Da hendes mor stillede spørgsmålet, blev Pia paf. Men hun kunne ikke slippe tanken

Dagen har givet min mor natten, hun er efterladt til natten, det bliver morgen og dag uden hende.

Ordene er Pia Tafdrups.

De stammer fra hendes nye digtsamling ”Hjertet i zenit”, og de handler om netop hendes mors død. ”Hjertet i zenit” består både af nye digte og digte, den populære og kritikerroste forfatter Pia Tafdrup har skrevet om sin mor i årenes løb.

Og så er bogen noget så særligt som en ”bestillingsopgave”. Men der er ikke tale om et forlag, der har presset på, nej, det var Pias mor selv, der bad om bogen.

I 2006 skrev Pia en bog om sin far efter hans død, og så en dag, hun mange år senere sad med sin mor, sagde moren pludselig, at hun ønskede, Pia også skrev om hende.

– Sætningen kom fra et helt andet sted i forhold til, hvad vi talte om. Jeg husker ikke, hvad det var, men pludselig sagde hun: ”Jeg skal vel også have en bog”. Og jeg var fuldstændig klar over, hvad hun tænkte på, siger Pia med et lille smil og fortsætter:

– Hun spurgte mig nok, fordi hun gerne ville have mig til at være hos hende efter hendes død, tænke over hendes liv og også tage nogle svære ting op. Jeg svarede hende ikke på spørgsmålet. Jeg var fuldstændig paf! Men da jeg senere sad ved hendes dødsleje, kunne jeg ikke lade være med at tænke på det. Jeg var meget overrasket over, hvor voldsomt det var at sidde ved det dødsleje. En stor ømhed skyllede ind over mig, og jeg var klar over, jeg skulle tage hendes ønske alvorligt.

Pias mor døde som 91-årig, mens hun var på plejehjem.

Forud for morens død fulgte et længere forløb, hvor Pia, som hun skriver i ”Hjertet i zenit”, blev ”mor for sin mor”.

Moren havde brug for hjælp med flere og flere ting, og det krævede energi fra både Pia og hendes søskende.

– Problemet er, at man selv står og har børn og børnebørn også. Det var svært for mig både at være der for dem og hjælpe min mor. Min mor bad ikke direkte om det, men hun behøvede fantastisk meget hjælp, og det gjorde, at jeg følte, jeg ikke kunne være nok for mine børn og børnebørn. Det var en svær balance at finde – plus at jeg jo ikke var gået på pension. Jeg skrev, som jeg altid havde gjort.

”Hjertet i zenit” er ifølge Pia et forsøg på at skabe orden i det kaos af tanker, der opstod de sidste år af hendes mors levetid.

Efter, Pias far døde, ændrede noget sig nemlig. Moren havde været stærk og klaret det meste, da faren blev syg, men pludselig, da han var død, behøvede hun hjælp.

Samtidig blev hun ældre og ældre. Det er naturens gang, men det er stadig noget andet, når det er ens mor, der er tale om, understreger Pia:

– Det er enormt trist at se sin egen mor svag. Man har jo et ønske om, at hun skal blive ved at kunne det, hun altid har kunnet. Jeg kunne godt se andre omkring mig ældes, men når det er ens egne forældre, er det vanskeligere. Der var samtidig ikke så meget at tænke over. Der var bare meget at gøre. Jeg blev nødt til at hjælpe – ellers havde min mor ikke haft et godt liv. Vi var heldigvis tre om det. Det gjorde en forskel. Hvis man er helt alene, er det sikkert sværere.

– Derudover forventer plejepersonalet, at man stadig gør utrolig meget, og det går ud over den tid, hvor man bare skulle have lov at tale med sin gamle mor. Jeg forstår godt, at mange pårørende selv bliver sygemeldt på grund af belastning. Så hårdt er det. Man må hele tiden prøve at fordele sin tid.

Det hele menneske

Nu har Pia i sin nye bog forsøgt at skrive sin mor frem med alle de sider, hun rummede.

Det er vigtigt for hende, at bogen viser hele det menneske, som moren var – med både lys og skyggesider.

”Hjertet i zenit” er en bog om Pias mor, ja, men det er også en bog om en generation af kvinder, der levede et meget anderledes liv, end de fleste kvinder i Danmark gør i dag.

