.
En af dansk films allerstørste stjerner, Sidse Babett Knudsen, brillierer i rollen som fængselsbetjenten Eva, der bliver fanget i sit livs dilemma.
Den unge mand Mikkel (Sebastian Bull), der er dømt for mordet på hendes søn, anbringes nemlig i det fængsel, hvor hun arbejder - og hvad gør man så som menneske... og mor?
Man skal være gjort af et specielt stof for at spille op til Sidse Babett Knudsen, men det lykkes for Sebastian Bull, der er rå, brutal og utilregnelig som Mikkel. Det slår decideret gnister i samspillet mellem de to kamphaner.
'Vogter' kan købes eller lejes på f.eks. Blockbuster, SF Anytime og Viaplay.
3. FULD AF KÆRLIGHED
Foto: Andreas Bastiansen / Nimbus Film
Christina Rosendahl er uden tvivl en af de dygtigste instruktører, vi har i den danske filmbranche. Hun tør lave film, der går helt tæt på, og det er også tilfældet med 'Fuld af kærlighed'.
Filmen handler om konsekvenserne af et alkoholmisbrug i en ellers lykkelig familie.
Og den sætter billeder på den nedslående statistik, der fortæller, at 1 ud af 10 børn i Danmark lever med en far eller mor, der har et usundt forhold til alkohol.
Bag de tørre tal gemmer der sig mennesker, hvis liv bliver dybt påvirket af misbruget. Men som ofte også er med til at holde det ved lige.
På fornem vis favner 'Fuld af kærlighed' netop dén kompleksitet, og det er decideret hjerteskærende at være vidne familiens forsøg på at navigere i faderens (Lars Ranthe) misbrug.
Netop Ranthe og resten af skuespillerholdet med Stine Stengade og stjerneskuddet Viilbjørk Malling Agger i spidsen, spiller vanvittigt godt, og man kan ikke undgå at blive både rørt og bevæget af den stærke film.
'Fuld af kærlighed' kan købes eller lejes på f.eks. Blockbuster, SF Anytime og Grand Hjemmebio.
2. BØRNENE FRA SØLVGADE
Foto: Nordisk Film
Som vores anmelder skrev, er det som at drikke en kop varm kakao med flødeskum at se ‘Børnene fra Sølvgade’. Det er rart og hyggeligt, og fra start til slut giver den en boblende lun fornemmelse indeni.
'Børnene fra Sølvgade' er instrueret af hitmageren, Mehdi Avaz, baseret på Renee Toft Simonsens bestseller af samme navn, og den handler om fire forældreløse søskende, der bor alene i en lejlighed på Sølvgade.
Filmens univers er en slags smeltedigel af ‘Min søsters børn’, ‘Pippi Langstrømpe’ og ‘Peter Pan’, men den er alligevel helt sin egen.
Den formår både at være underholdende og have noget på hjerte på samme tid.
Det er nemlig helt tydeligt, at filmen har en ambition om at prikke til vores forståelse af identitet og familiekonstellationer, og det lykkes den flot med.
Og så er både de fire børn og filmens stærke voksensemble anført af Jakob Fauerby som hushjælpen Miss Nelly intet mindre end fantastiske.
'Børnene fra Sølvgade' kan stadig ses i biografen - og 'Børnene fra Sølvgade 2' har netop startet optagelserne.
1. VEJEN HJEM
Foto: Martin Dam Kristensen
På listens førsteplads finder vi Charlotte Sielings og Nagieb Khajas flotte og barske spændingsdrama 'Vejen hjem'.
Filmen stiller spørgsmålet: Hvor langt vil du gå for dit barn? Og svaret fra de fleste forældre vil nok lyde: Til verdens ende.
Men hvad nu hvis dit barn er blevet hjernevasket og har tilsluttet sig en – i dine øjne – ondskabsfuld bevægelse? Hvor længe skal du så blive ved?
Nikolaj Lie Kaas - der sjældent har været bedre, og det siger ikke så lidt - spiller faderen Christian, der netop bliver stillet overfor dét dilemma.
Hans søn Adam, der spilles forbilledligt af unge Albert Rudbeck Lindhardt, har forladt Danmark for at tilslutte sig en ekstremistisk, islamistisk organisation.
Christian rejser efter ham og vil have ham med hjem. Men det er en livsfarlig og decideret kompliceret mission.
'Vejen hjem' er en ‘hjertet oppe i halsen’-film fra start til slut.
Den er fantastisk flot filmet, og skuespillet er eminent hele vejen rundt. Foruden Nikolaj Lie Kaas og Albert Rudbeck Lindhardt tæller holdet blandt andet Arian Kashef, Besir Zeciri og britiske Harki Bhambra og Tom Austen.
'Vejen hjem' kan stadig ses i biografen.