Modedronning hyldet af kongen: Jeg er slet ikke færdig
![Anna Wintour](https://imgix.femina.dk/2025-02-05/20250204-132253-L-5000x3656ma.jpg?auto=format,compress&fit=crop&ar=414:548&crop=faces,entropy)
Anna Wintour
Foto: Andrew Matthews/AFP/Ritzau Scanpix
Britiske Anna Wintour, der er den længst siddende chefredaktør for modemagasinet Vogue, modtog tirsdag titlen ‘Companion of Honour’ af Kong Charles og er altså blevet medlem af Æresriddernes orden, skriver BBC.
Men hvis man tror, at denne hæder var sidste bedrift i den 75-årige modedronnings karriere, så kan man godt tro om.
– Det får mig til at blive endnu mere overbevist om, at jeg har så meget mere at opnå, fortalte Anna Wintour til BBC kort efter slotsbesøget i går.
Den ikoniske chefredaktør har siddet på posten siden 1988, og det er ikke hendes første gang på slottet. I 2017 blev hun udnævnt til ‘Dame’ af Dronning Elizabeth II, som hædrede hende for hendes betydningsfulde arbejde inden for mode og journalistik.
– Sidste gang jeg var her, gav Dronningen mig en medalje, og vi blev enige om, at vi begge havde været på vores poster længe. I morges spurgte Hans Kongelige Højhed om denne hæder betyder, at jeg stopper med at arbejde, og jeg svarede “nej”, fortalte modedronningen om sit møde med kongen.
Anna Wintour behøver ikke at bekymre sig om, hvorvidt det bliver ensomt i Æresriddernes orden. Hun er nemlig kommet i fint selskab med blandt andre Dame Judi Dench, Sir Elton John og Sir Paul McCartney.
Æresriddernes orden blev uddelt på Buckingham Palace i forbindelse med Kongens fødselsdagshædringer, der blev offentliggjort på hans statslige fødselsdag i juni 2023. Ordenen tildeles udvalgte briter, der har spillet en stor rolle inden for kunst, videnskab, medicin eller politik.