Jacob hentede altid sin søn, når det blev sent efter en bytur. Den første gang, han blev forhindret, gik det galt

Hver aften går Jacob Krabbe Søe ind på sin søns værelse for at sige godnat. Han kysser billedet af ham på væggen, retter dynen på den tomme seng og slukker lyset, inden han atter forlader rummet.

Værelset ser ud, som Mathias efterlod det for snart to år siden. På skrivebordet står stadig de tre Fanta-dåser, som han drak, mens han spillede computer for sidste gang.

– Jeg kan ikke få mig selv til at fjerne dem endnu, siger Jacob og kigger sørgmodigt på gamerstolen, hvor han nu selv sidder med jævne mellemrum for at føle sig tættere på den søn, han mistede så brat i en alder af blot 18 år.

Han fejrer også stadig hans fødselsdag den 29. maj, selv om det nu er en af årets sværeste dage. Så samler han de nærmeste og holder en tale for og om Mathias.

– Hele verden har så travlt med ikke at snakke om de døde. Jeg synes, det er vigtigt at holde minderne om dem i live, forklarer Jacob, der derfor gerne taler om sin yngste søn.

Var helt sin egen

– Han var helt sin egen. En tænksom og nysgerrig dreng, der satte spørgsmålstegn ved alt det, vi andre er blevet enige om. Han havde ikke travlt med at ligne de fleste – tværtimod, siger Jacob og fortæller med et smil, at Mathias blandt andet havde kælerotterne Banan og Pølle, og at han med vilje valgte et ”utjekket” gamernavn: Mister Potato.

– Han tog ikke sig selv højtideligt og havde en fantastisk underspillet humor og facon i det hele taget. Der var en enorm ro over ham, og jeg vendte ofte problemstillinger med ham, for han kunne tale tingene ned med én sætning. ”It is, what it is”, sagde han bare. Og så havde han fjernet alle mine bekymringer.

Jacob er taknemmelig for, at Mathias ikke løsrev sig fra ham i teenagealderen, som unge ellers tit gør. De havde et tæt bånd til det sidste. De så film, vandrede i naturen og dyrkede yoga sammen.

– Hvor mange andre 18-årige gider lige at dyrke yoga med deres far? spørger Jacob og mindes desuden stunderne, hvor de sammen byggede og reparerede på huset.

– Han gik på htx og drømte om at blive arkitekt eller smykkedesigner. Han var kreativ og glædede sig til snart at skulle på kunsthøjskole, siger Jacob om det sted, hans søn var i livet, da det pludselig sluttede.

Væltede på cykel

En aften i marts 2023 tog Mathias i byen for at mødes med en veninde. Normalt ville hans far have hentet ham bagefter, men denne aften var han forhindret, og det var første gang, Mathias selv skulle finde hjem efter en bytur.

Han stod af toget på Jersie Station og greb sin cykel for at køre de sidste tre kilometer hjem til sin far i Solrød.

Ved 3-tiden den nat ringede det på døren hos Jacob, der i mellemtiden selv var kommet hjem. Udenfor stod nogle ambulancefolk. ”Vi har fundet din søn, men tag det roligt. Han er bare faldet på sin cykel og har fået en hudafskrabning på benet. Han er fuld og skal sove rusen ud”, hørte Jacob dem sige.

– Lidt efter kom de ind med Mathias. Han var flov, men samtidig kæk, som man nu kan være i småberuset tilstand. Han børstede tænder, tog nattøj på og ville spille computer, men jeg insisterede på, at han skulle sove. Jeg var vred over den måde, han kom hjem på, så vores sidste ord til hinanden var desværre ikke så kærlige. Det har jeg haft det svært med siden, siger Jacob, som efterfølgende fik at vide, at sønnen var blevet fundet bevidstløs på cykelstien, 50 meter fra stationen.

Da Mathias havde sovet i en times tid, hørte Jacob ham falde ud af sengen. Han lagde sig på en madras inde på værelset hos ham og lagde mærke til, at Mathias snorkede mærkeligt. Men han var jo også forkølet, tænkte Jacob, inden han selv faldt til ro. Ved 6-tiden stod han op og gik nedenunder.

– Jeg hørte Mathias trække vejret højt og tydeligt og troede, at alt var godt. Da han stadig ikke var vågnet klokken 12, gik jeg op for at vække ham. Men jeg kunne ikke.

