Emil Nielsen om håndboldfest, der ikke gik som planlagt: "Det kostede mig 10.000 kroner"
Foto: Kaspar Wenstrup
Emil Nielsen blev tilbage i 2019 vraget af landstræner Nikolaj Jacobsen med beskeden, at han var "for useriøs".
Nu, fem år senere, må man sige, at landsholdsmålmanden har gjort al snak om useriøsitet til skamme.
I DR-radioprogrammet "Det dér" medgiver han dog, at der på nogle fronter var noget om det, da landstræneren dengang udfordrede ham på hans modenhed.
Selv husker han en episode fra tiden deromkring, hvor han vist fik givet den lidt for meget gas i byen.
- Jeg havde et fly klokken fem, og vi havde en holdfest. Jeg pakker min taske, stiller den i opgangen, tager mit pas med i byen og direkte i lufthavnen.
- Idéen var ikke god, for passet kom ikke med hjem, så jeg tog et morgentog til Paris godt bedugget og så ind på ambassaden. Det kostede mig 10.000 kroner, så måske var jeg ikke så moden.
Det er ikke en underdrivelse at sige, at Emil Nielsen er kommet efter det siden da.
Han kan allerede nu kalde sig for verdensmester og olympisk mester.
Så vandt han også Champions League sidste år med sin klub Barcelona, og så blev han kåret som MVP (den mest værdifulde spiller, red.) i 2023/24-sæsonen ved Det Europæiske Håndboldforbunds (EHF) “Excellence Awards” 2024.
Fredag går han så på banen til endnu en stor kamp.
Nemlig VM-semifinaleopgøret mod Portugal.
Denne artikel blev første gang bragt af Se og Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.