På trods af fem store kriser, er fremtidsforsker optimistisk for fremtiden: "Der er håb"

Ingen kan spå om fremtiden. Men med nysgerrighed og tæft for, hvad der rører sig lige nu, kan man faktisk mere end spå.

Liselotte Lyngsø ved mere om, hvad fremtiden bringer, end de fleste. Det er simpelthen hendes arbejde som fremtidsforsker i eget firma, Future Navigator. Og her, hvor vi tager hul på 2025, er det rart at vide, at hun er optimist.

Er verden ikke af lave?

– Nej, den er i opbrud. I hurtig forandring. Men der er også brug for forandring.

Hvorfor?

– Fordi vi har fem store kriser, vi skal have styr på. Krig. AI. Bæredygtighed. Demografi – at der ikke er nogen, der får børn længere. Og til sidst vores demokrati, som vi ikke længere kan tage for givet.

Men Liselotte siger i samme åndedrag:

– Der er håb!

Nytårsaften 2024 fejrer Liselotte i Australien sammen med sin mand, Noa Redington, der er politisk kommentator og var Helle Thorning-Schmidts spindoktor i statsministertiden.

Liselotte og Noa mødte hinanden i 2015 og har sammen fortsat en tradition, Liselotte indledte, dengang hun blev skilt fra sine fire børns far.

– Hvert andet år har jeg aflyst julen, og så rejser jeg ud i verden. For når børnene skal være hos deres far, bliver jeg så ulykkelig, det er så smertefuldt for mig, så jeg vil gerne så langt væk som overhovedet muligt. Det handler bare om at komme væk fra julemiddagen og smerten over ikke at være sammen med dem, der ikke er der. I det øjeblik man ikke længere er sammen med faren til sine børn, bliver den tid, man har sammen med dem, halveret. Det er meget at opgive, når man har fået sine børn for at være sammen med dem. Jeg har altid tænkt, at jeg må sluge de kameler, der følger med min beslutning, det skal ikke gå ud over børnene. Men det gør stadig nas.

– Den anden del af det er, at jeg også bliver meget brugt af jul og af den produktbulimi, der er, og al den stress, der er omkring det. Så jeg har besluttet mig for, at hvert andet år rejser jeg – og så går jeg all in. For to år siden var Noa og jeg i Brasilien, Argentina og Chile. Nu er det Australien. Vi prøver virkelig hver gang at udforske et helt nyt sted, som ingen af os kender. Og vi har kun flyveturen derud. Vi har ingen planer, har intet booket – hvad der er sindssygt i julen. Men jeg har simpelthen brug for bare at vågne og mærke efter og tale med folk og finde ud af, hvad jeg skal se, og opleve, alt efter hvor jeg er. Jeg vil væk fra kunder, deadlines, opgaver og alle forventningerne. Jeg rejser også hvert andet år, fordi jeg ved, at det med at gemme noget til sidst måske ikke er en god idé, for så bliver det måske ikke til noget. Det handler i livet om at drømme sig ud og se: Hvad kan jeg gå i gang med allerede nu?

Har du festtøj med?

– Nej. Det er også en af mine ”ting” – hvis jeg mangler noget, så køber jeg det, når jeg er der. Så jeg rejser med en relativt tom kuffert. Efter jeg fik børn, begyndte jeg kun at bruge ét stykke tøj hver dag, så jeg har ikke rigtig tøj, der skal sættes sammen; jeg har én kjole eller én buksedragt – og gode strømpebukser. Det startede med, at jeg ikke kunne overskue mere, hvis jeg også skulle have mine børn i tøjet, og det er blevet et slags mantra for mig. Så det er kjoler, klipklappere og måske en sarong i bagagen. Og det er dét.

Er du typen, der laver nytårsforsætter?

– Jeg laver rigtig mange selvevalueringsmøder hele året, men jeg er ikke typen, der lægger ud i januar med ingen alkohol og regler om intet af det ene og det andet. Jeg tror, at jo mere man fokuserer på den slags ting, des mere fylder de, og jeg gider ikke, at ting skal fylde, jeg vil gerne være i flow. Så jeg er meget til, at ting i livet skal komme af sig selv.

