Han fik folk til at hade hinanden, inden de gik på skærmen, og det endte tit med slåskampe: Men det er slet ikke det værste, viser dokumentar

Alle kender navnet Jerry Springer, hvis populære talkshow startede i 1991 og frem til 2018 bød på intet mindre end 3.891 episoder.

Det startede som et seriøst program med fokus på blandt andet politik og mennesker med diverse personlige problemer.

Ved showets start var Springer kendt som tidligere borgmester i byen Cincinnati, Ohio samt respekteret nyhedsvært.

Det er næppe de to ærefulde titler, han vil blive husket for. Slet ikke efter at have set Netflix’ nye dokumentar, der tager os bag kulisserne på det, der meget hurtigt blev et af de mest kontroversielle tv-shows nogensinde.

For et talkshow om personlige problemer og politik var langt fra et enestående koncept i 90’erne, og seertallene var bestemt ikke imponerende.

Det ville Richard Dominick ændre på, da han blev programmets chefproducer.

Pludselig var der ingen grænser for, hvem der blev inviteret som gæst i showet: KKK-medlemmer, voksenbabyer, nynazister, prostituerede og folk, der ønskede at dele deres hemmeligheder med deres nære for rullende kameraer.

Ja, alle var velkomne hos den altomfavnende Springer, der inviterede udsatte folk med store problemer ind i sit studie under påskud af at gøre en forskel.

En direkte kanal til had, vold og udskamning

Men mændene bag ‘The Jerry Springer Show’ havde helt andre planer. Dominick ville skabe det vildeste show nogensinde.

Han ville afsøge grænserne for, hvad man kunne vise på tv. Selv havde han ingen grænser – det handlede om seertal og intet andet.

“Hvis jeg kunne vise drab på tv, ville jeg gøre det,” siger han blandt andet i et af miniseriens mange interviews.

Det vigtigste for et talkshow dengang var seertallene.

Det var dem, der var afgørende for, om et show havde sin eksistensberettigelse, fortæller Annette Grundy, der var en af producerne på det populære show. Det magiske tal var to millioner, som man helst skulle runde. Oprah Winfrey havde 12 millioner og var blandt de allerstørste.

Det ville Dominick ændre på. Så med hård hånd styrede han talkshowets udvikling og gjorde det til det kontroversielle og ekstremt populære show, vi husker i dag.

Men populariteten var på bekostning af ægte mennesker med ægte problemer. Problemer, de håbede på at kunne få løst, hvis de mødte Springer og kunne tale om deres udfordringer.

Bag kulisserne, inden gæsterne skulle på, viser dokumentaren originale klip af producerne, der opildner gæsterne til at gå på scenen fulde af had til enten den søster, ægtefælle eller lignende, de skulle konfronteres med.

Det vigtigste for et talkshow dengang var seertallene.

Det var dem, der var afgørende for, om et show havde sin eksistensberettigelse, fortæller Annette Grundy, der var en af producerne på det populære show.

Det magiske tal var to millioner, som man helst skulle runde. Oprah Winfrey havde 12 millioner og var blandt de allerstørste.

Det ville Dominick ændre på. Så med hård hånd styrede han talkshowets udvikling og gjorde det til det kontroversielle og ekstremt populære show, vi husker i dag.

Men populariteten var på bekostning af ægte mennesker med ægte problemer. Problemer, de håbede på at kunne få løst, hvis de mødte Springer og kunne tale om deres udfordringer.

Bag kulisserne, inden gæsterne skulle på, viser dokumentaren originale klip af producerne, der opildner gæsterne til at gå på scenen fulde af had til enten den søster, ægtefælle eller lignende, de skulle konfronteres med.

Aldrig med henblik på at skabe forsoning mellem de stridende parter.

De skulle underholde seerne i studiet og i stuerne med deres indædte had til hinanden, der som bekendt ofte endte med direkte vold og brutale slåskampe, der flere gange sendte folk på hospitalet.

Men slåskampene er langt fra det værste, programmet havde at byde på. For når producerne f.eks. inviterer et søskendepar ind, der har dyrket sex med hinanden, og hun er blevet gravid som følge deraf, bliver det direkte modbydeligt at overvære.

For Springers eneste formål med besøget er at udstille og udskamme det stakkels søskendepar, der tydeligvis har alvorlige mentale problemer.

Og som det bliver nævnt i serien, så havde folk det ofte værre efter at have været gæst hos Springer, end inden de mødte op. Men publikum elskede det.

Viser de værste sider af populærkulturen

Det er let at beskylde folkene bag et talkshow for at opildne til had, vold og udskamning på den måde, men det er forkert at give dem hele skylden.

For seerne elskede det som sagt, og Jerry Springer mente selv, at han blot formidlede det, folk ville have.

Men at være det populærkulturelle fænomen og ikon, Jerry Springer var, kommer med et kæmpe ansvar, som han fuldstændig lagde fra sig.

For der var tale om direkte misbrug af folk med enorme personlige problemer, og det var aldrig showets hensigt at hjælpe dem – hverken før under eller efter deres medvirken.

De var et middel, der skulle bruges til at opretholde de gode seertal.

Derfor inviterer Springer og hans producere også gladeligt en blind mand ind, der har forladt sin kone og børn til fordel for sin hest, som han efterfølgende gifter sig med.

Og selvom dette afsnit forbydes flere steder, ender det med, at ‘The Jerry Springer Show’ i kølvandet derpå overhaler Oprah Winfrey.

Hvilket desværre tyder på, at Springer leverer det, der desværre ofte er et godt samlingspunkt for mennesker: nogle at hade eller udskamme. Netop dét gør det til et show, der viser den værste side af populærkulturens enorme indflydelse.

Trækker tråde til i dag

Måske ser man tilbage på The Jerry Springer Show som et uskyldigt og meningsløst tv-program, hvis primære hensigt var at underholde.

Men efter at have set denne dokumenter er det tydeligt, at det var tale om alt andet end underholdning.

Det sidste afsnit af ‘The Jerry Springer Show’ blev vist i 2018.

Og selvom det til sidst hverken var kontroversielt eller havde samme popularitet som i storhedstiden, trækker showet tråde til nutidens tv, hvor grænserne for, hvad der bliver vist, ikke er etisk bestemt, men afhænger af, hvad seerne vil have.

Også vores brug af sociale medier kan sammenlignes med måden, Jerry Springer udstillede sine gæster.

Da hans succes var på sit højeste, kunne han ikke se, at han havde et ansvar for dem, hvilket han uden tøven gav udtryk for i et interview. Dermed sendte han den overbevisning videre til de millioner af mennesker, der elskede hans show.

Derfor er denne dokumentar en vigtig opsang til os og vores måde at bruge diverse medier på. Det er let at dømme og svine folk til, når man sidder bag sin skærm og ikke skal konfronteres med konsekvenserne af sine udtalelser.

Men når man bliver konfronteret, kan det gøre ondt, og så er det for sent.

Og det lader til at være en erfaring, som Jerry Springer i et af sine senere interviews meget gerne vil dele med os. Og det skal vi tage til efterretning.