“Er du fra Herning? Det er jeg fandme ked af at høre,” lød det over frokosten. Men hvorfor elsker vi pludselig at hade Herning?

“Er du fra Herning? Det er jeg fandme ked af at høre,” lyder det over frokostbordet en ganske almindelig dag.

Sådan et udsagn er egentlig ikke usædvanligt at høre, når man kommer fra hedens hovedstad. Men det er nu alligevel et forholdsvis nyt fænomen, at Herning har opnået stjernestatus som Danmarks provinsielle prygelknabe nummer et.

Et nyt Randes, kunne man fristes til at sige.

Der findes selvfølgelig egnsbestemte fordomme om flere dele af det danske kongerige – fra Amager til Østerbro til Fyn, som godt nok ofte bliver overset, når snakken falder på kampen mellem jyder og københavnere.

I øjeblikket er der dog noget over Herning, som får folk, der aldrig selv har taget en runde rundt i fordelerringen, til at bruge bynavnet som et adjektiv. Et negativt prædikat, som er ækvivalent med typehuset, store biler med anhængertræk og ben fra Bones. ’Herning-agtigt’.

Men hvorfor? Hvad er det ved Herning, der gør byen så nem at grine af? Hvorfor elsker vi pludselig at hade Herning?

Jeg tog fat i mememager og med-herningenser i eksil, Anna Mathiesen, for at få svar. Hun er, ligesom mig, vokset op i forstaden Gjellerup, før hun flyttede til storbyen. Derudover er hun en form for online Herning-ekspert. Hun er nemlig indehaver af en af Danmarks største meme-profiler, ‘Fantastiske Forældre’, hvor hun deler sine inspirationsture til hjemstavnen og bruger fordomme om Herning i sine satiriske observationer af byen.

Sjælløs, uæstetisk og ukultiveret

”Det eneste gode ved Herning er, at det er så nemt at komme derfra igen”, siger man om motorvejen, der nærmest når hele vejen ind til byens centrum. Omfartsveje er der også nok af.

Det samme gælder fordommene om byen – særligt, hvis man tager Kjøbenhawner-brillerne på.

”Jeg tager lidt Herning for at være den diametrale modsætning af de typer, man finder på Vesterbro eller Nørrebro. Hvis man er meget fordomsfuld, så tænker man, at det er nogle ukultiverede typer, der elsker at handle i Bilka, spise på Bones og spille noget håndbold,” fortæller Anna Mathiesen.

”Det er måske lidt nogle bonderøve, vil nogen mene. Men derfor tror jeg, de er lidt nemmere at grine af. De er ikke flove over at sige, at de kører i en Citroëns Picasso eller bor i et typehus.”

Der er nemlig ikke så meget pis med de gæve jyder, som hverken er bange for at stå ved hvem de er – og de Kähler-vaser, Eva Trio-pander og blå Mega Riflet Royal Copenhagen-krus, som pryder deres nyrenoverede og minimalistiske hvide overflader i samtalekøkkenet.

”Det er jo en generalisering og ikke den rigtige sandhed om Herning. Hvis man kender byen, så ved man jo godt, at der ligger to rigtig fine kunstmuseer, og at de kan tiltrække kæmpestore sportsevents som VM i håndbold eller VM i ishockey. Det er jo egentlig en meget kulturrig by, men udadtil bliver den fremstillet som sjælløs, uæstetisk og ukultiveret”, fortæller Anna Mathiesen.

Herning, der lige akkurat sniger sig udenom top-ti-listen over Danmarks største byer, minder faktisk på mange måder om de andre danske byer, som ikke er Aarhus, Odense eller København, mener hun.

”Jeg tror, mange kan genkende det lokale pizzeria eller et byliv, som er lidt tamt, men at man stadig nærer stor kærlighed til den lokale bodega,” siger Anna Mathiesen.

”Byerne er ikke så prætentiøse og folkene, der bor der, prøver ikke at være noget, de ikke er. De er ganske almindelige. Og det tror jeg, at man godt kan genkende, selvom man er fra Viborg, Nyborg eller Slagelse.”

Helt almindelige er de dog ikke derude på heden.

Herning er Danmarks New York. Det har man hvert fald kunne læse i lokalavisen af flere omgange. Og dét lugter af Herning og byens lidt storslåede selvforståelse og stolthed, som blander sig fint med provinsialismen.

’Boxen’ og den popsmarte plastikklub

”I Herning er alle muligheder åbne”, lyder byens slogan. Og der er faktisk noget om sagen. Dette århundredes største popstjerne Beyoncé har gæstet ’Boxen’. Det samme har Prince, Justin Bieber, Britney Spears, Red Hot Chili Peppers, Fleetwood Mac og Madonna – bare for at nævne et par stykker.

Der findes en vis vilje i byen til at få ting til at ske. Alt kan lade sig gøre. Man fremmer nye virksomheder og industri, og så er man ikke bleg for at tage nogle chancer på vejen. Den iværksætterånd, som tidligere var bundet til tekstilindustrien, ses stadig i virksomheder som JBS, der selvfølgelig har Cristiano Ronaldo på underbukserne.

Til EM i svømning fylder man ’Boxen’ med vand, og når der er VM i Ishockey fryser man det glædeligt. I sommer blev der læsset 180 ton sand af på Torvet, så man kunne bygge en beachvolleyball-bane til danmarksmesterskaberne. Og hvert år til Hingstekåringen valfarter mere en 60.000 mennesker til byen. Hestefesten i Herning er den største i verden af sin slags.