Vi skal hjælpe hinanden

På det personlige plan altså. For når det gælder kunsten at være menneske i det samfund, vi lever i, handler det nærmest om det modsatte, siger Liselotte: Vi skal i langt højere grad engagere os og tage medansvar for udviklingen.

Men hvordan skal vi navigere i verden, som den ser ud nu?

– Hvis vi tager krig, er det allerede gjort klart for os alle sammen, at vi skal have en eller anden form for beredskab og robusthed lokalt, hvor vi bor. Så hvis der bliver slukket for strømmen, eller vandet bliver forurenet, så kender vi vores naboer og ved, hvem der har benzin, hvem der har elektriske biler, hvem der har nogle høns, og hvem der har en power bank. Det handler om at skabe lokal robusthed.

Vi skal hjælpe hinanden?

– Ja. Indtil nu har vi altid haft en undskyldning: Det blev ligesom fikset for os. ”Hvis der sker noget, kommer der nogen og redder mig”. Nej. Du har egentlig en forpligtelse til at prøve at skabe noget robusthed selv. Sådan så den begrænsede indsatsmulighed, der er, kan bruges til dem, der faktisk har mest brug for det. Det går ikke længere, at vi alle sammen automatisk forventer at blive reddet. Det er verden blevet for sårbar til. På den måde er det et wakeup call for os: At vi faktisk har brug for hinanden. Det, at der er krig i verden, kommer til at skabe den beredskabsmentalitet. Jeg siger ikke, at dét er godt, jeg siger bare, at det i hvert fald er et skift fra den traditionelle velfærdsstatsmodel, hvor vi alle sammen bare skal have.

Har du preppet?

– Jamen, jeg holdt jo prepper-fest. Og alle gæsterne kom med noget prepper-mad. Vi spillede kærligheds- og krigsmusik – Sting og ”The Russians Love Their Children Too”, og så var der bare fadølsanlæg.

I virkeligheden har Liselotte med vanlig fremtidssans preppet før alle os andre:

– Lige da Ukraine blev invaderet af Rusland, preppede jeg. Alle syntes, jeg var en idiot. Men jeg er jo fremtidsforsker! Så jeg havde et early peak med det. Når jeg undersøger fremtiden, prøver jeg tit ting af på mig selv. Under corona prøvede jeg at tage til Sverige for at finde ud af, hvordan det var at være i det – på den måde, som de taklede det på. Jeg eksperimenterer med min krop. Jeg prøver at tage hen, hvor ting er.

Efter den første omgang prepping tænkte hun, at nu havde hun prøvet det og glemte det igen.

– Jeg havde rigtig mange Digestive-kiks, for hvis man er på flugt, er det dem, der har flest kalorier på mindst areal, så dem kan du have i tasken og noget vand, og så kan du vade ud over stepperne. Men mine unger havde langsomt spist det hele.

Nødlagret var gabende tomt:

– Indtil vi var på Anholt og fik den lækreste dåsetun i olivenolie med citron. Det smagte vildt godt og kostede en formue, og så tænkte jeg: Nu laver jeg en prepper-fest. Så det var altså ikke ud fra ulykke, at vi holdt fest.

Og nødlagret er fyldt op igen.

– For vi fik overhovedet ikke spist alt det, gæsterne kom med. Vi har til flere fester. Confit de canard. Noget kaviar – til en meget dårlig aften. Leverpostej, Jakabov og masser af frugt på dåse. Og selvfølgelig vand og den dér radio, der kører på sol.

Typisk Liselotte var der selvfølgelig en dybere mening med festen.

– Ideen var egentlig, at det, der i virkeligheden får folk til at overleve i svære situationer, er fællesskabet. Det handler ikke om, hvor meget mad og drikke du har, det handler om, at du har nogle omkring dig, som giver dig omsorg, og som du kan give omsorg. Det er det, der gør os stærke. Hollænderen Rutger Bregman har skrevet bogen ”Det gode menneske: Hvorfor der er håb for menneskeheden”, som handler om, at survival of the fittest, og at vi slår hinanden ihjel i kriser, faktisk ikke passer. Det viser han med en masse historiske eksempler på det modsatte, hvor folk faktisk finder hinanden, står sammen, støtter hinanden. Og sagen er, at noget af det, der modvirker angst, er at kigge op i stedet for indad. At være sammen med andre, føle at andre har brug for dig, føle at du kan gøre en forskel.

