Rørt dronning efter skyderi: Hvor blev det smukke Sverige af?
Foto: Anders Wiklund/TT/Ritzau Scanpix
Det var et forfærdet og chokeret svensk kongepar, der onsdag ankom til den svenske by Örebro, hvor et skoleskyderi fandt sted tirsdag. Det skriver det svenske nyhedsbureau TT ifølge Ritzau.
- Det er sket mange steder i verden, og nu er det sket her. Vi må prøve at forstå denne grusomhed, siger kong Carl Gustaf ifølge SVT. Til Aftonbladet fortæller han, at hele Sverige er i sorg.
- Vi tænker på dem, der lider, dem, der døde og deres pårørende. Skoleledelsen og alle eleverne, siger Carl Gustaf til mediet.
Politiet har oplyst, at mindst 11 personer - gerningsmanden inklusiv - mistede livet under tirsdagens skyderi.
Den svenske dronning Silvia fortæller ifølge SVT, at hun har et stort ønske til hele det svenske folk:
- Hvor blev det smukke Sverige af? Jeg vil virkelig bede alle om at hjælpe med at bygge det op igen. For at styrke navnet. Hvad det vil sige at være svensk, siger hun ifølge SVT.
Omkring 12.30 tirsdag fik politiet besked om et skyderi på Campus Risbergska i byen, der ligger omkring 200 kilometer fra Stockholm.
En mand på 35 år er udpeget som manden bag skyderiet. Han menes at have handlet alene, og der er ikke aktuelt mistanke om terror, skriver svenske medier.