3 krimiserier, du skal se på TV 2 Play lige nu
Foto: BritBox/TV2Play
I weekenden er der premiere på den nye sæson af den danske krimiserie 'Sommerdahl', hvor Peter Mygind spiller titelrollen.
'Sommerdahl' er altid et kig værd, især hvis man er til den såkaldte cozy-crime-genre, hvor det makabre og dystre spiller en mindre rolle end i så mange andre krimiserier.
Men derudover er der mange gode krimiserier at kaste sig over på TV 2 Play, f.eks. de danske krimiklassikere 'Efterforskningen', 'Alfa' og 'Hvide Sande', eller nogle af de mange gode serier fra bl.a. C More, SkyShowtime og Britbox, man også kan se via TV 2 Play.
Her er 3 gode krimiserier, du kan kaste dig over lige nu:
Rellik
Foto: Britbox
Som den kvikke seer og læser nok vil bemærke, er 'Rellik' ordet "Killer" stavet bagfra. Og det er netop en modbydelig morder - faktisk en seriemorder - vicekriminalkommissær, Gabriel Markham, og hans team arbejder på at finde i denne britiske serie. Men hurtigt viser det sig, at Markham selv har en personlig forbindelse til sagen, hvilket komplicerer efterforskningen yderligere.
Serien er skabt af Harry og Jack Williams, og på rollelisten finder man blandt andre Richard Dormer, Jodi Balfour og Kieran Bew.
Der er én sæson af 'Rellik' på TV 2 Play via BritBox.
Ulvesommer
Foto: CMore
Hans Rosenfeldt, der skrev manuskriptet til den dansk-svenske krimiserie 'Broen' og er manden bag Netflix-serien 'Marcella', har også skabt denne svenske krimiserie.
'Ulvesommer' følger kriminalbetjent Hannah Wester og hendes kolleger i den lille svenske by Haparanda, der ligger på grænsen mellem Finland og Sverige. Her finder man en død ulv med menneskerester i maven, og sagen ryster naturligvis den lille by. Politiet med Hannah Wester i spidsen må vende hver en sten for at forsøge at finde ud af, hvad der er sket.
Der er én sæson af 'Ulvesommer' på TV 2 Play via C More.
From
Foto: TV 2 Play
'From' er måske mere en thrillergyser end en egentlig krimi, og den sender tankerne i retning af Stephen Kings univers. Serien er i øvrigt skabt af flere af folkene bag 'Lost'.
Serien følger familien Matthews, der bliver ufrivillige fanger i en lille by, som ingen ved hvor ligger. Hvis de prøver at forlade byen, ender de blot ved dens begyndelse igen, som om de har kørt i ring. Og de er ikke de eneste, det er sket for.
Hvad værre er, at efter mørkets frembrud kommer monstrene frem i byen, og de har ét mål, nemlig at slå alle ihjel. Og her er finten: De kan tage form af folk, man kender.
Der er tre sæsoner af 'From' på TV 2 Play.