Statistikken fortæller mig, at mit problem er normalt. Så hvorfor taler vi ikke mere om det?

Nina Pratt er journalist og radiovært. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I åbningsscenen fra TV2-serien ‘Kill Joy’ har hovedkarakteren, Nanna, sex med sin kæreste.

“Jeg kommer”, stønner hun euforisk, mens hun rider ham.

“Jeg kommer”, istemmer kæresten.

Unge og smukke gynger de sammen ind i orgasmen. Men så sker der noget: Nanna ser direkte ind i kameraet. Der er noget, hun gerne vil fortælle seeren. Og desværre forstår jeg med det samme, hvad det er.

Der er visse ting i livet, der er uretfærdige. Som at man kan leve übersundt, men stadig få kræft som 23-årig. At nogen kan være både smuk og rig. Og at en simpel kop kaffe nu koster 50 kroner i København.

Og sidst, men ikke mindst, at mænd har nemmere ved at få orgasme end kvinder.

Det er efterhånden slået fast med syvtommersøm. Blandt andet af befolkningsundersøgelsen Projekt Sexus fra 2019, der viste, at lige knap en fjerdedel af kvinder mellem 16-24 år havde besvær med at få orgasme under sex.

Det samme gjorde sig gældende for en tyvendedel af mænd. Lignende og sågar ringere tal fremgår i amerikanske undersøgelser af den såkaldte orgasmekløft.

At læse resultaterne for undersøgelsen er lidt ligesom at høre meteorologen annoncere, at det bliver en sommer med lortevejr: skuffende, men ikke overraskende. For jeg er selv placeret i den kedelige ende af statistikken.

Jeg har meget svært ved at få orgasme.

Jeg stirrer med jalousi over på mændene, der står på den solrige side af denne Grand Canyon’sk store kløft imellem os.

Ved de, hvor godt de har det derovre? Kan de se, hvor mange kvinder, der står her på skyggesiden?

Det tror jeg ikke, de kan. For der er en god grund til, at kvinders manglende orgasmer ikke er belyst.

En skamfuld jagt

Jeg har en sten i maven, mens jeg skriver denne klumme. Det er flovt at fortælle, at jeg har svært ved at opnå orgasme. Det er en følelse af at være den kejtede 17-årige i den præpubertære krop, der nægtes adgang til it-klubben, hvor alle de cool kids opholder sig.

Det er følelsen af at være dårlig til sex. Og vi vil alle gerne være gode til sex. At være god til sex er en social valuta på samme måde som nye sneakers eller at have stået i Pitten til Charli XCX koncerten på Roskilde Festival.

Den sammenligning er måske ikke værst. Når mine veninder taler om orgasmer, er det, som om de taler om den koncert, de alle tog til, men hvor jeg udeblev. Bandet og sangene lyder bekendte, men jeg har ingen tilknytning til dem. Jeg kan godt sætte mig ind i, hvorfor musikken lyder fed, men den taler ikke til mig.

På en god dag er samtalen spændende. På en dårlig dag får den mig til at føle mig ensom.

En følelse, jeg tilsyneladende ikke er ene om. I den biografaktuelle film ‘Babygirl’ spiller Nicole Kidman den magtfulde CEO Romy Mathis, der bag al glamouren gemmer på fantasier om at blive domineret og ydmyget seksuelt. Det fortier hun i en sådan grad, at hun ikke fortæller sin mand gennem 19 år, at hun aldrig har fået en orgasme sammen med ham.

Faktisk kan hverken Nanna fra ‘Killjoy’ eller Romy fra ‘Babygirl’ fortælle deres partner, at de bøvler med den der dumme orgasme. Det virker jo paradoksalt - hvis ikke man fortæller sin partner om problemet, hvordan skal det så nogensinde blive bedre?

Men her kommer hagen: De skammer sig. De skammer sig, når de ikke kan opnå orgasme, og de skammer sig også, når de aktivt jagter den. De har sex på mændenes præmisser. Og så er de i øvrigt bange for at såre mændenes ego.

Det gør ondt at se på, for det er pinagtigt genkendeligt. En følelse af patriarkatet, der rækker en fysisk hånd ud gennem tv-skærmen og båtter mig på næsen. En påmindelse om, hvor tabubelagt kvinders seksualitet og sexdrift stadig er.

Hullet i sproget

Der findes en populær strategi, når det kommer til at få bugt med tabuer. Den lyder, at de skal tales ihjel. Men i samtalen om kvinders manglende orgasme er det, som om vi mangler et sprog.

For hvad er egentlig østrogenpendanten til blue balls? Hvorfor er ord som ‘orgasmekløft’ og ‘anorgasme’(orgasmeforstyrrelse hos kvinder, red.) ikke at finde i de danske ordbøger?

Jeg ringer til sprogforsker ved Dansk Sprognævn Marianne Rathje for at blive klogere. Hun fortæller, at der ganske rigtigt mangler et sprog, når det kommer til at beskrive kvindelig seksualitet.

“Manglen på et sprog for kvindelige orgasmer afspejler som det meste sprog samfundets normer og værdier, og historisk set har kvinders seksualitet og seksuelle nydelse ofte været mindre synlig og mindre italesat end mænds”, fortæller hun.

Faktisk er der en decideret asymmetri i, hvordan de to køns seksualitet behandles sprogligt. At der eksempelvis ikke findes en kvindelig ækvivalent for udtrykket ‘blue balls’ er et godt eksempel, siger hun.

“Udtrykket ‘blue balls’ er en metafor, der understøtter en opfattelse af mandens seksualitet som noget presserende og fysisk nødvendigt. Manglen på en tilsvarende metafor for kvinder afspejler, hvordan kvinders seksualitet traditionelt ikke er blevet betragtet som lige så ‘påtrængende’ eller ‘naturligt nødvendig’ som mænds”, siger hun og tilføjer, at kvinders seksualitet længe har været omgærdet af “skam og stilhed”.

Tabuet har gjort, at der ganske enkelt ikke har været behov for at udvikle et bredere sprog omkring kvindelig seksualitet. Men det kan være, at det er ved at ændre sig nu. Et godt sted at starte, fortæller Marianne Rathje, er en offentlig debat.

“Det skete med udtryk som ‘mental load’ sidste år, hvor folk blev bevidste om fænomenet. Et lægefagligt ord som ‘værnemidler’ blev pludselig kendt under corona, så det sker. Når samfundet ændrer holdning til et emne, følger sproget med.”

Marianne Rathje fortæller afslutningsvis, at hun ikke kendte til ordene ‘orgasmekløft’ og ‘anorgasme’ inden vores samtale - men at hun nu har tilføjet dem i Sprognævnets Ordsamling. Det betyder, at de på et tidspunkt kommer i ordbogen.

Den oplysning får mig til at smile. Grinende tænker jeg, at det er et lille skridt for mig, men et kæmpe skridt for alle med vulva.