”I Herning er de ikke sådan nogle typer, som sætter sit lys under en skæppe. Og så har de en lille smule storhedsvanvid, når man for eksempel vælger at bygge en multiarena med plads til 15.000 mennesker. Jeg tror, ’Boxen’ har været en stor faktor for, at det netop er Herning, vi griner af.”

Men Jyske Bank Boxen, som tidligere var den største indendørsarena i Danmark, ligger ikke alene derude sydvest for Herning City, som indfødte ynder at kalde det. Ved siden af huserer ulvene fra FC Midtjylland på MCH Arena, der bliver kritiseret for at være en popsmart plastikklub. Historieløs endda.

Fodboldklubben fra 1999 er en sammenslutning af Herning Fremad og Ikast FS. Som med så meget andet af byens kendte kulturarv er den relativt ny og bryster sig, til Viborg FF’s og Silkerborg IF’s store irritation, af at være hele regionens hold. Men hymnen til Midtjylland er høj og stolt.

Herning er ikke nemlig en by, der er bleg for at sætte sig selv på landkortet. Stikker man ulvesnuden frem, må man dog også forvente at få sig et rap.

Hvor fanden er Herning?

”Hvor fanden er Herning?”, står der bøjet i neonlys nede i på Heidis Bier Bar i de lokaler, der i årtier har dannet rammerne om byens natteliv med danseværthuse og diskoteker som Romantica, Crazy Daisy og Dansebar & Einstein.

Samme spørgsmål er titlen på TV2-komedieserien om tøjkronprinsen Martin (Mick Øgendahl), der med hjælp fra den lidt utjekkede Vesterbro-Laila (Linda P), skal finde vejen hjem til Herning efter en særlig våd polterabend i København. Serien blev sendt på Zulu i 2009 og var måske første spadestik mod Hernings nyfundne mobbeofferestatus.

Tilbage i 2009 kendte folk allerede til byen, men ingen udefra vidste egentlig, hvor fanden den var.

”Det er selvfølgelig ikke kun Herning, der er ukendt for københavnerne. Men ’Hvor fanden er Silkeborg?’ ligger bare ikke så godt i munden,” fortalte produktionschef Anne Rudbæk dengang til Herning Folkeblad.

Men ”hvor fanden er Herning?” er ikke længere det mest relevante spørgsmål at stille. I stedet bør vi spørge, hvordan fanden det lige gik til, at det var Herning, vi besluttede os for at grine af nu.

”Engang var det ofte Randers, der blev associeret med at være den by, man kunne mobbe med Mokai eller en Randers-frakturer. Jeg ved ikke helt, hvordan det hele er gået til, at Herning langsomt har fået den status,” udtaler Anna Mathiesen.

Fordommene, der hersker om de to byer, er vidt forskellige, og Herning kan derfor ikke direkte gå ind og overtage Randers’ plads. Hvor Randers er for de mokaidrikkende scootergangsters, er Herning nyrig og lidt kedelig, siger man. Den forestillede smagløshed og pladsen som den prollede standart-reference i modsætning til storbyen er de fælles om.

Herning har bare overtaget tronen som det nye yndlingsmobbeoffer i klassen.

”Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg selv har pustet ild i nogle af de gløder, der har været i forhold til at udstille Herning som det nye mobbeoffer. Men det er selvfølgelig satire og lavet med et glimt i øjet,” fortæller Anna Mathiesen, der på sin Meme-profil på Instagram har 163.000 følgere.

Omdrejningspunktet på profilen er dog ikke altid Herning, som ofte sættets i relation til København. Profilen blev skabt under hendes barsel i 2019 og handlede i starten om forældreskabet. Siden har den udviklet sig til at rumme alt fra Brat Summer til politiske selfies, og hvorfor ost er så dyrt.

I hjertet af Herning

”Herning er som sådan ikke noget ondt sted,” skrev antropolog og smagsdommer Dennis Nørmark i Berlingske i 2013, ”men ånden derfra er ånden af merkantil griskhed, kortsigtede gevinster og åndløs formueskabelse.”

Det er et sted for fladpandede liberale, må man forstå. Kendetegnet af prisbevidsthed fremfor kvalitet, har byen ingen historie, kultur, stil eller værdi under det, Dennis Nørmark kalder for den kostbare overflade af tarvelig nyrigdom.

Ideen om byen, dens symbolværdi og energi har åbenbart eksisteret længe, men i hjertet af Herning findes så meget mere.

”Fordommene bunder delvist i sandheden. Det kan man ikke løbe fra. Hvis man ser Herning udefra, kan man godt få den opfattelse, at det er lidt en kulturløs by – især hvis man kommer kørende ned forbi HerningCentret eller går ned i gågaden, som jo er en gammel landevej, man bare har asfalteret og lagt nogle brosten på. Det er ikke det mest æstetiske syn,” forklarer Anna Mathiesen

Hendes indhold er karikeret, men nu er det jo også sådan, at den man tugter, elsker man.

”Som en rigtig herningenser står jeg ved og er egentlig stolt af at komme fra Herning. Det er en by, som har rigtig meget at byde på. Man må gerne synes, at det er en bonderøvsby, men inderste inde ved jeg jo godt, hvordan Herning er,” afslutter Anna Mathiesen.

Kunne du finde på at flytte tilbage?

”Det bliver jeg rigtig ofte spurgt om, og der siger jeg altid, at hvis ikke jeg skulle bo her i København, skulle jeg bo i Herning. Det er jeg slet ikke i tvivl om.”

Denne artikel blev første gang bragt af Hearbeats, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.