Vågnede aldrig

Jacob ringede efter en ambulance, men redderne havde heller ikke held med at vække Mathias. Far og søn blev derfor kørt til Rigshospitalet, hvor Mathias’ mor, som bor i Jylland, senere stødte til. En scanning afslørede, at Mathias under faldet på cyklen havde pådraget sig et kraniebrud, som nu havde ført til en alvorlig hjerneblødning.

De næste to døgn svævede han mellem liv og død, koblet til en respirator. Jacob beskriver tiden i uvished som ulidelig.

– Jeg anede ikke, om det var nat eller dag og kunne kun håbe på det bedste, så det gjorde jeg til at starte med. Han lå der med sit flotte lange hår, som han var så stolt af, og mine første bekymringer gik på, om han ville blive ked af, at de havde barberet noget af det af. Så blev det til, at jeg tænkte på, om han ville ende i kørestol, hvilket liv han i så fald ville få, og hvordan jeg praktisk kunne lave en rampe til ham i huset.

Men så – den 21. marts – forsvandt alt håb. Forældrene fik besked om, at der ikke var mere at gøre. De skulle nu beslutte, om de ville donere sønnens organer. Først var de i tvivl, men da Mathias’ storebror, Joachim, sagde, at det var dét, Mathias ville ønske, vidste de, at han havde ret.

– Mathias hjalp altid andre, når han kunne komme til det – og donationen hjalp også. Der var fem, som fik hans organer, blandt andet hans hjerte. Vi fik at vide, at det gik til en yngre mand, men ikke hvem, siger Jacob, som kalder det en overvældende tanke, at hans søns hjerte nu banker i en anden.

– Jeg er ikke helt der, hvor jeg kan glæde mig over det endnu, for jeg ville jo gøre alt for at få Mathias tilbage. Men det var det rigtige at gøre, mener Jacob og fortæller, at familien efterfølgende har oprettet en indsamling i Mathias’ navn, hvor pengene går til foreningen ”Organdonation – ja tak!”.

Plaget af skyld

Efter sønnens død har Jacob – foruden sorgen – været plaget af skyldfølelse over, at han ikke hentede ham efter byturen den aften.

– Folk har kaldt mig ”hønefar” og grinet lidt af, at jeg altid kørte rundt efter ham, men min opgave var jo at passe på ham, forklarer han.

Jacob føler sig desuden alene og anderledes, fordi det kun er få, der helt kan sætte sig ind i hans situation. Han har søgt støtte i sorggrupper, hvor han er kommet i kontakt med andre forældre, der har mistet et barn. Det hjælper at have nogen at spejle sig i og et sted, hvor alle følelser er accepterede og normale.

Der er også noget andet, som giver en form for trøst. Jacob har på fornemmelsen, at han får tegn fra Mathias i form af duer.

– Da vi holdt hans fødselsdag i haven, to måneder efter bisættelsen, lagde jeg mærke til, at der under min tale til ham sad en due på tagryggen og kiggede ned på mig. Jeg kan ikke forklare hvordan, men den havde et helt særligt blik i øjnene, som fangede mig. Det samme skete på en vandretur i Spanien, hvor jeg var rigtig ked af det. Jeg kiggede op på en palme, og der sad en due, som stak ud fra omgivelserne på samme måde, fortæller Jacob og kommer med flere eksempler:

– En dag, hvor jeg gik tur i skoven, sagde jeg højt til Mathias: ”Hvis du hører mig, så send mig et tegn”, og ti sekunder efter fløj der pludselig en due op af skovbunden. En anden gang, hvor jeg sad ved hans grav, bad jeg ham også om at sende mig et tegn, inden jeg forlod kirkegården, og på vej ud svævede der fire duer over mit hoved.

Ønsker kontakt

Jacob håber, at det ikke blot er indbildning, men at Mathias stadig er hos ham. Han har derfor kontaktet clairvoyant, Selma Ambirk, i håbet om, at hun kan mærke hans tilstedeværelse.

Selma får ikke oplyst noget om familien eller baggrundshistorien i forvejen. Da hun møder Jacob i hans hjem, fornemmer hun to afdøde – en ældre og en yngre mand. Hun vælger at fokusere på sidstnævnte, da han træder klarest frem.

– Min følelse er, at han er i teenagealderen, og han bliver ved med at vise sit hår. Det kunne godt være langt, for han puster, som om det skal væk fra øjnene. Det er en finurlig ung fyr, som så verden på sin egen måde. Han var ikke bange for at skille sig ud, begynder Selma.

Hendes beskrivelse passer præcist på Mathias og gør tydeligt indtryk på Jacob.

– Hvor passer han bare på dig, Jacob. Og så siger han: ”Ligesom du passede på mig, far”, så det må være din søn, du har mistet? spørger Selma.

