Det er den sidste sæson i krimisuccesen - og den slutter med det største brag

En 12-årig pige (Marley Emma Sage) kanter sig langsomt afsted på en stejl kystklippe. Der er langt ned. Hendes små hænder forsøger at finde greb i den ujævne overflade. Hendes far (Stevie Raine) står flere meter under hende på sikker grund med blikket fæstnet mod den fuglerede og de tre æg, som han har sendt hende afsted for at stjæle.

Scenen er Vera Stanhopes, DCI (Detective Chief Inspector), barndomsminde, som vi ser i introen til andet afsnit af ’Vera’ sæson 14, ’De mørke koner’. Det er sæsonens stærkeste afsnit og er baseret på Ann Cleeves’ seneste roman fra 2024.

Det kommer vi tilbage til, men forinden skal vi lige runde sæsonens første afsnit ’Indenfor’, der desværre lider af mange af de samme problemer som sæsonen før. Hvilket giver mening, da det er skrevet af manusforfatter Phil Mulryne. Han stod også bag to af tre afsnit i 13. sæson.

Da jeg i sin tid anmeldte sæson 13, skrev jeg noget skrapt, at man burde have afsluttet serien sæsonen før. Det udsagn må jeg heldigvis nu trække tilbage, for var det sket, havde man ikke fået den slutning med, som afslutter hele serien med stil.

Nå, tilbage til første afsnit. Her skal to sager opklares. En mand, som netop er kommet ud af fængslet, bliver fundet myrdet, en dom for mord bliver omstødt, og en mand (William Houston) bliver sat fri.

Vera grubler over fremtiden. Hun skal beslutte, om hun vil tage imod den forfremmelse, hun er blevet tilbudt. Hendes nærmeste medarbejder DI (Detective Inspector) Joe Asworth (David Leon) er i krise efter sin fars død, og det påvirker relationen til hans familie.

Alle tre dele emmer af dramatisk potentiale, men det bliver desværre aldrig rigtigt forløst. Man kommer derfor ikke i kontakt med den dybe og dystre tone, som serien ellers generelt har udmærket sig i. Det gælder ikke kun på indholdssiden – også visuelt er serien blevet lysere, hvilket slet ikke passer til historiens univers. Det begyndte også i sæson 13.

At man forsøger at forny en serie, er prisværdigt og kan være nødvendigt, hvis den ikke skal stagnere. Men de ændringer, de har tilført her, er ikke til det bedre. Faktisk virker det, som om man ikke har troet på, at materialet var solidt nok.

Men det er det. Hovedingredienserne består af Vera Stanhope – den evigt fascinerende hovedkarakter og de sager, hun og hendes hold skal opklare. Intense gåder med vedkommende historier og gribende menneskeskæbner.

Heldigvis byder sæsonens anden episode ’De mørke koner’ på den dybde og det mørke, man har savnet i sæsonens første episode.

Den unge universitetsstuderende Josh Worsten bliver fundet død for foden af de tre stendysser kaldet ”The Dark Wives” i det nordøstlige England, og en ung pige, Chloe Spencer (Charlotte Bradley) er samtidig forsvundet fra det børnehjem, offeret arbejde som frivillig på.

Men det primære tema i denne del er faktisk hovedkarakteren selv. Vera bliver konfronteret med smertelige minder fra sin barndom. En barndom, hun har brugt hele sit voksne liv på at holde på afstand. Hendes minder bliver visualiseret i enkle stemningsfulde erindringsglimt med hende og faren. De minder om falmede fotografier i udtrykket.

Vera har et særligt blik for sårbare børn. Flere gange igennem serien har man berørt dette. Men denne gang påvirker det hende stærkere end før. For den unge piges historie har mange fællestræk med hendes egen. Veras mor døde, da Vera var bare 10 år, og hun måtte agere forælder for en fortabt far.

De svære følelser gør Vera mere gnaven end normalt. Hvilket er befriende, for hun var alt for sød i forrige sæson, og når det sker, mister karakteren sin kompleksitet.

Karakteren Vera er kompleks og fuld af modsætninger. På den ene side gnaven, skrap og distanceret. På den anden side menneskeligt engageret og med et hjerte af guld.

Hun har været med til at nuancere forestillingen om den kvindelige detektiv. Ann Cleeves’ karakter og Brenda Blethyn har fortjent plads ved siden af krimigiganter som Helen Mirrens Jane Tennison i ’Prime Suspect’ og John Thaws Morse i ’Inspector Morse’.

Serien har været tro mod sin hovedkarakters dragende originalitet i alle 14 sæsoner, og det sammen med Brenda Blethyns mesterlige præstation har været seriens største bedrift. Og særligt derfor er det vemodigt at tage afsked med ’Vera’ her ved seriens uigenkaldeligt sidste afsnit.