Majken led af akut jernmangel: ”Jeg troede, jeg var nødt til at sige mit job op”

Der er mere end én historie i Majken Klintøs fortælling. Den handler om at være mere end almindeligt udmattet, føle sig fremmed i sin egen krop – og om at finde hjem igen.

Men det er også historien om at været gået ned med stress og så bagefter at føle, at alt, selv de mindste symptomer, nok hænger sammen med det, og om udsigten til et arbejdsliv på skåneprogram.

Men mest af alt er det et essay om overgangsalderens ukendte symptomer, der kommer bag på mange kvinder.

Majken Klintø, 48, er chefredaktør på Familie Journal. Det job var hun tæt på at kvitte for to år siden, da hun havde det værst. Hun kunne ikke fortsætte sit liv som hidtil. I dag er hun glad for, at hun ikke fulgte sin fornemmelse.

– Jeg havde været nede at vende på grund af stress to år tidligere, hvilket var et chok for mig. Det var nok det sidste, jeg havde forestillet mig: At jeg kunne gå ned, for jeg er virkelig robust. Jeg elsker mit arbejde og kan blive ved og ved, så jeg arbejdede solen sort. Det var for meget. Det var selvfølgelig derfor, jeg knækkede, fortæller Majken Klintø, der ironisk nok sørgede for at ”planlægge” sin egen stresssygemelding, før hun gik hjem og trak stikket.

– Det måtte ikke gå for meget ud over de andre, at jeg lagde mig, siger Majken, der var sygemeldt i tre måneder og trappede fornuftigt op, da hun kom tilbage på jobbet – fast besluttet på at tage ansvar for sig selv og på at sige til og fra i stedet for at give andre skylden for, at hun blev stresset.

Til gengæld var det slut med at sidde og arbejde til langt ud på natten, når hendes søn var lagt i seng.

– Det var et løfte, jeg gav mig selv: Jeg ville passe på mig, og det gik faktisk overraskende godt i starten … altså indtil det pludselig ikke gjorde, siger hun.

Først på eftermiddagen blev koncentrationen dårlig, og hukommelsen svigtede. Og så var hun ufatteligt træt på den måde, hvor man falder i søvn, hvis man blinker lidt langsomt.

– Jeg tænkte: Det er det. Jeg arbejder for meget igen. Men det var meget anderledes, for denne gang arbejdede jeg ikke som besat. Tværtimod var batterierne flade, jeg var helt færdig, når klokken var 13, og der var dagen jo langt fra slut … der skulle jeg først hjem og hente min søn, der gik i 1. klasse på det tidspunkt, købe ind og sørge for mad og lektier. Jeg var 45, og jeg gik så tidligt i seng, at det føltes næsten pinligt. Det at lave aftensmad og smøre en madpakke, kunne jeg græde over.

– Trætheden kom ikke fra dag til dag, den sneg sig ind på mig. Jeg begyndte at spise flere søde sager efter frokost for at få hurtig energi. Og derhjemme supplerede jeg vores ellers sunde og varierede kost med osterejer, som blev mit go-to-fix, fortæller Majken Klintø.

– Jeg spiste for at holde mig vågen. Det blev så slemt, at jeg kunne gå i panik, hvis jeg ikke havde en pose Ostepops i skabet. Chokolade hjalp ikke, det skulle være dem. Det var et misbrug sidestillet med alt muligt andet, siger Majken, der tog mange kilo på.

Hun var både ked af det og besværet.

– Jeg begyndte at mærke mine knæ på en dårlig måde. Jeg havde ondt i hoften, når jeg skulle sove, min krop var øm – og jeg bevægede mig jo ikke ret meget. Før i tiden har jeg altid elsket at gå tur og nydt at bevæge mig. Det holdt op. Jeg blev forpustet, når jeg gik op ad trapperne, siger Majken, der heldigvis havde det godt med at lave havearbejde i sommerhuset og slå græs, ordne bede og den slags.

– Da efteråret nærmede sig, tænkte jeg: ”Det her går ikke”. Jeg talte med mine veninder om, at jeg var nervøs for, at jeg måtte se mig om efter et andet job. Jeg følte ikke, at jeg slog til nogen steder. Ikke på mit arbejde, ikke over for min søn. I mit indre regnestykke var det umiddelbart kun jobbet, jeg kunne skrue ned for. Jeg kunne ikke skrue ned på fysisk aktivitet, for der var reelt ingen længere. Og jeg kunne ikke skrue ned på at være mor for Aksel.

Inden Majken sagde op, fik hun den gode idé at tage et smut rundt om sin læge. Hun forklarede, at hun overvejede at sige sit job op, og at hun var bange for, at det var eftervirkninger af stressen, hun tumlede med.

– Han var enig. Det kunne være eftervirkninger af stress, sagde han, men han advarede mod, at man pakker alt ind i noget psykisk.

Han foreslog at lave et sundhedstjek på mig, som blandt andet bestod af en masse blodprøver, måling af blodtryk og den slags.

Diagnosen lød på akut og alvorlig jernmangel.

Var det bare det?

– Jeg kom på højeste dosis øjeblikkeligt og blev fulgt meget tæt, indtil det begyndte at kunne ses på blodprøverne efter nogle uger, siger Majken, der kunne mærke tydelig forskel efter tre måneder, hvor hendes depoter var ved at være fyldt op.

– Første tegn var, at Aksel hev fat i mig supermarkedet og sagde: ”Mor, skal du ikke have de dér, du plejer?”. Det var osterejerne, han mente. Jeg kunne ikke tåle at se dem, jeg havde simpelt hen fået nok. Der var heller ikke nogen craving efter søde sager længere.

Majken gik til kontrol i et halvt år, og så normaliserede jernniveauet sig. Det viste sig, fandt en anden læge ud af, at hun havde blødt ekstra meget i forbindelse med perimenopause, så hun fik en spiral, der mindskede blødningerne.

Stille og roligt begyndte hun at få overskuddet tilbage og lyst til at bevæge sig igen med det resultat, at hun har tabt mange ekstra kilo.

– De forsvandt stille og roligt af sig selv, da jeg fik energi og overskud. I takt med at trætheden tog af, begyndte jeg at bevæge mig mere igen, og jeg satte igen i spurt efter min søn, når vi spillede fodbold. Jeg begyndte også at bruge den romaskine, jeg havde købt for at motivere mig til at bevæge mig, men som jeg ikke havde haft kræfter til at bruge før. Nu er vi blevet ret gode venner – de fleste dage. Jeg kan kende mig selv igen. Jeg går i seng som et voksent menneske med et liv, og jeg har fint med energi til det, jeg skal bruge den til.

– Det er vildt, at det ”bare” var jernmangel. Jeg fortæller alle med en kvindekrop, at de skal være opmærksomme på at tage jern, når de bløder meget, og er de på min alder, skal de tjekke den opdaterede liste over perimenopause-symptomer, hvis de går og tumler med noget. Der er virkelig ’’noget for alle’’. Jeg havde slet ikke tænkt på, at jeg havde blødt ekstra meget i halvandet år, og jeg anede ikke, at det kan ske, når man er på vej i overgangsalderen, og lægen havde heller ikke sagt noget, siger Majken Klintø.

– Listen af symptomer på overgangsalderen er meget længere, end kvinder ved. Tænk, at det kunne være endt med, at jeg havde sagt mit job op.

Denne artikel blev først bragt hos SØNDAG 2/2025, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.