Har du virkelig savnet den serie? Nu vender asketisk familie tilbage
Foto: Huynh/AP/Ritzau Scanpix
I 2008 fik fans af 90’er-serien ‘Beverly Hills 90210’ endnu en gang lov at komme ind på livet af den californiske, sociale elite i en reboot af publikumssuccesen med titlen ‘90210’.
I 2016 fik kaffeglade seriefans en reboot af ‘Gilmore Girls’ med navnet ‘Gilmore Girls – A Year in the Life’, mens 90’er-glade sitcomfans samme år kunne glæde sig over nye afsnit i selskab med familien Tanner fra ‘Full House’ under den nye titel ‘Fuller House’.
Og som om der ikke er kogt nok suppe på de gode, gamle serier, har Netflix netop givet grønt lys til, at der skal produceres endnu en reboot. Denne gang en lidt sær en af slagsen.
Det er nemlig historien om ‘Det lille hus på prærien’, der endnu en gang skal filmatiseres, skriver Variety.
– Vi er spændte på at dele ‘Det lille hus på præriens’ varige temaer om håb og optimisme med et frisk take på denne ikoniske historie, fortæller vicepræsident for dramaserier hos Netflix, Jinny Howe, til Variety.
Den originale tv-serie, der er baseret på en semi-autobiografisk bog af Laura Ingalls Wilder, blev første gang sendt i 1974 og fulgte familien Ingalss hverdag på den amerikanske prærie i slutningen af 1800-tallet. Ifølge Variety er bogen i dag blevet solgt i mere end 73 millioner eksemplarer.
Efterhånden er det blevet til hele otte sæsoner, tre film og nu også en reboot over historien om børnefamiliens op- og nedture.
Spørgsmålet er dog, om seererne har lyst til at tilbringe flere semi-kedelige afsnit med den asketiske familie.
Hverken ‘90210’, ‘Fuller House’ eller ‘Gilmore Girls’-rebooten trak samme gode seertal som deres storesøskende. Men om Netflix’ nye reboot klarer sig ligeså godt som præriehistoriens tidligere medieringer, må vi vente og se.
Castet er endnu ikke offentliggjort.