Se, lyt & oplev
10. februar 2025

Nu kommer efterfølgeren til sidste års største danske børnefilm

Ikke siden 'Ternet Ninja 2' har en dansk børnefilm trukket lige så mange i biografen, som Mehdi Avaz og Renée Simonsens fortryllende 'Børnene fra Sølvgade'. Og det kalder naturligvis på en toer.
Af: Signe Bjørg Granberg
Bornene_fra_Solvgade

Foto: Anne Schwartz

Som vores anmelder skrev, var det som at drikke en kop varm kakao med flødeskum at se ‘Børnene fra Sølvgade’, der er baseret på Renee Toft Simonsens bestseller af samme navn.

Og vi var tilsyneladende ikke de eneste, der var vilde med sidste års store børnefilmssucces, for næsten 200.000 danskere valfartede i biografen for at se filmen.

Og nu er der godt nyt til filmens fans, for Mehdi Avaz har igen samlet holdet fra den første film og er netop nu i gang med optagelserne til film nummer to.

Bornene_fra_Solvgade

Instruktøren af 'Børnene fra Sølvgade' Mehdi Avaz

Foto: Anne Schwartz

Den nye film får titlen 'Børnene fra Sølvgade tager kampen op' og byder på et gensyn med de unge stortalenter, Ida Skelbæk-Knudsen, Alfred Kann, Amelia Ahmad Abdullatif og Alfred Rivera samt de garvede skuespillere, Anders W. Berthelsen, Jakob Fauerby, Ditte Hansen og Kirsten Lehfeldt.

Denne gang er børnene er flyttet hjem til miss Nelly og Brian på Martinsvej og er lykkelige for deres nye liv. Men de kan ikke helt undslippe fortiden, og en dag banker kommunetrolden på døren - og denne gang har hun taget børnenes bedsteforældre med.

I den nye film bliver blandt andre Søren Pilmark, Cecilie Stenspil og Susanne Storm tilføjet rollelisten.

'Børnene fra Sølvgade tager kampen op' får biografpremiere den 9. oktober i år.

Læs mere om:

Læs også