AI kan løfte os

Liselotte taler altså om en helt ny form for fællesskab. Og hun taler – når det gælder de positive sider – om AI som en demokratisering, fordi vi for første gang har en teknologi, der udligner ulighed.

Adgangen til AI kan simpelthen løfte og støtte mennesker, fordi det handler om viden, der er tilgængelig for alle.

– Det er demokratisering, at vi alle sammen får lov til at få den støtte. Og jeg tror, vi får en meget større skaberkraft af det.

Hun taler også om en fremtid, hvor f.eks. kørekortet bliver overflødigt, fordi bilerne kører selv. Og om en fremtid, hvor eksaminer er fortid.

– I dag skal du eksamineres og kontrolleres, og censor har måske ikke lige fået frokost og giver dig en dårlig karakter. I fremtiden bliver dine læringsprocesser monitoreret. Forstået på den måde, at alt muligt i livet bliver en glidende træning, hvor man ikke skal testes – pludselig siger botten (AI-robotten, red.), at: ”Nu kører det tyske da for dig” eller i madkundskab: “Fedt, nu har du lært alt om køkkenhygiejne og kan fire italienske retter”. Man lærer og træner færdigheder igennem hele livet uden de traumer, det giver at skulle igennem stopprøver. I fremtiden kommer vi til at tænke tilbage på, hvorfor vi gik så meget op i, om folk på forhånd havde svaret på det ene og det andet, og vil synes, at det var helt skørt.

På udfordringssiden taler hun om, hvordan vi får vristet vores personlige data fra tech-giganterne og gør dem til vores egne, så vi undgår at blive manipuleret rundt i manegen og selv kan skabe vores ”digitale tvillinger”, som kender os ud og ind og kan støtte os i vores livsvalg. Som en slags guide, der kan hjælpe os til at regne os selv og vores fremtid ud.

Og hun taler om det hele som en nær fremtid.

– Det kommer ret hurtigt. Inden for de næste 10 år.

Dovenskab er drivkraft

Liselotte siger, at hun som futurist altid kigger på dovenskab som en kæmpe drivkraft.

For hvis noget gør livet lettere for folk, skal de nok tage det til sig. Og hvis noget er gratis, er det som regel også mere spiseligt – såsom hendes gratis podcast ”Supertrends”.

– Jeg prøver at demokratisere fremtidsforskning. Jeg har også en nysgerrighed på, at der er andre måder at løse ting på. Demografi er f.eks. superinteressant i den forbindelse. Da jeg var barn, handlede det om befolkningseksplosion, og at vi ikke kunne være her alle sammen. Nu reproducerer vi ikke. I Ungarn slipper kvinderne for at betale skat resten af livet, hvis de får fire børn, men de føder alligevel ikke flere børn. Det virker ikke. Man prøver med alle mulige gulerødder, men har egentlig fået skabt en væren i livet globalt, hvor folk bare ikke vil. Den kinesiske befolkning står til at halveres. I en kommune i Kina har de prøvet at løse det, at der ikke bliver født nok børn, ved, at du som single ryger på en dating app – uanset om du vil det eller ej. Det er enormt sjovt at få de takes på, at sådan kan man også fikse det. Det kan godt være, vi ikke selv ville bruge den model, men det er sjovt at vide, at der er mange versioner derude af liv, der kan leves.

Liselotte er en arkæolog, der ikke graver sig ned i fortiden, hun graver sig ind i fremtiden.

– Lige præcis! Jeg elsker fremtidsforskning, fordi det er så megaspændende. Det er gået fra, at det var noget, der var nice to have, til, at der nu er så mange kriser, at det er need to have, at vi får folk inspireret til, at man godt må påvirke sin fremtid, at man godt må påtage ejerskab, man må godt prøve at flytte den. Og det kan godt være, det virker uoverskueligt og kan føles som om, vi alle kun er små brikker i et stort puslespil, men hvis alle tænker sådan, sker der ingenting. Vi er nødt til alle sammen og lidt ad gangen at få det mindset ind, der handler om, at vi selv kan påvirke.

