Drop rødspætten og køb en torskehale: Fire kokke deler deres bedste tips til jule- og nytårsbordet
Foto: Hav Torvehallerne
ulen er måske den mest traditionsrige tid på året, og de fleste af os ved godt, hvad vi skal spise på forhånd. Men sommetider sker der jo ikke noget ved at prøve noget nyt.
Og hvad gør man egentlig til nytår?
Vi har talt med fire kokke og bedt dem om deres bedste staldtips, sådan at du kan peppe julebordet lidt op og få inspiration til nytårsmenuen.
Jens Peter Moestrup Hansen – HAV Torvehallerne
Foto: HAV Torvehallerne
Hvad er dit bedste tip til den gode julefrokost?
Jeg er fan af klassikere, men mit vigtigste tip er god kvalitet af råvarerne.
Hellere færre ting af god kvalitet end mange af dårligere kvalitet. Hold dig til fire stykker smørrebrød, så du kan gøre dem mere højbelagte. For eksempel kan du købe en lækker brøndkarse eller fritere æggene til æggemadden.
Det giver et dejligt sprødt æg, der kan toppes med löjrom eller kaviar. Hvis du vil servere gravad laks, så lav din egen hjemmelavede dressing i stedet for at købe den på tube.
Desuden vil jeg anbefale at springe rødspætten over, da den er på sit dårligste på denne tid af året. Køb i stedet et stykke torskehale eller kullerhale – det giver en fantastisk fiskefiletmad.
Har du et forslag til nytårsmenuen?
Jeg kan godt lide at servere mange snacks og småretter til nytår, som man kan spise både før og efter børnene bliver puttet. Østers og kaviar er altid en del af mine nytårssnacks.
En lille krustade med saltet kammusling, peberrodscreme og friske æbler er også lækkert. Eller prøv en ceviche baseret på danske råvarer som friske agurker, mynte – måske en lime vinaigrette.
Jeg anbefaler også toast med bagt tomat eller græskar og en sauce nage eller beurre blanc.
Oscar Davidsen – Ida Davidsen
Foto: Oscar Davidsen
Hvad er dit bedste tip til den gode julefrokost?
Jeg er meget traditionelt anlagt og elsker den danske julefrokost med kolde og lune retter.
Lav lidt af mange forskellige ting som sylte, æbleflæsk og medister, så man får smagt på alle de fantastiske smage, vi har på julebordet.
Det er unikt for os danskere, og jeg synes, det er vigtigt at fejre og nyde de klassiske retter.
Har du et forslag til nytårsmenuen?
For mig handler nytårsmadlavningen om fællesskab. Lad gæsterne være en del af processen i køkkenet, mens I snakker og hygger jer.
Det skaber en fantastisk stemning, og så betyder det mindre, hvad menuen står på, så længe der er kærlighed i det, man laver.
Men hvis jeg skal foreslå noget konkret, så går man aldrig galt i byen med en nytårstorsk. Det er en klassiker og altid lækkert.
Nathan Cirer-Methel – Ma Poule
Foto: Ma Poule
Hvad er dit bedste tip til den gode julefrokost?
I Frankrig spiser vi primært fjerkræ til jul, og det vigtigste er fyldet og sovsen. Fyldet består ofte af svinekød, brød og kastanjer, og kogesaften fra fjerkræet bruges til at lave en fantastisk sovs.
Det er sådan noget, der virkelig gør måltidet godt og samler hele oplevelsen. En ret, der favner hyggen og familien.
Har du et forslag til nytårsmenuen?
Til nytår foretrækker jeg en let menu, da folk ofte drikker meget.
Start med østers eller foie gras som appetizers, eller lav små toasts med røget laks, purløg og creme fraiche.
Til hovedret foreslår jeg kammuslinger eller hummer med dampede eller bagte grøntsager som grønne bønner og broccoli.
Derudover serverer vi altid et ostebord før desserten. Det er en fransk tradition. En Paris-Brest – en vandbakkelse med pralinecreme – er en perfekt sød afslutning. Og så skal der naturligvis være champagne.
David Johansen – Restaurant Plates
Foto: Restaurant Plates
Hvad er dit bedste tip til den gode julefrokost?
For mig handler en god julefrokost om, at værten også kan nyde festen.
Jeg foreslår derfor, at man laver mange kolde retter og serverer dem på fade i stedet for tallerkenanretninger. På den måde kan du forberede det meste på forhånd og bruge tiden sammen med dine gæster i stedet.
Har du et forslag til nytårsmenuen?
Til nytår foretrækker jeg småretter og skaldyr, som både er festlige og noget, man ikke lige får til hverdag.
For eksempel kan du lave små fade med kolde skaldyrsanretninger – det ser eksklusivt ud og pynter næsten sig selv.
Til børnene kan man lave grøntsagsstave og små snacks, som de også kan lide.
Hvis man vil gøre noget ekstra, kan man starte med en andelevermousse og lidt godt charcuteri som appetizers.