Derfor er ny forestilling på Det Kongelige Teater et af de vigtigste i teaterhistorien

Publikum blændes af et skarpt firkantet opretstående lysbord. Foran det ligger den døende, næsten nøgne og sammenbøjede Peer Gynt. Alt omkring ham er totalt mørke. Strygermusik skaber en nærmest tranceagtig stemning, og pludselig dukker en danser op.

Kun iført underbukser bevæger denne danser sig omkring Peer Gynt (Patrick Baurichter) med en smuk og nærgående elegance, som om de er en og samme person, hvilket de måske også er – det står aldrig helt klart.

Det er der i det hele taget ikke ret meget, der gør i Anja Behrens’ fortolkning af Henrik Ibsens klassiker.

Men at Peer lyver, står ifølge mor Åse, (Karen Lise-Mynster) helt klart, når hun kommer ud af et hus fra scenens baggrund og siger forestillingens første replik: “Peer, du lyver”.

Herefter omringes Peer af en gruppe råbende og dansende skikkelser, der kan ses som det kaos af løgne, der har fyldt hovedkarakteren gennem hele sit liv. De klamrer sig til Peer, der bogstavelig talt bliver klædt af til skindet og efterladt alene til fuldt skue.

Det er en ekstremt stærk åbningsscene, der efterlader publikum måbende, tavse og nysgerrige på, hver der venter.

Nu bliver bagtæppet synligt, og et stort, dragende norsk bjerglandskab dukker op, hvorefter Peer forvirret først tager sit tøj på, så sin lidt spinkle kongekrone, der er et af forestillingens mange symboler på Peers storhedsvanvid: Han vil være konge, han vil være kejser, han vil eje hele verden.

UBEHAGELIG GENKENDELIGT

Forestillingen er skrevet som et dramatisk digt, der delvist foregår på vers. Stykket blev udgivet i 1867 og bliver stadig set som et af de vigtigste værker i nyere europæisk teaterhistorie.

Og det forstår man godt. For når man ser den mere end 150 år gamle forestilling, er der skræmmende mange ligheder med den verden, vi lever i i dag.

En excentrisk, narcissistisk lystløgner med total mangel på respekt for omverdenen og helt uden virkelighedssans. D

et er en type, vi desværre ser alt for mange af rundt om i verdenen, og Ibsens mesterlige skriv tager os helt ind i sindet og i de mørkeste afkroge på de mennesker, vi afskyr.

Vi ser en side af et menneske, der ikke ser folk omkring sig som mennesker.

Vi ser, hvordan han konstant bliver konfronteret med sine løgne, og hvordan han med en ny løgn kommer ud af den knibe, den forrige har ført med sig. Og til sidst kan hverken han eller publikum skelne mellem, hvad der er løgn og sandhed.

Vi befinder os dermed midt i Gynts virvar af kaos, og på den måde tvinger Behrens os til at kigge indad og se, om vi måske også kan genkende os selv i hans mørke.

MESTERLIGT CAST

Der er ingen tvivl om, at Patrick Baurichter som Peer Gynt er forestillingens helt store oplevelse. Han giver alt, hvad han har.

Det kropslige, når han med en legende lethed falder i ét med de kaotiske dansere og dermed skaber en fusion af drøm og virkelighed, der gør, at man som publikum selv mister evnen til at skelne mellem de to yderpunkter.

Det er i hans skuespil, hvor den fysiske udfoldelse smitter af på hans formidable tekstindlevelse. Det gør, at man som publikum både føler afsky for ham og hans løgne, men samtidig mærker mennesket bag det.

Det er råt, vildt, følsomt og vanvittigt dragende at se, hvordan han har formået at skabe en så kompleks karakter på så elegant vis.

Og så er der Karen Lise-Mynster, der igen igen igen leverer en pragtpræstation. Her som mor Åse, der på én gang elsker sin søn og synes, han der det værste i verden.

Hun er både skræmmende og omsorgsfuld, og i samspil med Baurichter skaber de en mor/søn-relation, der giver publikum en altafgørende forståelse for, hvordan Peer Gynt er blevet, som han er.

Og til at understøtte hovedkarakterens sindstilstand og give fornemmelsen af flydende overgange mellem hans drømme og hans virkelighed, er der de tre skuespillere Fanny Louise Bernt, Elliot Crosset Hove og Karin Heinemeier, samt danserne Hilde Ingeborg Sandvold, Lukas Hartig-Møller og Amancio Gonzalez.

Alle leverer de deres ypperste og er med til at gøre forestillingen til en intet mindre end unik oplevelse, hvor de 90 minutter flyver afsted, mens man konstant overvældes af sanse- og følelsesindtryk.

TAK TIL DAVID LYNCH

At den nyligt afdøde mesterinstruktør David Lynch har sat et kæmpe visuelt og kunstnerisk aftryk på kulturen i vesten, hersker der ingen tvivl om.

Men jeg havde ikke regnet med at skulle konfronteres med dette aftryk, da jeg satte mig i salen på den store scene i skuespilhuset.

Men det stod klart allerede fra forestillingens første scene, og det fortsatte, til den var slut. Uden at miste grebet om forestillingens evigt aktuelle tematikker, dukkede der konstant Lynch-inspirerede sekvenser op. Blandt andet i en scene, hvor tiden fucker med Peer og kæresten Solveig, som Fanny Louise Berndt spiller fremragende.

Deres handlinger kører i ring, og mens de langsomt bliver mere og mere vanvittige, kommer danserne halvnøgne krybende med deres eminente og skræmmende kropskontrol.

Og som det kaotiske mørke de repræsenterer, er det svært ikke at tænke på én specifik rædselsvækkende karakter fra ‘Twin Peaks’. Og når mor Åse samtidig dukker op på scenen med en kæmpe ravnemaske på, bliver det helt sort.

Om disse referencer er noget Anja Behrens og scenograf Karin Gille har tænkt over, er ikke til at sige. Men hvor det fedt!