Nu er disse 70'er-inspirerede bukser tilbage - og tidspunktet er ikke tilfældigt
Foto: David Fisher/Shutterstock/Ritzau Scanpix
Bukser med meget lav talje har præget modebilledet det seneste år. Vi har set en række trends fra 90'erne og starten af 00'erne, men nu er det andre årtier, der gør sig gældende.
Især 50'erne og 60'erne gør comeback i år med deres mere elegante stil. Men også 70'ernes flagrende tøj og afdæmpede farver er blandt de store trends i 2025. Med andre ord: Nu er trompetbukserne tilbage.
- De brede bukser dukkede allerede op i 1960'erne, men det var først i 70'erne, at de for alvor blev mainstream. Siden da er de dukket op med mere eller mindre jævne mellemrum i modebilledet. Og nu er de altså tilbage igen, siger Ida Elise Eide Einarsdóttir, der er moderedaktør på KK.
Jane Birkin var især kendt for sin franske, feminine stil. Typisk så vi hende i et par trompetbukser, en enkel T-shirt og en stråtaske – som senere blev skiftet ud med den ikoniske Birkin-taske fra Hermès, opkaldt efter hende.
Foto: Georges Carlier/AP/Ritzau Scanpix
- 70’erne står stærkt i modebilledet i år, og det skyldes i høj grad Chloé-designer Chemena Kamali, som allerede sidste år for alvor introducerede trenden. Vi ser masser af ruskind, flagrende silhuetter, silkeskjorter og naturligvis trompetbukser. Boho chic er æstetikken. Tænk David Bowie og Sonny og Cher.
Vi ser mange retro-referencer i modebilledet for 2025, hvilket Einarsdóttir finder interessant. Hun mener, det er et slags udtryk for en længsel efter en svunden tid:
- Sådan er det jo ofte med moden; dens vigtigste opgave er at afspejle samtiden. I en ustabil verden søger vi mod det velkendte og trygge, siger hun og tilføjer:
- At det netop er 1970'erne, der står stærkt i modebilledet nu, er nok ikke tilfældigt, med frigørelse som et bærende element. Utroligt nok er det stadig yderst relevant i dag.
Den feminine, men også rockede variant af boho-stilen har fået navnet motor-chic, hvor man kombinerer mere rockede elementer som læderjakker og bikerstøvler med de mere feminine træk fra 70'ernes boho-trend.
Det ses eksempelvis med kappen, der allerede har gjort comeback på catwalken og spås at særligt populær i 2025.
Denne artikel blev først bragt hos kk.no, der også er er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret og oversat version.