Da Nenia gør sig klar til at slå teltet op, dukker et par frem i skumringen

Solen hænger lavt over træerne, og snart vil Lapland være omsluttet af mørke.

Nenia udser sig et sted, hvor stranden er bred nok til, at hun kan slå sit telt op for natten, og idet hun begynder at ro ind mod land, dukker et par med en hund frem i skumringen.

”Är du galen”, siger manden, da hun fortæller dem, at hun er på vej fra Piteå til Haparanda i sin kajak.

Det er de sidste 18 mil af en tur hele vejen langs den svenske kyst fra den norske til den finske grænse, som hun havde måttet afbryde om sommeren. Nu bruger hun efterårsferien på at fuldende turen.

Kvinden inviterer Nenia på kaffe i deres ”stuga” – altså hytte.

Det er søndag, og parret skal snart tilbage til Luleå, hvor de bor og arbejder.

Men der er stadig gløder i brændeovnen, og det er skønt at komme inden døre. Hvorfor bliver hun ikke og sover? Hun kan bruge, hvad der er, og lade sin powerbank op. Hun kan bare lægge nøglen, inden hun rejser.

Nenia har mødt mange gæstfrie mennesker i sit liv, men det her er ”lidt til den store side”.

– At give nøglen til sit hus til en vildt fremmed! Vi havde jo lige mødt hinanden.

Og samtidig var det så utrolig nemt at være sammen, fortæller Nenia:

– Jeg havde bare den dér fornemmelse af, at her er godt at være. En naturlig følelse af at høre sammen.

Næste morgen fortsætter Nenia op mod Luleå, og en uge efter, tilbage i København, skriver hun til parret og takker for deres gæstfrihed.

Kvinden, Anneli, svarer, og de fortsætter korrespondancen, og da det bliver vinter, rejser Nenia tilbage til Norrland. Denne gang bor hun hos parret i deres hus i Luleå.

– Det er ret vildt. Jeg kan ikke sammenligne det med noget andet. Men det føles stadig helt naturligt. Den der følelse af nærhed, og at det bare er rart.

Mamas danske veninde

I årene, der kommer, bliver Nenia på en eller anden måde en del af familien. Hun møder deres voksne børn, og efterhånden taler mamas danske veninde svensk som en svensker.

– Jeg er i hvert fald deroppe to gange om året, og pludselig har jeg det sådan, at jeg ikke har haft ferie, hvis ikke jeg har været i Norrland. Bare tanken om ikke at komme derop om vinteren er helt uudholdelig. Det har først været rigtig vinter, hvis jeg har været i Norrland. Der er så meget plads. Jeg bliver så glad, når jeg er deroppe, siger Nenia og fortsætter:

– Og sammen med Anneli kan jeg være den, jeg godt kan lide at være. Den gode udgave af mig selv.

Nenia tror på, at alle har lys i hjertet. Nogle gange bliver lyset næret.

– Når jeg besøgte hende, havde jeg en fornemmelse af, at mit lys fik lov til at skinne. Hun havde en helt særlig tilgang til andre mennesker, fortæller Nenia.

Og Annelis mand oplevede det også. Han sagde: ”Hun var så god til at se lys og mennesker”.

– Det var meget præcist sagt, understreger Nenia.

Føles naturligt

Under hendes besøg fortalte Anneli sin danske veninde om sit arbejde med førskolebørn.

– Hendes måde at tale til børnene på en meget stille og rolig måde fascinerede mig.

Og Nenia gjorde også noget godt ved Anneli, tør hun godt sige.

– Hun sagde engang, at hun skrev til mig på en måde, hun ikke skrev til andre på.

Nenia taler nu om Anneli i datid, for alt er ikke lykke. Efterhånden spreder kræften sig nemlig mere og mere i Annelis krop.

Hun bliver tyndere og tyndere, og de sidste fire år af sit liv er hun sygemeldt og kan ikke arbejde.

Nenia fortsætter med at komme, bor hos Anneli og hendes mand og besøger Anneli på hospitalet, når hun er indlagt.

Det er egentlig ret intimt, men det føles naturligt, og når Nenia er der, går hun ture med hunden, og manden får lidt tid til sig selv.

– Så ja, man kan måske godt sige, at jeg aflaster ham lidt, siger Nenia.

Men selv om Anneli er alvorligt syg, bliver hun ved med at se lys.

– Hun havde besluttet sig for at være taknemmelig, og det var hun, og det kunne man mærke, når man var i hendes nærhed. Det er også tydeligt i de digte, hun skrev.

Sygdommen talte de ikke meget om, og selv om de vidste, at Anneli ikke ville blive gammel, var det ikke sorgfuldt.

– Det var mere sådan, at ”så må vi nyde hvert et øjeblik”. Sådan har jeg det også med min egen død. Vi har alle sammen en udløbsdato. Det ikke er så vigtigt, om jeg lever eller dør, men lige nu er jeg her og glædes over det. Jeg er ikke bange for døden.Og hvis Anneli var bange, viste hun det aldrig.

– Da hun vågnede op efter en stor operation i hjernen, og lægerne spurgte hende, om hun vidste, hvor hun var, svarede hun ”i Kina!”. Vi skreg af grin. Vi kunne også glæde os sammen over alle de smukke ting i livet og snakke om dagligdagsting som hendes mands arbejde i det svenske flyvevåben, fortæller Nenia.

Men så en mandag formiddag, seks år efter deres første møde, får Nenia en besked fra Norrland.

Anneli har kun få timer igen. Nenia tager direkte til lufthavnen, og samme eftermiddag sidder hun ved sin venindes seng på hospitalet i Luleå.

Hun holder hendes hånd, og selv om Anneli ikke er kontaktbar, reagerer hun på Nenias tale ved at bevæge øjenbrynene.

Tirsdag morgen tager Anneli fredfyldt herfra med sin mand ved sin side. Nenia er der et par timer om formiddagen. Om aftenen spiser hun sammen med familien.

– Det var godt at være sammen, og jeg tog hjem igen taknemmelig i hjertet. Vi havde en fælles oplevelse af, at der var hul i himlen, når vi var sammen. Selvom hun var så syg, lukkede det sig aldrig. Jeg forstår ikke, hvordan hun bar sig ad, siger Nenia.

Denne artikel blev første gang bragt i SØNDAG 50/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.