Se, lyt & oplev
10. januar 2025

5 gode miniserier, du kan se på en weekend

I det tætpakkede serielandskab kan det være uoverskueligt at starte på en ny serie med mange sæsoner, og derfor kan en miniserie virke mere tillokkende. Vi guider her til 5 miniserier, du kan se i weekenden.
Af: Signe Bjørg Granberg
Miniserier

Foto: DR

1. BLACK DOVES

https://imgix.femina.dk/2025-01-03/BlackDoves_TrailerDebut_Image_10.jpg

Foto: Netflix

Der er smæk for skillingen i Netflix' nye spionserie 'Black Doves' med Keira Knightley og Ben Whishaw i de to bærende hovedroller.

Og netop samspillet imellem de to agenter/lejemordere, Helen og Sam, er grund nok til at se den actionfyldte miniserie.

Dertil kommer et spændende plot og en række stærke bi-karakterer, ikke mindst Sarah Lancashire ('Happy Valley') i rollen som den kølige spionchef, Reed, der gør 'Black Doves' til en vildt medrivende og "bingeable" serie.

Der er seks episoder af 'Black Doves', og serien kan ses på Netflix.

2. SO LONG, MARIANNE

https://imgix.femina.dk/2025-01-03/DR-0812839.jpg

Foto: DR

Manden bag den anmelderroste, norske serie 'Exit', Øystein Karlsen, er tilbage, og denne gang med et smukt og upoleret portræt af forholdet mellem musikeren, Leonard Cohen, og hans muse, Marianne Ihlen.

Dramaserien hedder 'So Long, Marianne' og følger Cohen og Ihlen (spillet af Alex Wolff og Thea Sofie Loch Næss) rundt omkring i verden over en periode på cirka 10 år.

Fra de mødes og bliver kærester, til de går fra hinanden igen. Med få klip frem i tiden, hvor Marianne ligger for døden.

Der er otte episoder af 'So Long, Marianne', og serien kan ses på DRTV.

3. THE FRANCHISE

https://imgix.femina.dk/2025-01-03/11426312_803757_2160x3840.jpg

Foto: Max

HBO-serien 'The Franchise' er en herlig satireserie om verdens værste filmproduktion, skabt af de to erfarne herrer Jon Brown ('Succession') og Armando Ianucci ('Veep').

Serien handler om den prisvindende, europæiske instruktør Eric (Daniel Brühl), der skal i gang med en stor superhelte-franchise i Hollywood.

Vi følger både folkene bag kameraet på produktionen, bl.a. den assisterende instruktør, Daniel (Himesh Patel), og skuespillerne foran - herunder hovedrolleindehaveren Adam (Billy Magnussen) og den britiske skuespiller Peter (Richard E. Grant).

Humoren er skarp, og det stjernbesatte cast er overbevisende i denne skøre og sjove serie, der udstiller filmbranchens snobberi.

Der er otte episoder af 'The Franchise', og serien kan ses på Max.

4. GREVEN AF MONTE CRISTO

https://imgix.femina.dk/2025-01-03/DR-0824707.jpg

Foto: DR

Den nye, storladne Bille August-serie, 'Greven af Monte Cristo', er baseret på Alexandre Dumas' klassiske roman af samme navn.

Serien handler om den unge sømand Edmond Dantès (Sam Claflin), der har en lys fremtid i sigte. Han bliver gjort til kaptajn og skal snart giftes med sin elskede Mercedes.

Men Edmond får farlige fjender. Han bliver beskyldt for landsforræderi og kastes i et fangehul på øen If. Her begynder han at lægge planer om en udspekuleret hævn over de mænd, der har kostet ham lykken.

Foruden Claflin medvirker blandt andre danske Mikkel Boe Følsgaard og Amaryllis August samt superstjernen Jeremy Irons.

Der er otte episoder af 'Greven af Monte Cristo', og serien kan ses på DRTV.

5. DISCLAIMER

https://imgix.femina.dk/2025-01-03/Disclaimer_Photo_010101.jpg

Foto: Apple TV+

Den psykologiske thriller 'Disclaimer' med Cate Blanchett og Kevin Cline i hovedrollerne er ikke for sarte sjæle, og især slutningen på serien vil nok dele vandene.

Serien bliver fortalt i tre spor, hvor det første følger to unge briter, som er meget teenageforelskede og pisseirriterende turister i Italien.

Det andet spor handler om dokumentaristen Catherine (Cate Blanchett), som lever af at afsløre sandheden om andre, men selv bærer på en stor hemmelighed.

Og idet tredje spor følger vi den livstrætte, engelske skolelærer, Stephen Brigstocke (Kevin Kline), der endelig har besluttet sig for at rydde op i sin kones ting, ni år efter hendes død.

Alle er de en del af et mørkt skæbnefællesskab, som stille og roligt bliver foldet ud og bundet sammen til en velkonstrueret ubehagelig fortælling.

Der er syv afsnit af 'Disclaimer', og serien kan ses på Apple TV+.

Læs mere om:

Læs også