Desuden:

– Som fremtidsforsker siger jeg ikke, at fremtiden enten er lys eller mørk, jeg siger, at den er interessant, spændende. Jeg siger, at vi skal prøve at kigge på det hele. Også for i sidste ende at beslutte, hvad vi gør ved vores nutid. For vi har et meget større mulighedsrum i nuet, end vi går og tror. Nogle gange er det bare først, når man har været nogle ture ude i en anden virkelighed, at man ser det.

Barndommens drømme

Liselotte voksede op sammen med sine studerende forældre i en lejelejlighed på Nikolaj Plads i København i 1970’erne. Hun husker sig selv som et gammelklogt, men også lidt filterløst barn, der ”blev lagt låg på”.

– Første skoledag, ha ha, jeg tør ikke sige det, det er så pinligt, skal jeg sige det? Nå, men læreren stiller det letteste spørgsmål overhovedet ud i klassen: ”Er der nogen, der kan stave til ”is”?” Så træder jeg op på stolen og videre op på bordet og rækker hånden op!

Fik du lov at svare?

– Jeg har nok svaret allerede på vej op på bordet. Jeg har senere lært, at man skal tie stille og vente, til man bliver spurgt. Det kan stadig være svært ...

Det eneste, Liselotte ønskede sig i fødselsdagsgave år efter år, var en lillebror. Han kom til hendes enorme glæde, da hun var otte år. De andre drømme var nogle, hun selv ville skulle indfri.

– Jeg gik på Den Classenske Legatskole, og min veninde Anja og jeg havde taget et af toiletterne på skolen og simpelthen gjort det til vores. Vi havde annekteret det, pyntet det med tæpper, indrettet det. Dér skrev vi dagbog, vi skrev vores mange drømme ned, hvad vi ønskede os, hvad vi ville og ikke ville i livet – jeg drømte om at blive detektiv, for min morfar var kriminalbetjent, og min mormor var butiksdetektiv. Så vi havde en etværelses lejlighed med lokum, ha ha. Der var enormt meget fantasileg omkring det. Og vi holdt fester derude en gang imellem.

Dengang så verden meget anderledes ud.

– Og jeg var bange for to ting: At Barsebäck sprang i luften, fordi det lå lige ovre på den anden side i Sverige. Og så var jeg bange for, at jeg en eller anden dag pludselig vågnede op og var blevet narkoman med en sprøjte i armen ligesom Christiane F. Jeg troede bare, at det var noget, der skete ved én lige pludselig. Så de to ting var jeg sindssygt bange for.

Hvad har været afgørende for, at du er blevet dig?

– … Hmmm … Det er et ret stort spørgsmål. Og … så bliver det lidt mere barsk. For jeg flyttede hjemmefra og på ungdomspension, da jeg var 15 år, og havde ikke kontakt til mine forældre i en periode. Det kom til at betyde rigtig meget for mig. Der kom en voksen, der hed Bente, og kiggede til os. Der var jo det med at få lavet mad til 11 andre … Jeg var et barn med meget stor modenhed. Og jeg var også den, der skulle ordne ting eller få styr på dem. Men altså… jeg har nogle gange været dér, hvor det også kunne være gået gruelig galt. Min kæreste på det tidspunkt var drug dealer, han blev smidt ud af ungdomspensionen og døde tidligt, ikke? Jeg ser stadig nogle af de unge fra dengang, vi mødes en gang imellem.

Og retrospektivt siger hun:

– For mig har det meget været sådan, at de første 40 år var præstation: Så kan de se, at jeg er god nok og dygtig nok, og så må jeg godt være her. Det er den dér kæmpe grundfølelse af, at jeg egentlig ikke må være her. Det grundmanglende selvværd har rumsteret. Men når jeg så har lavet noget i mit arbejdsliv, der har været rigtig meningsfuldt for verden, når jeg virkelig har gjort mig umage for at lave noget, der gør verden til et bedre sted, og det er lykkedes, har jeg ligesom syntes, at så måtte jeg gerne være her.

Så du må gerne være her nu?

– Måske. Jeg skal virkelig øve mig. Jeg arbejder også hele tiden med, hvad mit motiv for mit arbejdsliv er. Er det, at mine forældre skal se mig? Det er jo helt åndssvagt, for hverken min far eller mor følger med i mit faglige liv… de par gange om året, jeg ser min far, som bor i Frankrig, er det andre ting, vi taler om. Det bliver aldrig anderledes, og det er ok. Det er bare gamle sår i mig.

