Se, lyt & oplev
9. januar 2025

9 teaterforestillinger, du skal skyde 2025 i gang med

Er nytårsforsættet at gå mere i teatret? Så er du havnet det rette sted. Vi har samlet de 9 forestillinger, vi glæder os mest til at starte året med.
Af: Line Kirsten Søderberg Nikolajsen
Teater

Foto: Det Kongelige Teater

De sidste nytårsraketter er futtet af, og 2025 er kommet stormende og koldt fra start. Ikke umiddelbart noget, der inviterer til nytårsforsættet om løbeture i det fri.

Men så er det heldigt, at man også kan love sig selv at gå mere i teatret i det nye år. Teatermørket er i hvert fald dejligt og varmt, og at der er bunker af fede forestillinger at kaste sig over i årets første måneder.

FUGLENE

https://imgix.femina.dk/2025-01-08/Fuglene.jpg

Foto: Revolver

Det er lidt af et power-hold, der har fået til opgave at løfte mesterværket ’Fuglene’ af Tarjei Vesaas – en af Norges helt store forfattere.

Den fremadstormende og spændende instruktør Amanda Linnea Ginman viste allerede med forestillingen ’Mørkt forår’ på Edison (2022), hvor dygtig hun er til at forvandle romaner til fejende flotte og kropslige teaterforestillinger.

At det denne gang skal ses i samspil med den evigt dygtige scenograf Ida Grarup, gør bestemt ikke forventningerne mindre.

Det gør det heller ikke, at det på scenen er skuespillere som Signe Egholm Olsen, Ena Spottag og Thomas Hwan, der skal give krop til historien om den enfoldige Mattis, der stiller store livsspørgsmål, som ingen rigtig lytter til. Det kan man da kun glæde sig til.

’Fuglene’ spiller på Revolver 15. januar – 8. februar.

JEPPE PÅ BJERGET

https://imgix.femina.dk/2025-01-08/Jeppe-Pa-Bjerget-Aarhus-Teater.jpg

Foto: Per Arnesen / Liengaard Art / Aarhus Teater

Holberg er, på trods af sine 340 år, stadig flittig gæst på de danske teaterscener, hvor hans værker sættes op igen og igen.

Men 2025 er tilsyneladende året, hvor de store scener har besluttet sig for at bruge alle deres muskler på at gøre Holberg rigtig HOT igen!

Således kan klassikeren ’Jeppe på bjerget’ opleves på samme tid på både Det Kongelige Teaters gamle scene i en stort anlagt musikforestilling med multitalentet Frederik Cilius i hovedrollen, og på Aarhus Teater med selveste Thure Lindhardt i spidsen.

Der er allerede bragende udsolgt før premieren i København, men i Aarhus er der stadig billetter at få.

Det skal man dog ikke kimse af. Den forestilling skal nemlig instrueres af den prisvindende Christian Lollike, der også stod bag Holberg-monstersuccesen ’Erasmus Montanus’, der høstede intet mindre end tre Reumert-priser.

Man bør med andre ord ikke snyde sig selv for at se, hvad Lollike finder på med den drikfældige og fattige Jeppe, der en dag vågner op i baronens seng.

’Jeppe på bjerget’ spiller på Aarhus Teater 6. februar – 8. marts og på Det Kongelige Teater 22. januar – 23. februar.

KIRSTENS HÆVN

https://imgix.femina.dk/2025-01-08/kirstens-haevn-aarhus-teater.jpg

Foto: Aarhus Teater

Er man ikke til de gamle Holberg-komedier, kan man i stedet hoppe ned på en af Aarhus Teaters mindre scener, hvor en af sidste års store hype-romaner, ’Kirstens hævn’, allerede sættes op som forestilling.

Aarhus Teater har i disse år rigtig godt fat i det yngre publikum, og noget kunne tyde på, at denne også vil tale i den retning.

Det er forfatteren Bjørn Rasmussen, der selv har dramatiseret værket, hvilket han tidligere har gjort med stor overbevisning med forestillingerne ’Traum’ (2023) og ’A Clockwork Orange’ (2022).

Denne gang er det hårdtslående teenage-hestepiger i flok, der er på menuen og som den unge, seje huskunstner-duo Carolin Oredsson og Josefine Thornberg-Thorsøe, skal tage sig kærligt af, og jeg er spændt på at se, hvordan de gør det.

Kirstens hævn’ spiller på Aarhus Teater 5. februar – 5. marts.

DESERTØR

https://imgix.femina.dk/2025-01-08/Skaermbillede-2025-01-08-kl.-13.48.20.png

Foto: Blaagaard Teater

Endelig får den her premiere på Blaagaard Teater! Det skulle den egentlig have haft for en lille håndfuld år siden, men som med så meget andet, satte corona en stor fed stopper for det.

Men nu er det nu – fingers crossed for, at vi får lov at opleve den denne gang.

Det er nemlig Blaagaards tidligere teaterdirektør Sargun Oshana, der skal instruere sceneversionen af Halfdan Piskets prisvindende og delvist biografiske tegneserie om den deserterede soldat, der sidder i isolation i et tyrkisk militærfængsel og genoplever sit liv gennem brutale flashbacks.

Der er mange gode komponenter, der kunne gøre det her til en virkelig stor og mærkbar teateroplevelse.

’Desertør’ spiller på Blaagaard Teater 1. februar – 28. februar.

