Elisabeth og Jeppe gjorde deres køkkendrøm til virkelighed for 60.000 kroner
Foto: Privat
Elisabeth Rodian Golla og hendes kæreste, Jeppe, er begge på SU. Så da de satte deres nykøbte andelslejlighed i Odense i stand, måtte de måtte de starte fra bunden og youtube sig frem.
Da de besluttede sig for at totalrenovere lejligheden, var det køkkenet, der trængte mest, og derfor her de startede med at sætte ind.
- I og med at det ikke er et særligt stort køkken, måtte vi være kreative med indretningen for at vi på bedst mulig vis kunne udnytte pladsen, fortæller Elisabeth og Jeppe.
Selvom det var en stejl læringskurve, synes parret ikke, man skal være bange for at springe ud i et lignende projekt.
- Det kan føles uoverskueligt, men med tålmodighed, YouTube-videoer og at turde spørge om hjælp, så kan man langt mere, end man tror, siger Elisabeth, som inden renoveringen var nybegynder.
Og der er selvfølgelig også en økonomisk gevinst ved at springe ud i den dybe ende og gøre det selv. Køkkenet har nemlig kostet dem under 60.000 kroner - og så forstår man godt, at Elisabeths følgere på TikTok gerne ville have parrets tips og tricks.
Vi har fået lov til at dele billederne fra renoveringen, ligesom Elisabeth og Jeppe har delt hele budgettet for køkkenet - se med nedenfor.
Her bor ...
Her bor: Elisabeth Rodian Golla og hendes kæreste Jeppe. Elisabeth er medicinstuderende, og Jeppe læser en revisorkandidat.
Hvor: Elisabeth og Jeppe bor i en andelslejlighed på 60 kvadratmeter i Odense.
Foto: Privat
Før og efter renoveringen. Køkkenet fylder ikke mange af boligens 65 kvadratmeter, så de måtte tænke kreativt for at skabe nok opbevaringsplads.
Køkkenbudget
Køkkenet har kostet omkring 56.333 kroner inklusiv den hjælp, de har fået til blandt andet bordplademontering og elektricitet.
Greb: 2.040 kroner
Bordplade: 8.444 kroner
Kaffestation: 2.518 kroner
Moduler og fronter: 19.531 kroner
Hårde hvidevarer: 14.900 kroner
Spartel, tømrerhjælp, maling, nyt gulv og diverse: 8.900 kroner
Pris i alt: 56.333 kroner
Foto: Privat
Elisabeth og Jeppe har gjort det meste selv igennem renoveringsprocessen. På den måde har de også holdt udgifterne på et minimum.
Foto: Privat
Først måtte de fjerne det gamle køkken, fjerne fliserne fra væggene, fjerne tapet og gamle gulve.
Foto: Privat
Herefter startede opbygningen. De spartlede alle vægge, malede, fugede og lagde nye fine trægulve.
Modulerne og fronterne er Metod fra Ikea i farven 'Havstorp'. Grebene er af modellen 'Brunel' og er fra Finicc.Bordpladen er fra Kvik og hårdehvidevarer fra Power.
Foto: Privat
Elisabeth og Jeppe fik hjælp til at installere bordpladen, men har næsten fikset alt andet selv.
- Vi er faktisk bare utroligt glade og stolte over hele køkkenet, netop fordi vi selv har lavet det, siger Elisabeth.
Foto: Privat
- Vi er specielt glade for vores nye kaffestation, som vi måtte beskære for at den passede til de andre skabe, forklarer de.
Hvis du stadig er i tvivl om, om du tør kaste dig ud i et større renoveringsprojekt, har Elisabeth ét budskab til dig:
- Stol på dig selv og dine evner.
Foto: Privat