Sådan fjerner du nemt størknet stearin fra dine lysestager
Foto: Andrea Piacquadio / Pexels
Hvis det er længe siden, du sidst har rengjort dine lysestager, er de sikkert plastret til med størknet stearin. Og lad os være ærlige – det er næppe noget, der står øverst på to-do-listen.
For har vi ikke alle ødelagt negle og fingre i forsøget på at fjerne stearin fra lysestager? Måske endda prøvet med skuresvampe og skrappe rengøringsprodukter, kun for at ende med tørre og trætte hænder? Det er hverken sjovt eller nødvendigt. For med dette nemme trick kan du hurtigt få dine lysestager til at skinne igen. Alt du skal gøre, er at lade din ovn gøre arbejdet for dig.
Sådan gør du:
- Tænd ovnen på 70 grader.
- Læg bagepapir på en bageplade.
- Stil lysestagerne med bunden i vejret på pladen.
- Sæt dem i ovnen i 20-30 minutter, indtil stearinen er smeltet væk.
Er du usikker på, om dine lysestager kan tåle ovnvarmen? Prøv i stedet at lægge dem i blød i varmt vand. Når stearinen er blødgjort, kan du nemt tørre den af med et stykke køkkenrulle.