7 anmelderroste film, du kan streame gratis på Filmstriben
Foto: Scanbox
Filmstriben er bibliotekernes gratis online filmdatabase, hvor alle med et lånerkort kan streame et vist antal film og serier om måneden. Der er både nye og gamle titler at gå på opdagelse i og film for både børn, unge og voksne.
Der er et især fokus på europæiske film og film af høj kvalitet, som giver stof til eftertanke. Og så bliver der hele tiden tilføjet nye titler – også dem, der for ganske nylig har gået i biograferne.
Vi har fundet syv nyere og meget anmelderroste film, som nu alle er tilgængelige på Filmstriben.
La chimera
‘La chimera’ er italienske Alice Rohrwachers storslåede fortælling om en gravrøvende arkæolog, der ikke kan finde ro i livet uden sin elskede, som er sporløst forsvundet.
Filmen foregår i 1980’ernes Toscana, og den unge britiske arkæolog Arthur bliver spillet af Josh O’Connor. Efter at have udstået en fængselsstraf slutter han sig til sin gamle gruppe af gravrøvere, der lever af at plyndre etruskiske grave. Arthur er drevet af håbet om at blive genforenet med sin store kærlighed, Beniamina.
Især filmens touch af magisk realisme er med til at skabe en fortryllende atmosfære, og Alice Rohrwachers måde at tilsætte elementer fra forskellige tidsaldre og genrer giver filmen et nostalgisk udtryk.
Filmen fik fremragende anmeldelser, da den landede i biograferne og var også med i hovedkonkurrencen på Filmfestivalen i Cannes. Særligt Josh O’Connors præstation imponerer, men også scenerne mellem ham og Isabella Rossellini som Arthurs svigermor, Flora, gør filmen mindeværdig.
Pot-au-feu: Vejen til hjertet
Hvis du elsker fransk madlavning, landidyl og drømmer om et rustikt landkøkken komplet med kobbergryder, fiskefade og alskens træsleve i oliventræ, er der al grund til at se denne film.
Det er en ren fryd for alle sanser at følge den passionerede kok Eugénie (Juliette Binoche) og gourmetkokken Dodin Bouffant (Benoît Magimel), når de går i køkkenet.
Tran Anh Hungs usædvanligt smukke film foregår i 1885 og skildrer Eugénie og Dodins dybe kærlighed til madlavning og til hinanden. Dodin forsøger at overbevise Eugénie om at gifte sig med ham, men hun foretrækker sin uafhængighed.
Udover den centrale romance er filmen en hyldest til det franske køkken og er fyldt med sanselige madlavningsscener – du får nærbilleder af lækre råvarer som kål, gulerødder, hummer og kød, som du aldrig har set dem før.
Vi får naturligvis også historien bag den enkle bonderet Pot-au-feu, der har lagt navn til filmen. En simpel bonderet, der smager som et stykke af himlen, hvis den er lavet med kærlighed. Mere kompliceret behøver det nemlig ikke være – hverken madlavningen, livet eller kærligheden.
Past Lives
Fans af Richard Linklaters ‘Before’-trilogi med Julie Delpy og Ethan Hawke vil elske Celine Songs ‘Past Lives’. Hovedpersonerne i det romantiske drama mødes nemlig ligeledes med års mellemrum og udvikler en dyb forbindelse, der varer ved livet igennem.
Nora og Hae Sung er to barndomsvenner fra Sydkorea, som bliver adskilt, da Nora emigrerer til Canada. Mange år senere bliver de genforenet i New York, hvor de konfronterer hinanden med deres følelser og de liv, de kunne have haft sammen.
Hvor munden ikke står stille på Jesse og Céline længe ad gangen i ‘Before’-filmene, er stilheden tværtimod dominerende i relationen mellem Nora og Hae Sung. Men oh, hvilken intens og højspændt stilhed! De to hovedpersoner bliver stærkt spillet af Greta Lee og Teo Yoo, som begge er ægte rørende i deres skildring af, hvordan valg og fravalg former ens liv og skæbne.
