Jeg havde så ondt, og jeg ringede og ringede. Men de "sad i møde" og kom ikke

Inger var 19 år og var lige flyttet sammen med en fyr i hans lille lejlighed i det centrale Stockholm.

Kæresten lignede Marlon Brando, de var unge og forelskede, og livet var generelt ganske sorgløst.

At hun havde droppet gymnasiet for at starte på en kortere uddannelse som sundhedshjælper uden at have en særlig klar plan for, hvad hun ville med livet, var ikke noget, der holdt hende vågen om natten.

Men så blev hun gravid.

"Chok vil man måske ikke kalde det, men jeg blev meget overrasket, da jeg blev gravid under den pause, man skulle have fra p-pillerne. Jeg følte virkelig, at jeg var for ung. Jeg havde knap nok startet mit voksenliv og følte ikke, at jeg havde den tryghed og mulighed for at opfostre og tage mig af et barn," siger Inger Holegård, 68.

Det var i efteråret 1974. Den nye abortlovgivning, der byggede på den gravides ret til selv at bestemme over sin krop, var blevet vedtaget i Sverige nogle måneder tidligere. Men loven skulle først træde i kraft den 1. januar 1975.

Det betød, at beslutningen om en abort ikke var Ingers egen at træffe.

I stedet blev hun henvist til Mentalvårdsbyrån, hvor alle kvinder i Stockholm, der overvejede en abort, blev sendt hen. Her blev hun interviewet af tre personer med forskellige faglige baggrunde: en læge, en socialrådgiver og en psykolog, som sammen skulle samle grundlaget for beslutningen om, hvorvidt hun blev bevilget en abort eller ej.

"Bare det at skulle gå til noget, der hed "Mentalvårdsbyrån"... et navn, der signalerede, at man var skør og ikke passede ind – bare fordi man var gravid. At jeg ikke kunne tage denne vigtige beslutning selv var mærkeligt, svært og underligt," siger Inger, som blev stillet spørgsmål om alt fra levevilkår til indkomst, helbredstilstand og sine følelser omkring moderskab.

Der skulle gå mindst en uge mellem besøgene, for at sikre, at hun virkelig var sikker på sin beslutning. I mellemtiden fortsatte graviditeten.

Inger beskriver ventetiden som forfærdelig, fordi hun psykisk måtte håndtere de urolige tanker om, hvordan hun ville kunne blive mor til et barn, som hun ikke ville være i stand til at forsørge, hvis beslutningen blev et nej.

Men også fordi graviditeten var så fysisk mærkbar.

Kvalmen var næsten gået over, og hun var begyndt at mærke fostrets bevægelser, da hun endelig fik besked om, at aborten var blevet bevilget.

"Det var en utrolig lettelse. Jeg havde været bekymret for, at de ville sige nej".

Fordi hun var så langt henne i graviditeten, måtte hun gennemgå en fødsel. En oplevelse, som hendes 19-årige jeg var helt uforberedt på, hvad angik smerte og udsathed.

Inger fortæller, at hun fik en injektion i underlivet, før hun blev efterladt alene og bange i et sygeværelse ved siden af en afdeling med nyfødte mødre og babyer, da fødselssmerterne begyndte.

"Jeg havde så ondt, at jeg kastede op og ringede efter hjælp. Jeg ringede og ringede, men ingen kom. De havde ikke tid, for de "sad i møde". De var meget afvisende".

"Samtidig kunne jeg høre babyer skrige udenfor".

"Da jeg var ved at føde, kom de ind med et metalkar, som jeg skulle føde i, som en potte. Da fosteret blev presset ud, lød det som et "klonk" i den der metalpotte," siger Inger og får tårer i øjnene, 50 år senere.

"Den lyd er kommet tilbage til mig mange gange i mit liv, og selv i dag kan jeg høre den".

Inger Holegård, som senere i livet blev mor til en datter, siger, at hun aldrig har fortrudt aborten, hun fik som 19-årig.

"Der og da var det den eneste mulige løsning for mig," konstaterer hun.

Derimod blev oplevelsen og hele processen et ar, hun måtte bære med sig.

Samtalerne på Mentalvårdsbyrån, at der gik så lang tid, før hun fik besked, mødet med sundhedsvæsenet, "klonket" og børneskrigene, der lød fra rummene, hvor andre kvinder samtidig fødte børn.

"Det er forfærdeligt at tænke på, hvordan jeg kunne blive efterladt helt alene til at gennemgå noget, jeg vidste meget lidt om, og som jeg var bange for".

At hendes abort blev udført den 20. januar 1975, har hun også tænkt meget på.

"Jeg må have været en af de sidste, der fik abort, før abortloven blev indført," siger Inger og fortsætter:

"Jeg vidste jo, at vi ville få fri abort i Sverige efter årsskiftet, og jeg har mange gange ønsket, at jeg var blevet gravid nogle måneder senere. I eftertiden har jeg tænkt på, hvordan det hele ville have set ud. Men jeg har tænkt begge veje; at det måske var godt, fordi det hjalp mig med at tilgive det hele, både mig selv og dem omkring mig, at jeg fik lov at tale så meget om det. Det gjorde også, at jeg blev overbevist om, at jeg traf den rigtige beslutning.

"Men jeg har også tænkt på, hvor heldigt det var, at det forsvandt i 1975. Den sørgelige måde, man behandlede unge kvinder på".

Inger Holegård mener selv, at hendes svære og sorgfulde oplevelser i livet førte hende til det, der blev hendes erhverv.

I dag driver hun virksomheden Pingh Management, som hjælper mennesker med alt fra stresshåndtering til sorgbearbejdning og støtter andre, der har gennemgået svære oplevelser.

"Man bliver ikke uønsket gravid frivilligt. Selvom det er meget lettere i dag, er abort stadig en stor ting for kvinder i dag også, noget man ikke tager let på. Derfor bør man kunne stoppe det så hurtigt som muligt, før det også påvirker kroppen for meget. Det kan jo være, at man bare har glemt at tage en pille, eller at kondomet gik i stykker".

"Uanset hvad det skyldes, bør det være et personligt valg. Jeg mener, at intet barn, der bliver født, bør være uønsket".

Denne artikel blev først bragt i femina.se. Dette er en redigeret og oversat version.