Sophie Hæstorp lavede et vildt jobskifte. Og dommen fra hendes mor var helt uventet

Engang var der et medie, der fulgte Sophie Hæstorp i en periode for at lave et arbejds- og menneskeportræt af den socialdemokratiske politiker.

Forinden havde hun besluttet at prøve at søge ind i et mere kontrolleret spor, hvor hun følte sig tryg. Det vil sige at vare sin ellers vældig friske tunge.

– Men så valgte de til sidst at sige: ”Det dér kan vi faktisk ikke lave noget på grundlag af”. Og gjorde det så heller ikke. Det gav mig lidt stof til eftertanke. Jeg kan jo faktisk godt lide at være et nærværende menneske.

Autentisk kunne vi også kalde hende.

Det er derfor, samtalen med hende her rummer store ord som ”elske”, bandeord som ”lort”, fotografisk sorgfuld erindring om at miste sin far som 12-årig og ærlighed om, hvordan det føles, når overborgmesterstolen pludselig skiftes ud med en ministertaburet, fordi statsministeren har spurgt, om taburetten var noget for Sophie, og medierne kalder det en degradering.

Hun virker ikke skolet. Det kan ellers nogle gange virke, som om højtstående socialdemokrater har fået en særlig partiopdragende vaccine, men Sophie har tilsyneladende ikke fået den.

Hun griner højt som svar på dét spørgsmål. Hun siger også selv, at hun ikke er særlig autoritetstro.

Det er hendes mor åbenlyst heller ikke. Pia Else Andersen blev interviewet live på Amalienborg Slotsplads 29. august 2024, da Mette Frederiksen havde præsenteret sit nye ministerhold, og Sophie var hos kong Frederik som nyudnævnt social- og boligminister.

Sophies mor var klar i mælet om datterens valg: ”Jeg sagde til hende, at hun skulle sige nej. Jeg synes, hun havde sådan et godt job som overborgmester”.

Hvad tænkte du, da du så din mors reaktion?

– Ja … først var jeg lidt optaget af, at min mor også sagde: ”Uh, jeg har vidst det her siden tirsdag aften”, for jeg følte jo lidt, at det var et fortroligt rum, jeg havde med min mor, som hun stod dér på slotspladsen og udbasunerede til alt og alle. Så jeg blev først lidt ”åh nej” og følte mig lidt pinligt berørt. Men bagefter, da reaktionerne kom, tænkte jeg, at det også er min mor, som stiller sig op for sin datter og siger sin ærlige mening, og det har jeg altid haft rigtig stor respekt for. Samtidig elsker jeg bare min mor for netop at være så direkte. Og så elsker jeg bare min mor helt generelt.

Op og ned på livet

Sophie har fået en anelse længere til arbejde. Før skulle hun bare cykle fra lejligheden på Vesterbro, hvor hun bor med sine store børn, Rosa og Rolf, og til rådhuset på Rådhuspladsen.

Fra det nye ministerkontor på Holmens Kanal har hun udsigt til Holmens Kirke, Christiansborg og Børsens genopbygning.

Var du høj eller stresset, da du landede her?

– Begge dele! Den ene søndag sad jeg og forberedte budgetforhandlinger til Københavns Kommune, vi skulle starte forhandlinger fredag morgen. Den næste søndag sad jeg og forberedte et oplæg til regeringen, som jeg havde fået at vide, at jeg skulle holde om tirsdagen på et regeringsudvalgsmøde. Dér sad jeg virkelig bagefter og tænkte: ”Okay, hvad SKETE der lige i de syv døgn? Som jo fuldstændig har vendt op og ned på mit liv endnu en gang”. Jeg har godt kunnet mærke, at hovedet og kroppen lige skal finde hinanden igen. Man bliver lidt desorienteret, når man går så hurtigt fra at være i spidsen for en kommune som København til pludselig at sidde som minister i et helt nyt ministerium med helt nye mennesker. Som man går ind ad døren og møder torsdag eftermiddag, efter man har været hos kongen.

Hun siger ”kongen” i et tonefald med små bogstaver. Det er, bliver vi enige om, som om han allermest stadig bare er Frederik.

Blev du overrasket over at blive kontaktet af Mette Frederiksen?

