Da Sascha og Sandra fik beskeden om deres fars kræftsygdom, oplevede de stor "ventesorg". Nu vil de hjælpe andre i samme situation

Han havde lovet dem at komme forbi, hvis beskeden på hospitalet var alvorlig, og ellers bare sende en sms.

Derfor var både Sascha Elvar Christensen, 36, og hendes søster, Sandra Elvar Sørensen, 31, rystende nervøse den dag i oktober 2020, da beskeden tikkede ind fra deres far, Jørn, på 60 år.

Han ville tage hjem til Saschas og hendes kæreste, Simons, haveforeningshus på Amager blot et lille stenkast fra Sandras og hendes kæreste, Tobias’, hus.

– Han kom og fortalte på sin egen lidt henkastede, nordjyske facon, at "det ikke var så godt," fortæller Sandra om den dag, de fik at vide, at deres far havde lunge- og bughindekræft. Sandsynligvis var det forårsaget af, at han i sine yngre dage arbejdede som elektriker og var i kontakt med asbestfiber-lofter.

Det var en hjerteskærende besked for de to søstre. De havde et tæt forhold til deres far, som blev skilt fra deres mor, da de var 15 og 10, også selv om det ikke var de lange, dybe samtaler, der bandt dem sammen.

– Han var en mand af få ord. Hans kærlighedssprog var snarere at give gaver og hjælpe. For eksempel har han været med til at bygge huset her, og han helmede aldrig, før han havde fundet en løsning på tingene, smiler Sandra gennem tårerne, mens Sascha nikker. Også hendes hjem bærer mindet om en far med hænderne godt skruet på. Altid velklædt, nydelig og ordentlig. Altid parat til at træde til.

Da de fik beskeden fra deres far om, at han var alvorligt syg uden mulighed for at blive rask, startede også en sorg, der er mere kompliceret i sin form end den mere legitime sorg, man bliver ramt af, når man først har mistet.

– Vores ventesorg startede dér, selv om vi selvfølgelig ikke tænkte over det i øjeblikket, fortæller Sandra.

Hun græd udenpå, men blev ramt af en enorm tomhed, der gav hende dårlig samvittighed – for var det den rigtige reaktion at have?

Også Sascha blev ramt af følelsen af, at der ingen forbindelse var mellem krop og hoved, og hun ringede til Kræftens Bekæmpelse.

– Hvornår – og hvordan – kommer han til at dø? spurgte jeg dem om. Den der sindssyge uvished var det allerværste, fortæller hun og mindes også, hvordan hun mistede koncentrationsevnen på arbejdet, måtte udsætte sine grædeture til om aftenen og lægge låg på sine følelser, så hendes lille søn ikke blev bange.

Hun blev ramt af skamfuldhed og forvirring, da hun midt i sin ventesorg også oplevede den største lykke igen. Hun blev mor til en pige.

– Men må man godt være glad, når man samtidig er så ked af det? Hvor meget må man leve, når en, man elsker, er så syg?

For Sandra kom følelsen af skamfuldhed til udtryk, hvis hun blev ked af det – blandt andet foran faren.

– Det er som om, man tager noget fra den syge. Noget opmærksomhed. "Det er jo ikke dig, der er syg, så tag lige og luk, ik’?" Der er ikke plads til, at man klynker, for tænk så, hvilke tanker han dog ikke må have? Det er ham, der er døende, lyder det fra Sandra, der af samme grund var alt for længe om at deltidssygemelde sig fra sit kommunikationsjob.

I det hele taget er mange af ventesorgens følelser tabubelagte og smertelige, fortæller Sascha og Sandra.

– Man kan komme så langt ud, at man ønsker, personen skal dø. Man ønsker ikke, at de skal væk, men man ønsker, det skal stoppe. Det er nok den bedste måde, vi kan sige det på. Men det er så megasvært at sige højt, for det lyder voldsomt, men det er sådan, man har det, når man ser sin forælder så syg, at det ikke er værdigt mere.

Søstrene fik deres far flyttet fra Kalundborg til en lejlighed på Amager, så han kunne være tættere på dem og deres familier.

Han var ikke meget for, at de tog med til samtalerne på hospitalet, og selv om han på et tidspunkt fik en forsøgsbehandling på Odense Sygehus med forstøvet kemo i bughulen og syntes, der kortvarigt skete fremgang, gik det gradvist ned ad bakke.

Sascha og Sandra prøvede at tage de svære samtaler med ham – om fremtidsfuldmagt, begravelse, gravsted og testamente.

Dem, der involverede det værste scenarie: at han døde. De forærede ham også bogen ”Far fortæl”, i håbet om at han ville udfylde den og efterlade alle de anekdoter om sit liv, som han aldrig havde sat ord på. Det skete aldrig.

Sascha og Sandra var taget til Hamborg en weekend netop for at få styr på alt det, de skulle have spurgt ham om. Da de kom hjem sent om aftenen, fortalte Tobias, at han havde kørt deres far hjem fra hospitalet og syntes, han virkede skidt.

– Tobias bad os ringe til vores far næste morgen, men han tog den ikke. Så blev vi nervøse, og et eller andet sted vidste vi jo godt, at der var noget galt, fortæller Sandra, der aldrig glemmer de næste timer.

Søstrene cyklede i tavshed, kulde og angst over til deres fars lejlighed og låste sig ind. Det var Sascha, der fandt deres elskede far død, og i samme sekund buldrede en anden sorg ind, kan de se i bakspejlet.

– Der gik dog nok en måneds tid, før vi havde rystet ventesorgen af os. Men så kunne vi placere sorgen et sted, den føltes legal, og der var ikke mere uvished, fortæller Sascha og Sandra, der allerede fik ideen til at lave en podcast om ventesorg, mens deres far var i live.

Sandra gik i en sorggruppe, som hun havde stor støtte i, men søstrene var enige om, at mange måske ville have glæde af at kunne lytte til andres erfaringer med ventesorg i et trygt rum derhjemme, hvor de ikke behøvede at give noget igen.

– Man har jo et kæmpebehov for at tale om det hele – også de skamfulde, vrede følelser – og vi har oplevet, at det også har virket næsten terapeutisk for de medvirkende at deltage.

På spørgsmålet om, de ville have gjort noget anderledes med den viden, de har i dag, kommer svaret prompte fra dem begge.

– Jeg ville have insisteret på at spørge mere ind til ham og taget videoer af ham, siger Sascha. Sandra nikker.

– Ja, jeg ville også have bedt ham dele mere om sit liv og sine følelser. Have været mere kærlig over for mig selv. Gå tilbage og sige, at det var reelt, hvad jeg følte, og derfor også have deltidssygemeldt mig hurtigere.

Tårerne begynder at trille, da hun tilføjer:

– Jeg ville også have fortalt endnu mere, hvor meget jeg elskede ham.

Denne artikel blev først bragt hos SØNDAG 4/2025, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.