Den her rom-com er kriminelt ligegyldig

Få skuespillere hører til i den kategori af stjerner, som kan få mig til at se en film alene på grund af deres plads på rollelisten. Men når det kommer til komedier, er Will Ferrell én af dem.

Han er på én gang latterlig og genial, og hans talent er egentlig ikke at få folk til at grine, men at få dem til at grine af noget, man troede var for plat at grine af.

I ’You’re cordially invited’ spiller han sammen med selveste Reese Witherspoon, og således er der altså hele to trækplastre i den film.

Derfor er det heller ikke på nogen måde for meget at forvente, at man får sig et godt grin, når man lægger sig på sofaen og spenderer 1 time og 40 minutter på Prime Video. Det er trods alt en komedie.

Men, ja sådan et kommer der altså nu, problemet er, at man ikke rigtig griner på noget tidspunkt undervejs i den her meget undervældende komediefilm.

Faktisk er jeg ret sikker på, at det kun skete én gang, og det var ikke engang nogen af de to hovedrolleindehaveres fortjeneste, men takket være Nick Jonas, som i en kort sekvens spiller en præst, der uden nogen form for optakt pludselig begynder at synge ’With arms wide open’ af verdens værste rockband, nemlig Creed, mens han vier et brudepar på en badebro.

Dér kunne jeg ikke rigtig styre mig selv. Men det er – af en film som denne – selvfølgelig alt, alt for lidt af det gode. Hvilket på sin vis er lidt af et paradoks, fordi ’You’re cordially invited’ på mange måder er alt, alt for meget.

Der sker kort sagt det, at Jim (Will Ferrell) og Margot (Reese Witherspoon) hver især skal planlægge et bryllup på en afsides, men meget idyllisk ø, som har betydning for dem og deres familier, men af ganske dramatiske og uheldige årsager kommer hotellet til at lave en dobbeltbooking.

Og da Jim og Margot så tropper op med alle bryllupsgæsterne, har vi balladen. Der er nemlig kun plads til ét selskab på øen. Yikes!

Det ene bryllup er Jims datters, Jenni, som skal giftes med sin dj-kæreste Oliver, og det har Jim det i sig selv pænt stramt med, fordi de er alt for unge til at blive gift.

Derudover er Jenni hans lille øjesten, som han har været alene med siden hendes mors død og derfor altid har haft svært ved at give slip på.

Men nu står hun så der med alle sine TikTok-venner og hviner af begejstring, og hvad gør man så som pleaser-far? Man går all in.

Det andet bryllup er Margots søsters, Neve, som skal giftes med mandestripperen Dixon, der er dum som en dør, men har hjertet på rette sted.

Hun frygter, at deres bonderøvsfamilie vil misbillige deres ægteskab, og derfor beslutter Margot, der er en karrierekvinde med job i tv-branchen, at stå for det hele, så familien ikke blander sig.

Det hele ender selvfølgelig i totalt kaos:

Bruden får et blåt øje, under vielsen braser broen sammen, bryllupskagen går i stykker og Jim kommer op at slås med en alligator.

Men alt det her ved man allerede, hvis man har set traileren til ’You’re cordially invited’, og det gør næsten ondt at skrive, at der stort set ikke sker andet end det. Eller, selvfølgelig gør der det, det er bare alt sammen temmelig… ligegyldigt.

Ferrell er da sjov

Som regel opstår humor og latter i de øjeblikke, hvor der sker noget uventet. En person glider i en bananskræl. En person slår en skid. Man overraskes, og man griner.

I ’You’re cordially invited’ bliver man aldrig overrasket (bortset altså fra sekvensen med Creed), og selvom man sidder på nåle og venter på, at man kan mærke bare ét eller andet, der kilder i lattermusklerne, ender man med at blive skuffet.

Okay, Will Ferrell er selvfølgelig sjov. Han har funny bones, og hans blotte væsen er underholdende, men så meget desto mere vil jeg mene, at han skulle have udnyttet sine evner bedre i den her film (som må jeg have lov til at sige, har en elendig titel, der ligger helt skævt i munden. ’You’re cor-di-al-ly invited’?).

’You’re cordially invited’ er Will Ferrell på sit mest gennemsnitlige niveau nogensinde.

Og det på trods af at han virkelig arbejder for det – i mange scener okser han rundt, råber og skriger og poserer overgjort med sit efterhånden ikoniske score-blik, men det virker fladt og slidt, fordi man har set det så mange gange før i bedre film som ’Stepbrothers’, ’Anchorman’ og ’Blades of glory’.

Reese Witherspoon spiller på sin vis også røven ud af bukserne, og den får virkelig ikke for lidt, når hun speedsnakker sig gennem replikker som den her, hvor hun truer Jim i hotellobbyen:

”If you’re going to fuck with me, I’m gonna bust your face cause I’ve been doing pilates for 20 years, and it’s going to be embarrassing because you’re big, and I’m little.”

Den egentlige forbrydelse er i virkeligheden, at ‘You’re cordially invited’ er så hamrende mellem-sjov.

Hvem gider virkelig bruge sin tid på ting, film og serier, der er ”meh”? I en tid, hvor vi ikke mangler film at streame, men nok snarere gode, originale idéer og altså færre franchises, er det efter min mening en reel ugerning at producere film, der er så forglemmelige og forudsigelige, som det er tilfældet lige her.

Det er næsten ubegribeligt, at man overhovedet laver en så sløj komedie-film som ’You’re cordially invited’, der ganske vist er flot og sømløst produceret, men meget tæt på spild af tid.