– Ja, siger Jacob stille.

– Han giver mig en følelse af, at det hele nok skal gå. Når jeg spørger ham, hvordan han døde, så bliver der lidt stille. Men han viser mig hovedet og ”pludseligt”. Det kan ikke være lang tid siden – inden for fem år. Han viser mig marts måned og siger, at højtider og især fødselsdage er rigtigt svære for dig. Men han ved, at han bliver fejret, understreger Selma.

Jacob synker en klump i halsen. Det betyder meget for ham at høre, at Mathias følger med og ser, hvor savnet og elsket han stadig er.

Tag det roligt, far

– Du har det virkelig svært, fortæller han. Jeg spørger ham, hvad skal jeg sige til dig i den forbindelse. ”Nu skal du tage det roligt, far”, siger han. Den rolige energi, som han selv har, vil han rigtig gerne give videre til dig, forklarer Selma.

– Hvem er Jokke? spørger hun så.

– Det er hans storebror, smiler Jacob, der er overrasket over, at Selma kan nævne Joachims kælenavn.

– Ham passer han også på. Han ved, at der bliver snakket om ham, og han synes, det er beærende, at så mange stadig mindes ham. Er der noget, du vil spørge ham om? fortsætter Selma.

– Kan du spørge mere ind til den aften, han døde – om han havde smerter, og hvad der skete? siger Jacob.

– Han viser mig udenfor, og at det var sent. Jeg ved ikke, om han havde drukket, men det virker ikke, som om han var helt i balance. Jeg kan ikke finde ud af, om det havde noget med en knallert eller en cykel at gøre, for han viser mig begge dele, men jeg føler ikke, at der var andre involveret. Jeg føler heller ikke, at han døde på stedet. Når jeg spørger, om han mærkede noget, siger han: ”Kun træthed”. Så han mærkede ikke smerte, fastslår Selma og tilføjer:

– Det havde været en god og sjov aften, og det sad stadig i ham. Jeg skal sige til dig, at du ikke kunne have gjort noget anderledes. Du tager overansvar, og du har følt dig anderledes efterfølgende – vil det give mening?

– Ja, svarer Jacob bestemt.

– Jeg får gåsehud, og det betyder, at jeg skal blive ved det emne. Han giver mig en følelse af, at det vil være godt for dig at finde frem til en accept af det, der er sket. Han skulle af sted i den periode, om du vil det eller ej. Han siger: ”Det er tid til, at du skal finde glæde igen”, og så gentager han, at han er der – bare på en anden måde, fortæller Selma.

Sammen med farfar

– Nu ser jeg en mindeside, så der må være oprettet noget i hans navn, hvad enten det er en fond eller noget andet. Det ved han godt, og han er glad for den måde, det hele blev taklet på, siger hun så og fortsætter:

– Den mand, der er ved siden af ham… kan det give mening, at det er hans bedstefar, der er gået bort?

– Ja, siger Jacob, som også har mistet sin far – Mathias’ farfar.

– Han er sammen med ham, bekræfter Selma.

Hun fortæller så, at hun har følelsen af, at Mathias sender tegn til sin far.

– Kan han vise hvordan? spørger Jacob nysgerrigt.

– Jeg føler, at der er en fugl, der kommer på besøg. Har du oplevet det? vil Selma vide.

– Ja, smiler Jacob.

– Det er ham. Jeg får også lyst til at sige, at han lægger fjer til dig, og det siger jeg, fordi han har den lethed. Min følelse er, at han fuldstændigt har fundet sin plads. Når jeg spørger ham, hvad han laver på den anden side, så er han underviser for nogen på sin egen alder. Han har en særlig måde at anskue verden på, så det er givtigt for andre, der er gået bort – og når det er din tur, så vil han være den første til at tage imod dig, siger Selma.

Glæder sig til gensyn

Hun kan mærke, at Mathias trækker sig, og lader ham slippe. Efter seancen sætter Jacob ord på oplevelsen, han netop har haft:

– Jeg føler helt sikkert, at der har været kontakt, og det kan jeg leve højt på længe – forhåbentlig altid. Det var overvældende fra start, da Selma talte om, hvor stolt han var af sit lange hår, og beskrev hans personlighed så præcist. Da tænkte jeg straks, at det var Mathias. Så er han her jo stadig, og så ser jeg ham igen. Det glæder jeg mig til.

Denne artikel blev først bragt hos Ude og Hjemme, der også ejes af Aller Media. Artiklen er en del af Ude og Hjemmes serie: Afdødekontakt.