BLODET I VORES ÅRER

https://imgix.femina.dk/2025-01-08/Blodet-i-vores-arer.jpg

Foto: Mungo Park

Du skal nok ikke vente for længe, hvis du skal nå at anskaffe dig en billet til den her. Der er nemlig kun 10 publikumspladser pr. aften, når forestillingen spiller på Ibsens Hotel i København.

Du får altså lov at komme helt tæt på fortællingen om to brødre, der mødes på et hotelværelse dagen før deres fars begravelse.

Det starter som en opgørelse af arv, men udvikler sig til en eksplosiv kamp i et intenst psykologisk drama.

Sådanne intime forestillinger plejer at kunne noget helt særligt, og så skal historien tilmed bringes til live af to af de helt spændende yngre skuespillere: William Jacobsen Halken og Hans Christian Schrøder.

’Blodet i vores årer’ er produceret af Mungo Park og Trine Rosa Bonde og spiller på Ibsens Hotel 11. februar – 22. februar.

STRICTLY BALLROOM

https://imgix.femina.dk/2025-01-08/Strictly-Ballroom.jpg

Foto: One & Only Musicals

Silas Holst sagde engang til musicalproducenten Jesper Winge Leisner, at skulle han stoppe som dansende hovedrolleindehaver, skulle det ske med musicalen over Baz Luhrmans film ’Strictly Ballroom’. Den tid er kommet nu!

Holst har beskrevet det som sit livs hovedrolle at spille den karismatiske Scott Hastings, der bryder ballroom-dansens regler i jagten på mesterskabet.

Der plejer at være fuld smæk for show-pengene og de stærke koreografier og dansere, når produktionsselskabet One & Only laver musicals, og dette ser ikke ud til at blive nogen undtagelse.

Derudover spilles de øvrige roller af et stærkt hold skuespillere bestående af bl.a. Sicilia Gadborg, Niels Olsen, Tammi Øst, Niels Ellegaard, Peter Oliver Hansen og danser Karina Frimodt.

Strictly Ballroom’ produceres af One & Only Musicals og spiller i Falkonersalen 20. februar – 29. marts og er herefter i Vejle og Holstebro frem til 4. maj.

THE LAST SHIP

https://imgix.femina.dk/2025-01-08/Skaermbillede-2025-01-08-kl.-14.19.04.png

Foto: Østre Gasværk Teater

Du ved det måske ikke, men selveste Sting har lavet musik til en musical, der er inspireret af hans egen barndom i det nordøstlige England. Jeps - vi snakker ‘Englishman in New York’-Sting. Ham fra The Police med ‘Every Breath You Take’

Smuglytter man til musikken fra forestillingen, kan man også hurtigt høre, at han bestemt ikke er ueffen som musicalkomponist. At musikken er god og skrevet af en verdensstjerne, kan man jo mene i sig selv, gør musicalen, der skal opføres på Østre Gasværk, overordentligt interessant.

Men at en musical, der foregår i en skibsværftsby og har et karaktergalleri bestående af arbejdere og sømænd, skal foregå i lige præcis Gasværkets rå og storslåede rammer, gør kun projektet mere tillokkende.

Det virker som et godt match, og det gør det stærke og velsyngende cast i øvrigt også.

’The Last Ship’ spiller på Østre Gasværk 21. februar – 23. marts og herefter i Musikhuset Aarhus 9. maj – 18. maj.

MENNESKEKRYB

https://imgix.femina.dk/2025-01-08/menneskekryb_0.jpg

Foto: Nørrebro Teater

Dansk teaters måske mest poppede instruktør, Niels Erling, er tilbage på Nørrebro Teater med en forestilling, han selv har skrevet meget frit efter Josef og Karel Čapeks ’Insektliv’.

Og ordet “pop” bruges her som et rosende ord. For når Niels Erling laver teater, er det klogt, legende og favner både det navlepillende nære og det mere samfundsbrede, der gerne forholder sig til (pop)kulturen omkring os.

Derfor er der god grund til at glæde sig over, at han nu, sammen med et spændende ungt hold skuespillere, skal iscenesætte en historie om “menneskets ødelæggende galskab og vanvittige evne til at insistere på at rejse sig, når det bliver slået omkuld”, som teatret beskriver det.

’Menneskekryb’ spiller på Nørrebro Teater 7. marts – 26. april.

EFTERLYSNING

https://imgix.femina.dk/2025-01-08/Efterlysning.png

Foto: Fredericia Musicalteater

Den danske musicalscene er i disse år i rivende udvikling, og vi er nu endelig nået til et sted, hvor moderne, nyskrevne, danske musicals begynder at finde vej til de etablerede scener.

Således kan man til foråret opleve forestillingen ’Efterlysning’ på Fredericia Musicalteater.

Tre af Danmarks helt store nye fremadstormende musicalstjerner, Johanne Milland, Søren Torpegaard Lund og Diluckshan Jeyaratnam, skal spille tre mennesker, der alle søger efter noget mere i tilværelsen uden helt at vide, hvad de leder efter.

Teatret lover en sjov og rørende fortælling om den menneskelige længsel efter at finde sig til rette fortalt gennem de små og uhøjtidelige historier. Det lyder, som om det er en tur til Fredericia værd.

’Efterlysning’ spiller på Fredericia Musicalteater 28. marts – 13. april.

Læs mere om:

Læs også