Pias mor flygtede over sundet til Sverige under Anden Verdenskrig, og sidenhen mødte hun Pias far, der havde en stor gård, som de imidlertid måtte flytte fra til en mindre, hvor hun efter nogle år kom til at deltage i høstarbejdet.

Det er det kvindeliv på gården med børn og holden hus, der fremkaldes i bogen.

Et liv fyldt med højtlæsning og nærvær, men også med daglige gøremål og i perioder hårdt arbejde. Mulighedsrummet var dog småt.

– Min mor ville gerne have haft et liv, hvor hun rejste. Det fik hun ikke. Hvad hun heller ikke fik, var et arbejde. Da vi flyttede til gård nummer to, ville hun være receptionist på et nærliggende hotel. Ikke nødvendigvis mange timer, men bare lidt, så hun havde en anden verden end den hos os. Men det ønskede min far ikke. Det var en anden tid, hvor manden havde en stolthed over at kunne forsørge hustruen. Kvinderne hjalp mændene frem. Så min mor, der kom fra et borgerligt hjem, endte med at sidde på en traktor og hjælpe med høsten, fortæller Pia.

Selvom hendes mor var god til at holde hus, og der altid var mad på bordet, rent tøj i skabet og styr på tingene, prægede hendes historie som flygtning hende også.

– At have været flygtning mærker et menneske. I mange situationer var min mor usikker på sig selv – hun troede ikke nok på sig selv og bebrejdede sig selv alverdens ting. Det kan godt smitte af. Hun beskyttede mig så meget for at sikre sig, at der ikke skete mig noget. Jeg var holdt i stramme tøjler, og på et tidspunkt blev jeg nødt til at gøre mig fri af dem, fortæller Pia Tafdrup, der som barn på den første gård begyndte at kravle over hegnet i haven, fordi hun hellere ville opleve verden udenfor eller i det mindste være sammen med karlene på marken og pigerne i køkkenet.

– Jeg var tidligt klar over, at jeg måtte rive mig løs. Hun og min far satte hårde grænser for, hvad jeg måtte og ikke måtte. Jeg gjorde det, jeg ville, fra jeg var helt lille - det var instinktivt. Mine forældre vidste ikke, hvor de havde mig. Jeg var ikke ret gammel, før jeg tænkte: Jeg får ikke et godt liv, hvis jeg skal rette mig efter dem.

Pia begyndte derfor tidligt at rejse ud. Først til en penneveninde i Tyskland og senere tog hun på rejser med sin skole. Hun endte også på sprogskole i England.

Hver gang, hun havde en chance for at rejse, gjorde hun det. Og modsat sin mor havde hun mulighed for at gøre det.

– Jeg synes, jeg har fået lov til at leve i den mest interessante tidsalder, hvor det pludselig var muligt for en kvinde at gøre så mange ting. Men jeg har også skulle kæmpe for meget, for det var ikke givet dengang. Og jeg tror, det er vigtigt at huske, at mulighederne, vi kvinder har, kan lukke igen, siger Pia, hvis liv på mange måder er anderledes end hendes mors var det. Moren overtog den første gård, som Pias farmor havde indrettet med karle og piger – og en husbestyrerinde. Hun var kun 22 år gammel, da hun mødte Pias far, og alt var nyt for hende. Samtidig havde moren et sind, der ikke altid var lige lyst.

– Det var jo ikke sådan, at hun ikke magtede sit liv. De fleste mennesker ville ikke tænke, at hun havde det svært. Det var kun os tæt på, der kunne se det og som mærkede det. Som barn oplevede jeg nogle gange en mor, der var ked af det og træt. Hun kunne være bortvendt. Deprimeret var jo ikke et ord, jeg kendte, men det var det, hun var. Depressionen kom tilbage hvert forår, når lyset kom, og vi andre var glade. Hun blev fortvivlet, fortæller Pia og fortsætter:

– Hun havde svingninger, hvor hun både kunne være mægtig glad og nærværende, men samtidig kunne hun også blive ked af det. Det, vi dengang oplevede som en depression, blev ikke behandlet. I dag ville man nok have fået øje på, at hun tidligt havde en depression, der burde behandles.