– Ja, ja, det gjorde jeg. Mette sendte mig en sms og bad mig ringe til hende. Og … så ringede jeg jo simpelthen af nysgerrighed: ”Hvad nu?”. Vi havde nogle snakke frem og tilbage, og jeg sagde til hende: ”Det bliver jeg sgu nødt til at tænke over”. Det er ikke hver dag, man får tilbudt en ministerpost. Men det er heller ikke hver dag, man sidder i en situation som Københavns overborgmester. Jeg skulle træde ud af et område, hvor jeg har en rigtig stor kærlighed, og jeg føler ikke på nogen måde, at jeg er færdig med København. Men omvendt: Jeg får tilbuddet og et kæmpe ansvar for noget, som igennem 25 år har været en rød tråd i mit virke som politiker. Så det var ikke et nemt valg. Vi havde flere samtaler.

Og din mor var på nej-holdet. Hvad med din kæreste?

– Jamen, min kæreste var mere på det andet hold: ”Det skal du gøre”. Men … sådan nogle spørgsmål fra statsministeren kan man ikke vende med særligt mange mennesker. Man bliver nødt til at stole på sin egen mavefornemmelse i sidste ende.

Hvor længe tænkte du?

– Jamen … det … gik der i hvert fald et døgns tid med.

Efterfølgende kørte historien: Blev hun presset til at frasige sig overborgmesterposten, så Pernille Rosenkrantz-Theil kunne køres i stilling til den?

– Jeg syntes, det var superirriterende. Der var også nogle, der skrev: ”Det er også bare fordi, hun er veninde med den og den eller medlem af den og den kaffeklub”. Alle mulige mærkelige gisninger og konspirationsteorier. Det kan jeg faktisk ikke rigtig bruge til noget. Og kommentatorerne … en af mine veninder skrev en sms til mig: ”Du skal ikke tænde for Besserwisserne lige nu, for det lort skal du ikke høre, så bliver du i dårligt humør”. Så det lod jeg simpelthen være med.

Hun lukkede mentalt ned for den del.

– Det er klart, at bagefter sidder jeg selvfølgelig i en stille stund og tænker over det. Men i situationen kunne jeg ikke bruge det til så meget. Jeg blev også så alt rigeligt konfronteret med det både ved Amalienborg og i overleveringen her i ministeriet. Man bliver nødt til bare ligesom at stå i det. Men jeg syntes ikke, det var rimeligt. Det synes jeg også, jeg sagde, til dem, der spurgte.

Anker og punker

Hun har taget tre ting med fra sit gamle kontor: Et stort kort, der giver overblik over hovedstadens infrastruktur. Det står stadig står på gulvet. Et noget mindre sort/hvidt foto er kommet op at hænge.

Det er taget i 1981 inde på statsministerkontoret på Christiansborg af Sophies venindes mand fotograf Søren Svendsen.

Daværende statsminister Anker Jørgensen står i midten flankeret af en ung bz’er og en punker med sort, stjerneformet frisure. Sophie kendte Anker personligt.

– Og han er selvfølgelig en politisk person, som har fyldt meget i min generation, men derudover udtrykker det her billede af ham med en punker og en bz’er også bare, at politik også er et sted, hvor vi skal turde træde ud af vores normale trygge sfære og invitere folk ind, som måske ikke ligner os selv.

Tak for det.

– Ja. Jeg synes, det er meget godt at blive mindet om det løbende.

Sophie peger over mod en lille buste i reolen. Ritt Bjerregaard i ler.

– Og så har jeg faktisk taget Ritt Bjerregaard med, hæ hæ. For Ritt og jeg var ikke altid enige om alting. Nogle gange har vi også siddet i Folketinget sammen, og der var vi faktisk ikke altid supergode venner. Eller noget. Men Ritt står også bare for mig som en powerperson, der var med til at åbne rigtig mange døre for kvinder. Så den her ville jeg gerne tage med. Det er faktisk en, jeg har lånt af min kæreste.

Sophie griner igen og siger:

– Ritt var ret god til at give plads til unge kvinder, men det skulle helst lidt være på hendes præmisser. Hun var enormt skrap. Det var også en form for opdragelse, hun mente, vi skulle have for at kunne træde ind på scenen.

Multitaskingens kunst

Vi sidder ved siden af hinanden ved det store konferencebord på ministerkontoret.

Sophie reagerer overhovedet ikke, når hendes mobil brummer.

