Tårnhøj underholdningsværdi i musicalklassikeren ’The Sound of Music’

Den er måske en af de mest populære musicalfilm og mest spillede musicals over hele verden. Mange vil nok kunne nynne med på ’My Favorite Things’ eller ’Do-Re-Mi’.

Selv er jeg flasket op med den som filmisk juletradition og kan derfor historien om den uregerlige nonne-novice Maria, der forlader klostret for at blive guvernante for kaptajn von Trapps syv børn, til hudløshed.

På Det Ny Teater er det efterhånden også blevet en 10-års-tradition at spille Rogers og Hammersteins musicalklassiker ’The Sound of Music’. Således har man kunnet opleve den i både 2004, 2015 og nu igen i en ny iscenesættelse af instruktør Martin Lyngbo.

Frisk luft på det gamle teater

At kalde det en helt ny iscenesættelse er dog nok, hvad man kan kalde en salgsmæssig stramning, for på overfladen ligner forestillingen umiskendeligt meget den, vi så i 2015, og det er da også samme scenograf, Paul Farnsworth.

Nuvel – det er også en flot og storslået scenografi med effektive tordenvejrsbjerge og tårnhøje og detaljerige kulisser. Her er ingen hjælp fra moderne LED-skærme, og sådan er det gerne på Det Ny Teater – lidt klassisk og konservativt.

Jeg har de senere år kritiseret dem for at lave lidt bedagede opsætninger, og selvom deres ’The Sound of Music’ er alt andet end ny, må jeg alligevel sige, at det med denne opsætning er, som om lidt frisk bjergluft er trængt ind på det gamle teater.

Høj underholdningsværdi

Det er oplagt at tilskrive den erfarne, men på Det Ny Teater nye, instruktør, Martin Lyngbo, den ære. I hans hænder virker forestillingen til at have fået et skud frisk energi, og underholdningsværdien er tårnhøj.

Lyngbo har god forståelse for fordelingen af tempoet i den lange og ambitiøse fortælling, der måske nok starter som en sød kærlighedshistorie, men pludselig også lader samtidens virkelighed få afgørende og skrækindjagende betydning.

Historien lever dog især gennem karaktererne, som Lyngbo har instrueret med særlig opmærksomhed på de nuancer og dybder, der findes i dem.

Troværdigt skuespil med dybde

Isabel Schwartzbachs Maria har en sødmefuldhed over sig, som ved første blik kan virke lidt glat. Hendes stemme er glasklar og sikker, da hun åbner forestillingen med en flot sunget ’Bjergenes sang’ (’The Sound of Music’).

Men man skal ikke lade sig narre, for Schwartzbach har fanget Marias kækhed og charme, som hun lader sive igennem i et legende og troværdigt spil. Lige så overbevisende er Kim Hammelsvang, der endnu engang beviser sit særlige talent for at spille sjove, charmerende, halvdumme skiderikker med tvivlsom moral.

Og Louise Fribo er ganske enkelt vidunderligt god som abbedissen, som hun spiller med lunt glimt i øjet og kuldegysningsfremkaldende og storslået stemme, når hun lukker første akt med en lige i skabet udgave af ’Stig op på bjerget’ (’Climb Every Mountain’).

Usædvanligt mærkbar Von Trapp

Kaptajn von Trapp kan hurtigt blive en lidt poleret og overfladisk figur. Det er sjældent ham, der rigtig tager kegler. Men Lyngbo og skuespiller Peter Plaugborg har tilsyneladende gennemskuet, at der faktisk er tale om en karakter med rige dybder at mæske sig i som skuespiller.

Plaugborgs øjne lyner af tavs strenghed, der får alle til at makke ret i hans nærvær, mens hans lejlighedsvise vredesbrøl får os til at forstå, hvorfor alle gør, som han befaler. Men Plaugborgs portræt er især rørende, fordi disciplinen og det anstrengte forhold til hans børn er drevet af sorgen over tabet af hans kone. Han tør ikke andet end at distancere sig.

Med sårbarheden vævet så fint ind i karakteren, bliver det pludselig også troværdigt, da han bløder op, når først musikken, Marias sprudlende væsen og kærligheden tvinger sig vej gennem hans panser.

Det gør ikke noget, at Plaugborg ikke står mål med sine kollegaer sangteknisk, for det han gør er mærkbart. Sangen Edelweiss rammer på en helt anden måde, når den ikke er skønsang, men i stedet leveres af en dirrende og determineret von Trapp med tårevædede øjne.

Tårnhøjt teknisk niveau

’The Sound of Music’er ikke nogen nem musical at gøre god. Sangene kan ikke bare lires afsted, men har gennemgående et niveau, der kræver dygtige veluddannede musicalperformere og sangere.

Det forstår Det Ny Teater heldigvis, som ofte udmærker sig ved at vægte teknisk snilde og talent over kendisstatus. Således er det også et utroligt stærkt hold, der her fremfører de populære sange og får det til at risle ned ad ryggen, når de høje nonnetoner leveres med overbevisende sikkerhed.

Selv børnene, der ellers kan være en udfordrende størrelse at få til at fungere på en scene, står skarpt og rent på både på sang og spil. Det er simpelthen en fornøjelse, når de er på.

Ensemblets niveau gør det nemt at overse de mere mærkværdige valg, som f.eks. den voldsomme mængde tjenestefolk i huset, de mandlige nonner og den lidt fesne koreografi.

Hvad der til gengæld ikke kan overses, er den elendige lyd, der ikke yder de dygtige musicalspillere retfærdighed. Flere af dem lyder, som sad de nede i en kasse og sang, og hos andre synes bassen simpelthen at være forsvundet fra lydmikset, så en flad og tam lyd står tilbage.

Det er, til stor frustration, et genkommende problem på Det Ny Teater, og det holder ikke – og slet ikke med så dyre billetpriser. Det spænder ben for en ellers flot og yderst underholdende forestilling.