Der kunne gå flere dage, hvor Tania ikke talte med et andet menneske: "Det var en illusion, der brast"

Planen var god nok. Tania Jørgensen, 47, var blevet skilt efter cirka 16 års samliv, heraf fem års ægteskab, og var flyttet tilbage til Sakskøbing, hvor hun havde tilbragt sin ungdom. Hun holdt af byen, havde fundet et lille hyggeligt hus og kendte alle de gode natursteder at gå tur med hunden Maggie. Hendes to voksne døtre fra et tidligere ægteskab og de tre børnebørn boede i andre byer, og der var ikke rigtig noget, der holdt hende i Skørringe, hvor eksmanden boede.

– Jeg havde en forestilling om, at jeg skulle genoptage kontakten med dem i Sakskøbing, jeg kendte fra de unge dage, at vi ville mødes i gadebilledet og snakke, og at jeg hurtigt ville få en omgangskreds, fortæller Tania, mens hun aer hunden Maggie, der har lagt sig klar til en lur i sofaen.

Sådan gik det ikke. Den tidligere veninde var flyttet fra byen, andre var travlt optaget af deres eget, og det blev kun til et hurtigt nik, når Tania mødte dem. Tania er på førtidspension grundet et hårdt, langvarigt kræftforløb og havde derfor mistet tilknytningen til arbejdsmarkedet, hvor hun ellers havde arbejdet inden for børn- og ungeområdet i 10 år og desuden som sosu-hjælper.

Gradvist gik den smertefulde erkendelse op for hende. Hun var alene og ensom.

– Puha … så sad jeg der i sofaen og kunne se på de sociale medier, hvordan andre havde det sjovt i hinandens selskab, men jeg havde ingen at ses med eller ringe til for at lave en hyggelig aftale. Jo, jeg kunne da snakke til Maggie, men det er jo ikke helt det samme. Der kunne gå to-tre dage, hvor jeg ikke talte med et menneske, foruden når jeg købte ind. Det gjorde ondt, erkender Tania, der ellers betegner sig selv som et åbent, spontant og favnende menneske, der aldrig har haft problemer med det sociale.

– Det var en illusion, der brast, og jeg var både ked af det og nærmest ved at blive lidt vanvittig over situationen. Jeg havde altid haft mennesker at omgås, nu var der hverken en at lave kaffe eller mad til, drikke et glas vin med - eller bare vaske tøj for. Jeg kunne have meldt mig ind i en forening eller klub, men det var jo ikke en times badminton eller fitness, jeg søgte, men hyggeligt samvær og gode samtaler, lyder det fra Tania, der mærkede den triste ensomhedsfølelse i cirka 3-4 måneder.

En dag blev det for meget for hende. Hun tog Maggie med en lang tur ved stranden, og her fik hun idéen. Hun ville selv række hånden ud på Facebook, for ”sociale medier er alle på”, som hun siger, og i øvrigt måtte der da være andre, der havde det ligesom hende? ”Fællesskabet Sakskøbing” var nogle timer senere en realitet, og allerede samme dag havde Tania til sin store jubel accepteret cirka 30 anmodninger om medlemskab i Facebookgruppen.

Reglerne i gruppen er simple. Man opretter en begivenhed, og intet er for stort eller for småt, så skriver man, hvor mange der kan deltage, og hvor det foregår. Det er ikke et sted, man søger en kæreste, for det er der så mange andre apps og sider, der tilbyder, siger Tania, der er eneste administrator i gruppen. Meningen med ”Fællesskabet Sakskøbing” er at samle folk til hyggelige begivenheder, hvor man er med i det omfang, man selv har lyst til og kan rumme.

En kæmpe forskel

Tania lagde hus til den allerførste begivenhed: Kaffe og kage hjemme hos hende med fire deltagere. Det blev en succes, og det har gruppen fortsat med at være.

I dag tæller den over 630 medlemmer.

– Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig så stor tilslutning, siger Tania, og rækker mobilen frem for at vise, hvor mange forskellige arrangementer der er løbet af stablen siden gruppens start for godt et år siden.

De ligger som perler på en snor med blandt andet shelterture, koncerter, brovandring, speedway, efterårskreasysler, hypnoterapi og plantemarked – foruden de mere faste arrangementer såsom den månedlige fællesspisning på den lokale cafe, hvor 25 kan deltage. Her bliver der lynhurtigt booket, men man har også muligheden for at mødes ved et andet tilbagevendende månedligt arrangement: Fredagsbar på pubben.

– Nogle kommer bare for at drikke en enkelt øl og sige hej. Vi, der bor i byen, slingrer dog oftest først hjem ved et-to-tiden, griner Tania, der deltager i cirka et arrangement om ugen.

Hun kan nemlig også godt lide at trække stikket indimellem, kræfterne er ikke altid til det store. Men har folk i gruppen ikke set opslag fra hende en dag, kan de sagtens finde på at ringe eller lige kigge forbi for at tjekke, om hun er ok.

– Ensom er jeg i hvert fald ikke mere, lyder det med et stort smil fra Tania, der også har fået fem tætte veninder fra Fællesskabet.

Faktisk de bedste veninder, hun nogensinde har haft, siger hun. Hun har for nylig medvirket i en TV 2-dokumentarserie om ensomhed, og pludselig var hun blevet et mere kendt ansigt i byen. Opmærksomheden blev lidt for meget for Tania en dag, derfor kørte hun til Nykøbing for at handle.

– Jeg gik rundt om en af hylderne og kunne godt se, at en dame kiggede. Hun var ikke så høj, så jeg tænkte, hun nok skulle bruge min hjælp, og sagde ”dav, dav”. Hun spurgte så, om det ikke var mig med Fællesskabet, og så fik vi en god snak, der handlede om, at hendes datter ikke havde det så godt i skolen, om hun mon kunne få glæde af gruppen? Så sagde jeg, at de begge var så hjerteligt velkomne.

Medlemmerne tæller både mænd og kvinder, yngre som ældre, ikke alle er fra Sakskøbing, nogle er fra byer en times kørsel derfra.

Alle har dog til fælles, at de trænger til sociale kontakter, men det betyder ikke, at begrebet ensomhed er på dagsordenen, når folk ses.

– Nej, vi italesætter ikke ensomhed, vi er her lige nu og her for at hygge os, men vi kan godt tale om, hvad fællesskabet har gjort for os hver især, siger Tania, der ofte får ros og søde kommentarer med på vejen for sit initiativ, når hun ses med de andre.

Selv er hun ydmyg omkring det. For hende handler det om at vise, at det ikke er så farligt at række hånden ud. Faktisk er man nødt til det, hvis man ønsker at bryde sin ensomhed.

– Jo, gu’ er det da grænseoverskridende at tale om, at man er ensom, men der sker altså ikke noget, hvis man bare bliver siddende i sofaen. Man bliver nødt til aktivt at handle på følelsen, og det kan også bare være i det små. Har man for eksempel hund og altid møder den samme person med sin hund, kan man jo spørge, om man ikke skal mødes en dag og gå tur sammen? Eller banke på hos den nye nabo og byde på kaffe, råder Tania, der synes, alle byer burde have et Fællesskab.

– Man skal lige ud af sin comfort zone, og der er jo intet at tabe ved det, for ensomhed er meget usundt for helbredet og kan føre til blandt andet depression, angst og dårlig livsstil. Jeg har slet ikke ord for, hvor meget det har givet mig at starte Fællesskabet Sakskøbing. Det har æren for, at jeg er kommet mig over både flytning og skilsmisse og har mange dejlige mennesker i mit liv nu.

Denne artikel blev første gang udgivet i SØNDAG uge 3/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.