Civil War
Alex Garlands ‘Civil War’ skildrer et dystopisk USA, hvor en borgerkrig er brudt ud, efter at præsidenten (Nick Offerman) har tilsidesat grundloven og etableret et diktatur.
Vi følger krigsfotografen Lee Smith – spillet af Kirsten Dunst i en af hendes livs bedste roller – og hendes kollegaer på deres farlige rejse mod Washington D.C. for at interviewe præsidenten midt i kaosset.
Undervejs støder de på utallige udfordringer, møder brutal vold og oplever de menneskelige konsekvenser af konflikten.
Filmen har en intens atmosfære, og stilen er rå realisme. Garland balancerer actionelementer med en dyb refleksion over vold og journalistik. På den måde bliver ‘Civil War’ til en både rystende og tankevækkende filmoplevelse.
Frit fald
‘Frit fald’ var den mest sete film på Filmstriben i 2024. Justine Triets film, der er halvt retssalsdrama og halv krimigåde, vandt da også både Den Gyldne Palme i 2023 og en Oscar for bedste manuskript i 2024.
Filmen følger forfatteren Sandra (Sandra Hüller), der bliver anklaget for mordet på sin mand, Samuel (Samuel Theis), efter at han er faldet ud fra anden sal i parrets schweizerhytte. Skubbede Sandra ham, eller faldt han ned ved et uheld?
Deres komplekse ægteskab bliver blotlagt gennem intense retssalsscener, hvor skyld og uskyld konstant skifter, og tilbageblik på scener fra deres ægteskab. Især skænderierne mellem Sandra og Samuel er autentiske og ægte ubehagelige.
Sandra Hüller leverer en stærk præstation, og filmens psykologiske dybde gør ‘Frit Fald’ til et nuanceret og tankevækkende psykodrama.
The Zone of Interest
Aldrig har lyden af død været så uhyggelig og skrækindjagende som i Jonathan Glazers ‘The Zone of Interest’. Hvad der på overfladen fremstår som et almindeligt familiedrama, gemmer under overfladen på en uhyggelig virkelighed.
Familiens overhoved, Rudolf Höss (Christian Friedel), er nemlig lejrkommandant i Auschwitz, og familien bor klos op ad koncentrationslejren.
Mens familien lever en tilsyneladende idyllisk hverdag med havearbejde og luksusvarer fra lejren, udspiller rædslerne sig på den anden side af muren. Vi ser det aldrig, men vi hører det som et konstant ubehageligt lydbillede.
Sandra Hüller leverer igen en fremragende præstation som Höss’ hustru, Hedwig, og samspillet mellem hende og Christian Friedel skaber en klaustrofobisk intensitet.
Glazer understreger, hvordan ondskab kan gemme sig i det almindelige, hvilket gør filmen til et rystende og kompromisløst mesterværk om menneskelig blindhed og moralsk ansvar. Filmen vandt velfortjent en Oscar for Bedste internationale film i 2024.
Perfect Days
Wim Wenders’ nyeste spillefilm ‘Perfect Days’ er en poetisk hyldest til hverdagens stille skønhed.
Filmens hovedperson, Hiroyama, lever et roligt, velstruktureret og usædvanligt nærværende liv.
Hver dag starter han med den samme rutine, før han tager afsted for at rense Tokyos offentlige toiletter – en opgave, han udfører med omhu og dedikation, men uden mange ord. Hans tilværelse er måske enkel, men fyldt med mening, og alt har en betydning.
Filmen er samtidig en nostalgisk hyldest til det analoge liv – med bøger i papirform, filmruller og kassettebånd. Et langsomt tempo, hvor der er plads til at mærke regndråber på huden.
Den japanske skuespiller Kôji Yakusho fortjener stor ros for sin legemliggørelse af Hiroyama. Hans nuancerede og udtryksfulde præstation bærer filmen, og det var fuldt fortjent, at han modtog prisen for Bedste mandlige skuespiller ved filmfestivalen i Cannes.