Januar er højsæson for skilsmisser. Men parterapeutens råd til at redde forholdet er simpelt
Foto: Unsplash
Det er højsæson for skilsmisser, og sidste år steg antallet af skilsmisser med 166 procent, hvis man sammenligner december og januar, viser tal fra Danmarks Statistik.
Det er en tendens, som parterapeut Jakob Adeltoft genkender.
– Jeg oplever et stort ryk ind i min parterapeut- og sexologpraksis, når vi rammer januar, siger Jakob Adeltoft i en pressemeddelelse og tilføjer:
– Julen er for mange en højtid, hvor man gør alt for at opretholde det perfekte familiebillede, men når januar (og hverdagen) rammer igen med 110 procent, så oplever jeg, at der kommer ekstra stor efterspørgsel i min praksis, hvor mænd og kvinder desperat prøver at redde deres forhold.
Antallet af skilsmisser er faldet, og der er nu 17 procent færre, der bliver skilt, hvis man sammenligner med gennemsnittet over de sidste 10 år. Men det er stadig 41 procent af ægteskaber, der ender i en skilsmisse.
Spørger man Jakob Adeltoft skyldes det især én ting: Parrene går for sent i gang med at løse deres problemer.
– Parrene har ikke været i stand til at tage problemerne i opløbet eller kunnet kommunikere sig igennem dem— måske fordi december er så travl, og mange lever et alt for stresset liv i dag med fuld knald på karrieren og den (udadtil) perfekte familie, fortæller han.
Men der er en løsning. Vi skal træne lyttemusklerne og forblive nysgerrige på hinanden, mener han.