Du skal bare besvare ét spørgsmål, for at finde ud af, om du skal se ’Here’: Kunne du lide ’Forrest Gump’?

Idéen er lige så simpel, som den er glimrende: Hvad nu, hvis man med et kamera observerede det præcis samme sted på jorden igennem hele klodens historie?

Hvis man filmede den samme lille plet, lige fra dinosaurernes endeligt midt i urskoven, indtil der i år 1900 bliver bygget et hus, og vi til sidst kan kigge ind i stuen til de mange mennesker, hvis liv og død sker der i hjertet af hjemmet.

Billedet står stille, men der kan godt være en lille firkant indenfor det, der hopper i tid.

Således kan der pludselig midt i en pæn 50’er-stue hænge et stykke fyrværkeri, der i 1776 blev affyret, før huset eksisterede, for at fejre, at USA endelig havde sparket briterne ud.

’Here’ er baseret på en tegneserie af samme navn, og her strækker nedslagene sig fra livets begyndelse til et par tusinde år ud i fremtiden.

Bortset fra en smule dino-action i starten, fokuserer Robert Zemeckis film på menneskets historie i Nordamerika, og der er så afgjort lagt mest kærlighed i de seneste 100 år.

Eftersom stort set alle scener foregår i en stue med statisk kamera, får man en fornemmelse af filmet teater, som, når det fungerer, er meget charmerende, men som desværre andre steder ligner halvslatten revy.

I starten af 1900-tallet bliver huset købt af et par bestående af Gwilym Lee og ’Downton Abbeys’ Michelle Dockery, som spiller en karakter, der er nøjagtig som Mary Crawley. Han elsker at flyve, hun er ekstremt bange for flyvemaskiner, og det er lige omtrent deres eneste karaktertræk hver især.

Så er der mere swung over der par, der efterfølgende overtager huset og bor der fra engang i 1930’erne til slutningen af 2. Verdenskrig. Han er opfinder og ved skabe den perfekte lænestol.

Hun går mest rundt og støvsuger i undertøj. Men takket være skidegod kemi mellem David Fynn og Ophelia Lovibond ender man med at forelske sig i dette par, hvis indretning med en overflod af planter, møbler og mønstrede stoffer er rodet perfektion.

I 2010’erne flytter en sort familie ind med deres hushjælp, men de føles desværre mest som et flueben i diversitetsboksen.

Hvor husets andre beboere er karakterer og pionerer, handler denne families historie meget om frygten for politivold, hvilket er forfærdeligt, men næppe omdrejningspunktet for en middelklassefamilies forstadsliv – sorte eller ej.

Paul Bethany er så afgjort den skuespiller, der bedst finder balancen mellem teater- og filmskuespil. Han spiller Al, en halvdøv 2. Verdenskrigs-veteran og senere en klassisk, amerikansk 50’er-far med rejsende sælgerjob, alkoholproblemer i den socialt acceptable afdeling og en småvred kommentar til alt.

Som hans uundværlige støttepille og perfekte hausfrau er Kelly Reilly vidunderlig, og både som unge og ældre fungerer de to som gammelt ægtepar og fint afstemt, komisk indslag.

Al og Rose får tre børn, og et af dem er Richard, der ender med at bo i huset sammen med kone og barn, så tre generationer er samlet under samme tag.

Med hjælp fra digital foryngelse spilles han af Tom Hanks fra de sene 1960’ere og helt op til i dag. Han kommer til at dele livet med Margaret, spillet af Robin Wright, som også er blevet udsat for digital foryngelse de første mange år af deres fælles historie.

Oplevelsen med denne teknologi er bestemt ikke perfekt. Tom Hanks ligner som 18-årig en mand på mindst 32, og Robin Wright ligner Jennifer Coolidge.

Foryngelsesteknikken bliver måske en lidt større karakter i historien, end man kunne have ønsket sig, men fra 1980’erne, hvor de to skal forestille sig at være i 40’erne, begynder deres ansigter at se mere rigtige ud.

Richard og Margaret bliver sammen med selve huset vores hovedkarakterer, og deres historie indkapsler tidens ubarmhjertige faren.

Hendes drømme om eget hus bliver altid udsat af dårlig økonomi, og hans drømme om at blive kunstner sættes på hold, så han kan få et røvsygt kontorjob og skaffe smør på brødet.

Man ser det hele ske, men kan alligevel ikke som sådan bagefter pege på ét tidspunkt, hvor de skulle have gjort noget anderledes. Det er ret fint skrevet, og man giver sig til at reflektere over, om man nu også selv har fået set det, man ville.

I virkeligheden skal man bare kunne besvare ét meget simpelt spørgsmål, for at finde ud af, om man burde se ’Here’: Kunne du lide ’Forrest Gump’?

For Zemeckis’ nye film er ikke en kopi i hverken historie eller karakterer, men de to films aura, følelse eller sjæl, om man vil, får dem til at føles beslægtede.

De vil med Tom Hanks og Robin Wright som romantisk omdrejningspunkt gerne sige noget om tidens passeren og kærlighedens natur. De interesserer sig for amerikansk historie, pudsige sammenfald og skæbnens ironi.

Ikke mindst vil begge film gerne have, at du, selvom du måske har fældet en enkelt tåre undervejs, går ud af biografen med en lækker, varm fornemmelse i maven.