En mor giver liv

I ”Hjertet i zenit” får man fornemmelsen af Pias mors liv med alt, hvad det indebærer. Her fremkalder Pia sin mor, da hun mødte Pias far som ganske ung.

Men hun viser også, hvordan moren blev ved med at tænke på en græsk mand, hun havde en romance med, for Pias far dukkede op i hendes liv.

Og så reflekteres der over, at Pias ældste lillebror døde, da han blev født.

Ligesom andre dele af moren liv, er det erfaringer, Pia med sine digte forsøger at kaste lys over – måske endda at forstå, nu som en voksen kvinde på 72 år.

– For et par dage siden fandt jeg et billede af mine forældre til en fest, efter min lillebror var død. De har fint tøj på, men de står med helt forstenede ansigter. Det er så tydeligt i det billede, hvor hårdt det var. Jeg mærkede misstemningen derhjemme som barn, det gjorde jeg. Men at det egentlig stod endnu værre til, vidste jeg ikke. Mange år senere talte min demente far om skilsmisse, og der forstod jeg, hvor slemt det havde været. Han røbede den familiehemmelighed, at de havde talt om at blive skilt dengang. I så fald havde jeg jo været et helt andet menneske!

Pias liv kunne altså være faldet anderledes ud, hvis hendes forældres liv havde gjort det.

Og hvad der former en som menneske er lige præcis, hvad Pias bog kredser om. Hvem var den mor, der gav hende livet, egentlig? Og hvordan former det hende?

– Min mor har givet mig mit liv og min fremtid – også nu, hvor hun ikke er her længere. Jeg mærker hendes nærvær så enormt, og det er jo fantastisk: At vi kan have så tætte relationer til de døde. De spiller stadig en stor rolle i vores liv, siger Pia og fortsætter:

– Hvis der sker noget glædeligt for mig, kan jeg savne, at min mor ikke kan tage del i det. For hvis nogen kan glæde sig, så er det ved Gud en mor! Det er nok der, hvor jeg tydeligst mærker fraværet af hende.

Gæstefri

Samtidig er moren altså stadig nærværende i Pias liv. Det fornemmer man tydeligt, når man læser det sidste afsnit ”Efterliv” i ”Hjertet i zenit”.

Her beskrives det, hvordan moren for eksempel bliver meget nærværende, da Pia besøger et museum. Eller hvordan hun pludselig står uden for den bygning, hvor Pia dyrker yoga. Eller også findes hun i et hus, Pia ikke engang selv kender.

Drømmene viser, at moren stadig lever i hende. Som der står i et digt, beroliger det Pia. Men det er også en balancegang:

– Da min far døde, drømte jeg også meget om ham. Til sidst havde jeg en drøm om ham, hvor han sagde: Nu vil jeg gerne have ”gæstefri”. Det ord findes ikke i de danske sprog, men jeg forstod, at nu skulle jeg ikke blive ved med at bekymre mig om ham, for han var død. Han havde fået fred. Og det er det samme med min mor. De døde har fået fred, men de optræder alligevel i vores bevidsthed og er til stede med os på en givende måde, hvis man er åben for det, siger Pia, der har et godt råd til alle, der har mistet.

– Alle mennesker burde, når de har mistet nogen, skrive deres erindringer om dem ned. Så vil man opdage, at det er som at kaste en sten i vandet og ringene breder sig. Man husker pludselig flere og flere detaljer, som er fine at få med.

Nu findes detaljerne om Pias mor i hendes bog. Det er en bog om en mor, men det er også en bog om, at mennesker, vi holder af, sætter mærker i os. De lever videre i os, både fysisk og mentalt.

Som Pia siger: Alle udvekslinger og samtaler, vi har haft med de døde, er indeni os.

Men hvordan har Pia det så med, at hendes forældre er døde, og hun med stor sandsynlighed er den næste i rækken?

– Jamen det er, som det skal være. Jeg skal jo helst være den næste i rækken. Dén naturlige rækkefølge er okay. Jeg har altid tænkt over, at det her liv hører op. Det gør, at jeg forsøger at få meget ud af hvert minut. Jeg prøver at være fuldt til stede i det, jeg gør, og det har jeg en stor glæde i. Derfor er det også okay, at det ikke varer evigt.

Denne artikel blev først bragt hos SØNDAG 49/2024, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.