– Jeg kan ikke multitaske. Når jeg er i en situation med andre mennesker, giver jeg mig tid til dem, jeg er sammen med. Jeg tror, jeg har arvet det fra min mor – det at kunne tale med alt og alle og den manglende autoritetstro. Min mor arbejdede i DR i 40 år som kostumekoordinator, og hun sagde altid, at der nærmest ikke var den skuespiller i Danmark, hun ikke havde set i underbukser.

Sophie voksede op i Gladsaxe og er rundet af en stor, politisk familie.

– Min morfar havde syv børn og var borgmester i Svendborg. Så da jeg var lille, skulle vi altid til Svendborg og mødes til jul og påske; så var man samlet om at spise mad gerne i flere timer. Der var kusiner og fætre. Og der var mine onkler og tanter, som altid havde holdninger til ALT muligt.

Og råbte højere og højere, jo flere øl der blev drukket?

– Ja, lige præcis. Og det var lidt sådan, at den, der råbte højest, var den, der havde mest ret – havde man indtryk af. Derfor har jeg og min mor og familien generelt stemmer, der ligesom ligger på et leje, hvor man kan skære igennem og tale højt og tydeligt. Hvis man skal kunne nå igennem med noget, skal man jo også kunne høres, ikke? Begge mine forældre var passionerede, engagerede mennesker med nogle politiske holdninger. Min mor var også tillidsmand, hendes indstilling var, at indflydelse ikke er noget, man får, det er noget, man ta’r. Hun lærte mig det med at engagere sig i sin omverden.

Sophies far var 16 år ældre end hendes mor.

– Min far havde været skilt MANGE gange, da de mødte hinanden, han havde syv børn i alt, jeg var nummer seks, så jeg havde også mange halvsøskende, som jeg kendte mere eller mindre til. Jeg var et meget videbegærligt barn. Jeg elskede at hive leksikonet ud og læse om lomvien. Jeg tror også, at jeg nogle gange var et skideirriterende barn, for jeg kunne godt være sådan lidt: ”Hvor svært kan det være? Kom nu!”, fordi jeg selv var god til at læse og skrive og til matematik. Jeg var nok ikke så rummelig.

Så der var perioder, hvor hun syntes, det var sjovere at sidde på biblioteket alene og læse bøger.

– Og hvis det ikke altid fungerede i skolen, gik jeg til gengæld til musik og spillede trompet sammen med nogle andre, eller gik til ridning med en enkelt af pigerne fra min klasse. Jeg var god til hele tiden at finde nogle mennesker, der var relevante for mig, selv når det var svært. Men jeg var også en sådan lidt hård type, som selv kunne give igen med de lidt smarte bemærkninger. Nogle gange følte jeg mig som det tredje hjul i nogle af de dér skolesammenhænge. Jeg syntes, at jeg skulle arbejde lidt hårdere for at blive inviteret med til festerne i ottende klasse.

– Når jeg nu har mødtes med folk fra min gamle klasse, er det sjovt nok ikke længere noget, der fylder. Men … det har været en øjenåbner at høre dem fortælle om dengang, min far døde, da jeg var 12 år – og at jeg kom ret hurtigt tilbage i skole igen. Alle var dengang fuldstændig sådan: ”Hvad skal vi mene om, at Sophies far bare gik hen og døde hen over en weekend? Er det noget man taler om, eller er det ikke noget, man taler om?”. Det var en ret stor øjenåbner for mig, at en af dem sagde: ”Vi fik nærmest at vide, at ”Sophies far er død, men han var også gammel””. Ha! Og så gik livet videre. Han var 61. Det er jo ingen alder i dag.

Hvad skete der?

– Min far fik simpelthen blodforgiftning. Der er ikke rigtig nogen, der helt ved, hvad der skete, men som grafiker arbejdede han i mange år med bly og opløsningsmidler. Han blev dårlig om fredagen og akut indlagt, mens jeg var i skole. Jeg nåede ikke at komme ud på hospitalet, for min mor syntes ikke, jeg skulle se min far, når han havde det så dårligt og havde slanger og alt muligt, og de ikke helt vidste, hvad de skulle stille op på Herlev hospital.

Mandag eftermiddag var Sophie kommet hjem fra skole sammen med en veninde.

