Forleden blev jeg overfuset af en mand i køen i supermarkedet. Nu er jeg rystet

Hej Anna

I sidste uge blev jeg overfuset af en mand i køen i den lokale SPAR. Jeg stod og småsnakkede med kassemedarbejderen, som jeg kender lidt, og jeg sagde sådan lidt i sjov, at det altså ikke lige var min plan at køre pallevis af overlevelsesgrej ind i min garage og sætte mig til at vente på dommedag.

Pludselig puffede en mand til mig og hvæsede lige ind i hovedet på mig, at han håbede, jeg fik lov til at sejle i min egen sø, hvis lokummet brændte. Han sagde også en hel masse andet, der var så grimt, at jeg ikke vil gengive det her ... Jeg blev simpelthen så paf, at jeg ikke nåede at få sagt noget tilbage, inden han var smuttet. Men selv pigen ved kassen var, ligesom jeg, ret rystet.

Nu er det ikke, fordi jeg leger struds eller bor under en sten og dermed ikke har hørt og læst, at vi skal have vand, mad og medicin nok til 3 dage. Men derfra og så til hele tiden at tænke i katastrofer er der da langt?

Hvorfor bruge al sin tid og energi på dommedagsscenarier? Det spreder da ikke andet end panik, eller er det mig, der tager for let på det? Jeg har virkelig brug for at finde en lomme i tilværelsen, hvor der endnu er en smule håb at hente.

Kærlig hilsen ”Damen i køen”

Kære dame i køen

Der findes vel ingen situationer, hvor ”panik” redder menneskeliv. Jeg har i hvert fald aldrig set panikken bringe noget menneske et konstruktivt sted hen. Da jeg læste dit brev her, kom jeg til at tænke på romanen ”Katalog over katastrofer” af Stine Askov. Prøv at læse den. Det er en fortælling, der i den grad sætter forestillingen, om hvad en katastrofe egentlig er, i relief.

Der er nemlig stor forskel på at være fornuftigt forberedt på en krisesituation – og på at dyrke scenariet og lade det overskygge alt andet i ens liv. En sådan dyrkelse kan på sin vis ende som en katastrofe ganske i sig selv. Min erfaring er, at mennesker helt uden håb og tro på fremtiden sjældent siger eller gør noget, der fremmer vores evne til at leve sammen i fred og forståelse.

Selv om det kan være nærliggende at gå rundt med en fornemmelse af, at verden er blevet vanvittig for tiden, så er den jo ikke KUN det. Jeg tror, det er meget vigtigt, at vi ikke mister vores mod og håb, lige gyldigt hvor mange nedslående nyheder vi fyldes med.

Livsmod er en yderst vigtig drivkraft. Det er jo svært at være til gavn for nogen, hvis vi graver os selv ned i mismodet og giver op på forhånd. Tværtimod bliver vi nødt til at insistere på, at det gode, det milde og det lyse i tilværelsen findes. Også til trods for alt det andet.

Desværre kan du sagtens finde andre, der tænker ligesom manden i køen. Men jeg er lige så sikker på, at du finder allerflest med en tilgang til livet, verden og andre mennesker, der er langt mere imødekommende. Frygt og vrede smitter. Men det gør håb heldigvis også!

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.