En hyggelig, men lidt bumlet tur ned ad memory lane

Vi er tilbage på Kongesletten med alle de velkendte – og for mange højt elskede – karakterer fra ‘Løvernes konge’. Simba, Pumba, Timon, Rafiki og lyden af Mufasas dybe stemme er alt sammen med, når Disneys nye ‘Mufasa: Løvernes konge’ toner hen over skærmen.

Filmen skal på mange måder ses som forhistorien til ‘Løvernes konge’. Det er historien om, hvordan Mufasa blev løvernes konge, og han bliver fulgt fra sin tidlige barndom, til han modtager sin titel.

I en flodbølge bliver den lille Mufasa skyllet væk fra sine forældre, og til sidst bliver han reddet fra krokodillerne af den jævnaldrende Taka (som senere bliver til Scar), der bringer ham hjem til sin flok.

Da Mufasa vinder en prøvelse, får han lov til at blive i flokken på den betingelse, at han opholder sig hos hunnerne, mens Taka, der er kronprins, skal opholde sig hos kongen og resten af hannerne. Ikke desto mindre udvikler Mufasa og Taka et stærkt og kærligt broderskab. I den danske udgave er der store navne på rollelisten. Herunder Alex Høgh Andersen, Mads Mikkelsen – der lægger stemme til den onde Kiros i både den engelske og den danske version – Alex Vargas, Jada, Lars Thiesgaard og Al Agami.

Hvis man er vokset op med ‘Løvernes konge’ er det på alle måder som at komme som at ‘komme hjem’ atter at høre Lars Thiesgaard give den gas som Pumba. Men særligt Al Agami gør det virkelig godt som Rafiki, den vise mandril, der holder hovedet koldt. Hans stemme er indlevende og passer poetisk godt til fortællingen.

Omgivelserne og dyrene er virkelig realistiske i ‘Mufasa: Løvernes konge’, og scenerne, hvor naturen er i fokus, er virkelig smukke. På samme måde er scenerne, hvor dyrene og deres naturlige egenskaber er i fokus, meget imponerende. Eksempelvis når løverne brøler, kæmper eller løber for fuldt smadder hen over savannen.

Men det visuelle, som på mange måder er en af filmens store styrker, bliver også en af dens største svagheder. Fordi det er ‘rigtige dyr’, der udgør karaktererne, mister de en masse personlighed og karisma, når de ikke er tegnede eller animerede. En løve kan ligesom bare ikke rigtig skære ansigt eller kigge forelsket og længselsfuldt efter nogen.

Det bliver desuden en anelse ufrivilligt komisk, når en ‘ægte løve’ bryder ud i sang eller har en dybfølt samtale med et andet dyr. Man tror ikke helt på det.

De bedste musikalske sekvenser i filmen er også dem, hvor Hans Zimmers musik får lov til at gøre comeback. De nye sange er fine, men de rammer på ingen måde Elton John-niveauet fra den første film. I det hele taget lukrerer filmen lidt på, hvor storslået en succes ‘Løvernes konge’ fra 1994 var.

Der bliver taget en del moderne temaer op undervejs i filmen. Blandt andet indfinder et ægte komisk øjeblik sig, da Taka spørger sin far, der er konge, om, hvad han egentlig laver.

Faren ligger søvndrukkent og slænger sig på en klippe, da han svarer, at hunnerne står for at jage, mens hannerne passer på flokken – mens de sover, vel at mærke. Generelt er det svært ikke at læse et subtilt feministisk budskab ind i filmen.

De kvindelige karakterer skinner virkelig i filmen. Det er helt tydeligt, at den unge Mufasa har de største rollemodeller i sin mor og senere i sin reservemor. På samme måde er det også Sarabi – hans kommende kone – der virkelig træder i karakter, da det hele brænder på. Det er kvinderne, der repræsenterer snilde, kløgt, visdom og pragmatiske færdigheder.

Desuden stiller filmen på fin og subtil vis spørgsmålene: Er der nogen, der er født onde? Og kan man være ond helt ind til benet? Spørgsmålene bliver personificeret gennem broderskabet mellem Mufasa og Taka. På skift redder de hinanden – både fra livsfarlige situationer og fra at komme i bekneb på andre måder.

Den vil også gerne slå det fast, at man ikke behøver at være født med blåt blod i årene for at udrette noget stort. Nærmest tværtimod. Ens handlinger, hårde arbejde og ens karakterer taler meget højere end ens stamtavle, og det er et virkelig fint budskab at sende ud til et publikum, der nok består af en stor del børn.

Overordnet er der altså virkelig gode takter i historien, og stemmerne rammer alle et højt niveau. Det gør alt sammen, at man ser igennem fingre med, at det for eksempel virker lidt for meta, at rammen for fortællingen er et flashback. Rafiki fortæller således historien om Mufasa til Simbas datter, hvilket gør, at filmen krydsklipper mellem fortid og nutid.

Denne artikel blev første gang bragt af Vi Elsker Serier, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.