– Da min mor kom hjem lidt senere, kiggede hun bare på min veninde og sagde: ”Nu tror jeg, Annemette skal tage hjem”. Og så fortalte min mor mig, at min far var død. Og … ja … så brasede verden ligesom sammen. Da vi havde grædt et stykke tid, skulle vi hente min lillesøster i børnehaven. Hun var fire et halvt og for lille til at forstå noget som helst, men det var helt klart hende, der var med til at holde os kørende som familie, for man kunne ikke gå rundt og være ked af det hele tiden, når der samtidig var et lille barn, der havde behov for mad og omsorg og for at komme i børnehave, og som måske ikke helt forstod den situation, vi var i.

Dårlige tider i livet

Hvad har det gjort ved dig?

– … Det betyder, at min far selvfølgelig lever videre med mig på nogle måder. At jeg stadig er optaget af hans historie, og hvem han var. Fordi det skete så tidligt. Men jeg er meget privilegeret over, at jeg havde 12 år sammen med min far. Jeg nåede at være med ham i Frøslevlejren og hørte om, hvordan han som 19-årig uddelte illegale flyveblade på Vesterbro under Anden Verdenskrig.

– Og min far og hans fortid er jeg bare så enormt stolt af. Men det, at han pludselig blev revet væk, har nok lært mig … at der også bare er nogle dårlige tider i ens liv. Og nogle gange skal man være klar på, at tiden ikke læger alle sår, men tiden gør en kæmpe forskel. Det er svært, når man står i det, men på et tidspunkt er der som regel en hverdag igen. OG et liv. Hvor man VIL finde glæde, og hvor man også vil opleve rigtig gode ting, selv om man lige nu er helt nede. Det betyder også, at når jeg siger farvel til mine børn eller min kæreste om morgenen, så har jeg en regel om, at vi siger ordentligt farvel, for man ved aldrig, hvad der sker.

Sophie er et troende menneske. Og medlem af folkekirken. Det er ikke ligefrem sådan, at hun er stamgæst til søndagsgudstjenesterne, men kirken fylder alligevel nok lidt mere, end den efterhånden gør for de fleste danskere.

– Kirken og det at være medlem af den giver mig sådan en ro i maven og en ro i mit liv. Mit yndlingsritual i kirkelige sammenhænge er, når præsten i slutningen af gudstjenesten siger: ”Fred være med jer”. For det er noget, jeg som et menneske, der virkelig har travlt og har mange bolde i luften, virkelig har brug for – nogle gange at mærke mig selv og ligesom trække luft ind. Fred. Og jeg synes, at ritualet i kirken netop handler om, at fred ikke bare er noget, man finder inden i sig selv. Der står simpelthen en og siger: ”Jeg giver dig fred”. Det betyder rigtig meget for mig.

Hvad har du lært om kærlighed undervejs i dit liv?

– Jeg har egentlig haft et langt forhold til ham, der er far til mine børn. Vi var sammen i 17 år og kærester i 10 år, før vi fik børn. På den måde er jeg et ret trofast menneske, synes jeg. Men jeg har lært at … det er med kærlighed, lidt som det er med indflydelse: Kærlighed er også noget, man skal åbne sig selv for. Det, synes jeg også, jeg har gjort henad vejen.

Men:

– Så blev jeg jo skilt, og det var en virkelig, virkelig hård tid. For man går rundt med de her idealer i sit hoved om, at det er meget vigtigt, at man er sammen for altid. Særligt når man har børn. For mig har det altid været vigtigere, hvem man besluttede sig for at få børn sammen med, end hvem man giftede sig med. Jeg har aldrig været gift af samme årsag. Det at tage det skridt at få børn sammen er en meget større beslutning. Fordi vi skal være der for vores børn. Derfor var det selvfølgelig også en kæmpe sorg, da vi endte med at gå fra hinanden, men vi gjorde det heldigvis som venner. Jeg har i virkeligheden stadig min eks som en form for livsvidne.

– Men vi gled fra hinanden. Det kan man godt komme til, når man er travle mennesker begge to. Vi var rigtig gode til at være forældre for vores børn, men når vi ligesom skulle ud at lave andre ting, blev det mere og mere i retning af, at vi havde forskellige vennekredse og forskellige cirkler. Og der var vi måske for dårlige til at dyrke hinanden.

Det er noget andet med din kæreste, Brian?

