Her er den ukendte solskinsperle, der kan blive din næste skidestination

Når et skisportssted bærer præg af den lokale byggetradition, ligger højt og snesikkert og hører til i kategorien ”mindre kendt,” bliver jeg som regel vild med det.

Præcis sådan er La Rosière, en solskinsperle på sydsiden af Mont Blanc i det sydøstlige Frankrig – endda så tæt på den italienske grænse, at man kan nyde en portion hjemmelavet pasta til frokost.

Alene beliggenheden på et plateau i 1.850 meters højde i departementet Savoie er til en klar 5’er i ethvert ejendomsmæglerprogram på tv.

Når vejret vil, er her ikke bare sol hele dagen, men også udsigt ud over Tarantaisedalen med skisportsstedet Les Arcs på den modsatte side og Val-d’Isère små 30 kilometer længere sydpå.

Samtlige de huse, der klatrer op ad bjergsiden, er opført i traditionel chalet-stil af lokale sten, træ og skifer.

Ingen bygning må være over fire etager, og byrådet i Montvalezan, som La Rosière er del af, har besluttet, at antallet af gæstesenge højst må være 15.000. I dag er der 14.000, så grænsen er snart nået.

La Rosière har en klar ambition om mere bæredygtighed. Og det har helt sikkert været dens held, at udviklingen altid er gået langsomt. I begyndelsen fordi der ikke var råd til andet.

I de senere år en bevidst handling. For La Rosière ejes og drives af lokalbefolkningen.

Den har vendt det til en fordel, at den franske regering ikke mente, der var udviklingspotentiale i den daværende arpage, hvor hyrderne boede med deres kvæg om sommeren, da regeringen for godt 60 år siden tilbød støtte til udkantsområder, så de kunne etablere sig med nye skidestinationer opført i den pure beton. Sådan som det bl.a. skete i Les Arcs og Val Thorens.

Stop for lifter

Jeg får historien på vej op i liften med Sebastien Gaidet, født og opvokset i La Rosière, medlem af byrådet, præsident for turistkontoret og leder af skiskolen.

Hans bedstefar var borgmester i 1960’erne, da bønderne besluttede selv at etablere et skisportssted. Så bedre guide fås næppe.

Vi er ved at nå endestationen, men lige før peger Sebastien på en lift i den østligste del af terrænet.

– Den går op til toppen af Mont Valaisan i 2.800 meters højde. Området til højre for bjergkammen er under naturbeskyttelse, så vi havde lange forhandlinger med miljøorganisationerne forud for byggeriet. De sagde ja, dog under forudsætning af at der ikke blev bygget flere lifter. Det er vi helt enige i. Fremover arbejder vi udelukkende på at forbedre de eksisterende lifter, lyder det fra Sebastien, før han løber hen mod en af de mange røde nedfarter, der slanger sig ned ad bjergsiden. Det er midt i marts, højsæsonen i februar er for længst forbi, og sine steder har vi pisterne næste for os selv.

Selv om La Rosiere har ry for at være solfyldt, skinner den ikke altid. For destinationen ligger også i top 10 over snesikre skisportssteder i Frankrig med et gennemsnit på syv meter om året. Og det skal jo komme et sted fra …

Da jeg vågner næste morgen, vælter sneen ned. Udsigten fra hotelværelset byder på tunge skyer og et tykt lag nysne på hustage og fyrretræer.

Det lovede vejrudsigten allerede i går, så vores lille gruppe er blevet enig om at tage den med ro, nyde morgenmaden og først mødes klokken 10. Dét er også skiferie.

Især fordi der er disket op med et stort udvalg af delikatesser i hotellets loungeagtige, mosgrønne restaurant: Oste og charcuteri fra nærområdet (her både Frankrig og Italien), nybagte briocher og andet godt brød, masser af frø, nødder og forskellige müslier, god yoghurt, frugtsalat, dagens friskpressede juice og en kok, der står klar ved omeletpanden.

Spaen kalder

Energidepoterne er fyldt op, da vi møder Sebastian Gaidet ved liften bare fem minutter på ski fra hotellet.

Skiene er fra hotellets egen udlejning, og vi har haft dem og støvlerne stående i det skab med støvlevarmer, der hører til hvert værelse. En smart, praktisk detalje.

Det sner stadig heftigt, og efterhånden bliver sigtbarheden så dårlig, at vi må løbe tæt sammen for ikke at fare vild. Til gengæld er det en fryd at løbe i løs nysne på pister, som vi har næsten for os selv.

Alligevel siger jeg tak for i dag efter frokost i terrænet. Løber tilbage til hotellet, skifter skistøvlerne ud med vandrestøvler og følger den lille sti ned gennem grantræerne, der forbinder den ene del af byen med den del af byen, hvor de fleste butikker og restauranter ligger.

Efter lidt shopping og en kaffe går jeg tilbage til hotellet, for jeg har tid i spaen sidst på eftermiddagen.

Det er bare vidunderlig luksus at få løsnet de spændte lægmuskler op af en god, dyb massage. Og fortsætte sin personlige wellness med sauna, tyrkisk bad og en tur i den udendørs jacuzzi.

Italien tur-retur

Den følgende dag skinner solen igen, og vi vil udnytte den nære forbindelse til Italien, som adskiller La Rosière fra de fleste andre franske skidestinationer.

Der er to veje over passet ved Petit Saint Bernard: Via den nye Mont Valaisan-lift eller en lift op til Fort de la Redoute i 2.390 meters højde med ruinerne af det gamle fort.

Her vogtede franske soldater grænsen til Italien både under Første og Anden Verdenskrig. Og her får vi et godt kig på Mont Blanc, hvis 4.810 meter høje top stikker ind i himmelen.

Under os ligger den tilsneede vej op til passet i en majestætisk ørken af sne kranset af skarpe bjergtinder.

Den egentlige grænse til Italien er blot markeret af et skilt, der står i sne til halsen. Alligevel møder vi en lidt anderledes kultur.

Generelt er pisterne stejlere end på den franske side. Den mest direkte vej ned til La Thuile er sort. Bryder man sig ikke om den, kan man tage kabineliften ned eller en af de røde, der slynger sig udenom.

Bunden af systemet i 1.441 meters højde er med sin brutale 1960’er byggestil ikke nogen skønhedsåbenbaring. Derimod er restauranterne i terrænet hele turen værd.

For eksempel Maison Carrel, en lille længe i kampesten midt på pisterne med alt fra skinker og pølser fra Aosta-dalen til hjemmelavet tagliatelle med svampe og fjerlet tiramisu på menuen.

Eneste udfordring i den forbindelse er faktisk at huske at komme tilbage mod Frankrig, før de sidste lifter lukker. Alternativet er en overnatning i La Thuile.

Denne artikel blev første gang bragt i SØNDAG 50/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.