Glemte sig selv

Det gik. Liselotte læste økonomi, politik og filosofi på universitetet. Blev gift. Fik fire børn. Blev forskningsdirektør på Institut for Fremtidsforskning. Blev skilt. Og erkendte, at hun havde en del med i barndoms- og ungdomsbagagen, som havde trukket dybe spor ind i hendes voksenliv. Og at det forhold, hun havde levet i, ikke var sundt for hende. Det er stadig sårbart, men hun siger:

– Jeg var blevet en af de kvinder, der overskrider deres egne grænser, fordi man så gerne vil have det til at fungere. Jeg havde haft så travlt med at få mine eksaminer, få mit job, min karriere, min fine lægemand, at jeg helt havde glemt mig selv. Så til min 40-års fødselsdag gav jeg mig selv den gave, at ”nu handler det om mig”. For på et eller andet tidspunkt bliver det simpelthen for ucharmerende, at det, man laver i livet, handler om ens barndom og fortid. Jeg gik hos psykolog Sanne Neergaard, og hun var sgu barsk.

Sanne Neergaard udfordrede hende og krævede, at hun gik i sund parforholdstræning – ellers ville hun slet ikke have hende som klient. Det resulterede i, at Liselotte indledte et forhold til en ”sød og klog” mand.

– Det varede i fire år, og det var virkelig godt for mit nervesystem. Det var ligesom at være kæreste med supermand, det var fandme vildt.

Men du blev ikke sammen med supermand?

– Nej, for så mødte jeg mit livs kærlighed. Så blev jeg bare så forelsket i Noa. Men det var faktisk de fire år inden, der gjorde mig i stand til at kunne være i et normalt forhold, og det er jeg i dag.

Hvorfor elsker du Noa?

– Åhhr. Fra første gang, jeg mødte ham, tænkte jeg bare: ”Fedt mand, der var han”. Jeg kan snakke med ham om alt hele natten, og jeg er altid spændt på, hvad han mener, han er bare så ekstremt klog.

Klogskab er sexet?

– Hold kæft, hvor er det sexet, altså. Og så har han hjertet på rette sted. Og så nyder han, hvis jeg har klaret mig godt. Det er helt fantastisk at kunne være i sådan en relation.

Et opgør med angst

På julerejsen til Brasilien, Argentina og Chile for to år siden var Liselotte og Noa taget til den ”møgfattige” kystby Val Paraiso i Chile. De var lige steget af bussen og stod på et marked …

– Og så kommer der en for at stjæle min taske. Jeg vil bare rigtig gerne kunne ringe til ungerne og sige glædelig jul, så jeg holder fast i tasken. Noa står lidt derfra. Ingen på markedet gør en skid. Jeg råber. Noa råber. Tyven træder lidt tilbage, men da der ikke kommer nogen for at hjælpe, kommer han igen. Vi har lige et meget intenst øjeblik med øjenkontakt. Men jeg får lov til at beholde tasken.

Efter den oplevelse begyndte hun at se tyve alle vegne. Det gjorde det ikke bedre, at folk, de mødte, fortalte deres egne skrækhistorier.

– Sådan noget smitter jo!

Derfor traf hun et utraditionelt valg:

– Jeg sætter mig alene på en café i byen Santiago. Dér stiller jeg min taske på en stol og går ud på toilettet. Uden tasken. Jeg sidder ude på toilettet i en halv time, jeg tager simpelthen tid. Alt vigtigt er i den taske. Penge, pas og min telefon. Da jeg kommer tilbage efter den halve time, er tasken der endnu.

– Noa syntes, det var den mest sindssyge idé, han nogensinde havde hørt om, men jeg nægtede bare at blive et frygtsomt menneske. Jeg havde virkelig brug for at slippe frygten. Det kom dybt inde fra mig, fordi jeg kunne mærke, at min rejse var ved at blive ødelagt. Jeg kiggede på folk, som om de var ved at ryge i flæsket på mig. Det var så rædselsfuldt at være i, for det var jo bare i mit hoved. Og bagefter var jeg bare sådan: ”Se selv, man kan godt stole på verden!”.

Liselotte vælger som menneske og fremtidsforsker bevidst det håbefulde og nysgerrige til.

Denne artikel blev først bragt hos SØNDAG 1/2025, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.