– Vi bor jo for eksempel hver for sig. Så vi har et forhold til hinanden, hvor vi stadig giver hinanden plads, men mange af de ting, Brian og jeg til gengæld laver sammen, laver vi jo, fordi vi gerne vil. Koncerter. Vi deler vores venner. Det er en anden ramme. Han forsker i religion og politik på Københavns Universitet. Det er også derfor, vi ikke kan tage ud at rejse, uden at vi lige skal besøge 10 forskellige kirker og trosretninger!

Penge til rengøringsdame

Som ny social- og boligminister er Sophie optaget af, hvordan vi skaber fællesskaber i alle mulige udgaver. Bofællesskaber. Fællesvaskerier.

Steder, hvor mennesker uanset alder kan mødes på kryds og tværs. Og hun taler om vigtigheden af at være til stede i andre menneskers liv.

Om dengang i Istedgade, hvor hun mødte en fra sin gamle gymnasieklasse, som havde det ”rigtig, rigtig dårligt”. Om hvordan vi skal blive bedre til at gribe hinanden før et eventuelt fald.

Det er en socialdemokrat, der taler. Men det er også en socialdemokrat, der bor i ejerlejlighed og tilsyneladende ikke har behov for at gå i ét med partibogen.

Da jeg spørger hende, hvad penge betyder for hende, siger hun:

– De betyder, at jeg er så privilegeret, at jeg har råd til at få nogen til at komme og gøre rent hver 14. dag, så jeg ikke skal bruge min tid på at være irriteret over at skulle gøre det selv. Og de betyder friheden til at gå ud at spise, holde fest til min 50-års fødselsdag og komme ud at rejse – og til at gå til koncerter. Trompetisten Palle Mikkelborg er et af mine helt store musikidoler, fordi jeg selv har spillet trompet som ung. Og bandet Suspekt er jeg rigtig stor fan af. Jeg elsker, at de er fra Vestegnen, og deres tekster er skøre, glade, frække og politisk ukorrekte. Da jeg var yngre, gik jeg ikke til så mange koncerter, for det syntes min mor ikke, at man skulle, når man var 17 år. Der havde jeg ikke helt været i det dér oprør endnu.

Hun siger, hun ikke ved, hvad det skyldtes. Jeg tænker automatisk forsinkelse på grund af tab af far. Under alle omstændigheder:

– Jeg kan mærke, at nu tager jeg ligesom revanche. Nu er jeg blevet Sophie, der måske mere er, som jeg gerne ville have været, da jeg var i 20’erne – bare med penge. Og det er jeg glad for.

Hvad er den største omkostning ved dit liv?

– Det er jo nok i forhold til min familie … og at have mindre tid til at gøre noget og være noget sammen med mine børn. Men selv hvis jeg ikke var i politik, ville jeg nok aldrig være en person, som brugte al tiden på at sidde hjemme hver eneste aften og lytte efter, hvornår mine børn kom hjem. Men det er klart, at der har været tidspunkter, hvor jeg har kæmpet med den dårlige samvittighed. Om jeg er nok til stede.

Hvad siger dine børn?

– Det ved jeg ikke. Hæ hæ. Skal man spørge dem om det? Men når ens børn bliver teenagere, begynder de jo at blive lidt mere sandfærdige i forhold til sådan noget. Nogle gange får jeg nogle stikpiller: ”Nå, men der kommer du jo heller ikke”. Eller: ”Hvis du har TID mor, så kan du sådan og sådan”. Så jeg ved ikke, om det backfirer en dag, vi må se. Men jeg prøver at være nærværende. Så har vi nogle andre traditioner. Vi spiser morgenmad sammen. Eller vi spiser aftensmad sammen, også selv om klokken bliver otte eller halv ni. Jeg prøver at insistere på at lave mad, men hvis vi ender med takeaway, skal vi stadig sætte os ned og spise sammen og lige tale sammen og nå at komme et spadestik dybere.

Vi er gået lidt over tid. Sophie tager det tidsoptimistisk roligt. Det er også stadig nogenlunde early days på ministertaburetten.

– Den første tid er folk altid enormt positive, men nu er jeg ved at dykke ned i det, og så ved jeg jo godt, at der kommer et tidspunkt efter Folketingets åbning, hvor tingene bliver svære, og vi skal træffe svære beslutninger og prioriteringer. Og så ved jeg jo også godt, at man i meget høj grad kan slå sig på folk.

Jeg får ikke spurgt, om politik virkelig er bankene værd. Men hun virker umiddelbart svær at slå ud.

Denne artikel blev første gang bragt i SØNDAG 50/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.