Dét Elisabeths ukrainske kollega sagde, vil blive hos hende for altid

Elisabeth Arnsdorf Haslund var på vej fra hovedstaden Kyiv sydpå mod havnebyen Odesa, da hendes telefon ringede. Hun havde været undervejs i timevis og var blot en enkelt time fra at ankomme.

Hendes bookede hotel var lige blevet ramt i et missilangreb, lød meldingen fra hendes kollega.

Var hun taget afsted tidligere, som hun havde overvejet, havde hun måske været blandt de sårede efter fredagens angreb (link fjernet), hvor russerne havde affyret missiler mod havnebyens historiske centrum og smadret flere historiske bygninger på verdensarvslisten, og ikke mindst såret syv personer.

- Der er mennesker, der bliver dræbt og såret hele tiden. Men på en eller anden måde lærer man jo at leve med det og vænne sig til det. Men det her var et realitetstjek, hvor jeg tænkte: “hold da op, hvad nu hvis jeg havde taget det tidligere tog?”

Tanker som disse, rammer Elisabeth Arnsdorf Haslund fra tid til anden, når hun er i felten. Hun arbejder nemlig som kommunikationschef og talsperson for FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, i det krigsramte Ukraine.

Her har hun boet det sidste halvandet år og skabt sig en hverdag i et land, hvor bomber og missiler stadig falder, og hvor lyden af luftalarmer er lige så almindelig, som lyden af kirkeklokker er hjemme i Danmark.

I øjeblikket modtager hun flere beskeder fra bekymrede familiemedlemmer og venner hjemmefra, end hun plejer. Og det er der - krigens drejning og den diplomatiske krise taget i betragtning - ikke så meget at sige til, siger hun.

Men hun har ikke lyst til at kommentere på den seneste uges nyheder og ordkrig. Det var nemlig ikke politik, som var årsagen til, at den 44-årige nordsjællænder fra Kokkedal valgte at tage et arbejde i en international humanitær organisation. Det skyldtes derimod en ubestemmelig udlængsel og generel nysgerrighed på verden og andre kulturer.

- Jeg var meget, meget lille, da jeg fik den idé, at jeg skulle være den nye Ulla Terkelsen. Jeg har altid ønsket at prøve at bo og leve i et andet land og haft lyst til at udvide min horisont og udvide mit verdensbillede på en eller anden måde.

Ikke underligt uddannede Elisabeth sig derfor til journalist. I mange år arbejdede hun blandt andet på Berlingske, og så var hun i en årrække også politisk journalist på Christiansborg. Men da muligheden for at komme ind i et internationalt miljø bød sig, greb hun den.

- Da jeg søgte jobbet, tænkte jeg: “flygtninge er et emne, som desværre kommer til at være på dagsordenen i mange, mange år fremadrettet”, sukker hun på en telefonforbindelse fra Kyiv.

Elisabeth fik ret. I de syv år, hun har arbejdet i UNHCR, er antallet af mennesker på flugt i verden mere end fordoblet. I dag er over 110 millioner mennesker på flugt på verdensplan.

Det er et tal, som er fuldstændig umuligt at forholde sig til. Verden brænder, og der er så mange krige og konflikter - og også mange flere, end vi hører om i nyhederne, fortæller Elisabeth.

- Jeg tror, at mange mennesker kun kan kapere en, to, tre forfærdelige kriser ad gangen, naturligt nok. Og det er da også noget af det, som virkelig har formet mig på en eller anden måde og gjort indtryk, efter jeg startede i det her job.

- Det har virkelig åbnet mine øjne, men jeg tror også, at det er med til at drive mig. Fordi én ting er at læse noget i nyhederne og se et uvirkeligt tal, men når jeg har været ude og møde de mennesker, så bliver det rigtigt. Så bliver det virkeligt.

Knap 10,5 millioner ukrainere er i øjeblikket på flugt, og en tredjedel af dem er internt fordrevne. Det svarer til 3,7 millioner mennesker, der er på flugt inden for landets grænser. FNs flygtningeorganisation leverer hjælp til de mennesker, der er påvirket af krigen.

Hjælpen består blandt andet i at reparere og genopbygge de hjem, der er blevet smadret af bomber og missiler og droner, ligesom de leverer hjælp helt ud til frontlinjen. Som kommunikationschef er det Elisabeths job at lede organisationens kommunikation og sørge for, at informationer om krigens fortsættelse, og hvad der foregår i Ukraine, når ud til resten af verden og det internationale samfund.

- Selvom det ikke bør være sådan, så er der med alle de andre kriser rundt om i verden jo nærmest en “konkurrence”, hvor man kæmper om opmærksomheden. Og med alt det, der foregår på de store politiske scener, så er der en stor risiko for, at det menneskelige perspektiv forsvinder.

Det ærgrer Elisabeth, at ansigterne på krigens mange ofre er i fare for at forsvinde blandt pressemøder, hårde tal og fakta.

Paradoksalt nok er det også mødet med disse mennesker i sorg, der gør hende mest glad for sit arbejde.

- Der sker så meget forfærdeligt, og selvom de her mennesker kan dele de mest skrækkelige historier, så er det også samtidig noget af det, der virkelig inspirerer mig. Den styrke, som dem, jeg møder, besidder, det er helt vildt.

Blandt dem, der har gjort et stort indtryk på Elisabeth, er ægteparret Vira og Mykola. De er begge 75 år gamle, og da landet blev invaderet for tre år siden, blev deres lille landsbypludselig en kampzone. Efter at have gemt sig i kælderen i uger og måneder med frontlinjen lige ude foran hoveddøren, nåede ægteparret frem til den konklusion, at de måtte flygte.

- Bare det, at Vira skulle fortælle om det, gjorde, at hun begyndte at græde. Det var så traumatisk for hende at tage den beslutning at forlade sit hjem og lukke døren og ikke vide, om hun kom tilbage.

Efter ukrainerne generobrede Mykolaiv-regionen, hvor Vira og Mykolas hus ligger, er de vendt hjem igen. Men til et hus massivt ødelagt af kampe. Og 75-årige Mykola ville ønske, at han selv kunne have repareret huset. “Det kunne jeg, da jeg var yngre. Men det kan jeg ikke mere”, har han ifølge Elisabeth fortalt.

- De havde jo aldrig troet, at de skulle have brug for humanitær hjælp. Altså, det rører en.

Elisabeth fortæller om, hvordan rigtig mange af de ældre babushkaer, som bedstemødre bliver kaldt i Ukraine, kommer og siger: "Åh, når vi får den her hjælp, så ved vi, at der er nogen derude, som tænker på os i Ukraine. Så ved vi, at verden ikke har glemt os.”

- De ved godt, hvad der sker ude i verden. De ved godt, at Gaza og andre kriser også tager opmærksomhed. Så den følelse, de kommer og fortæller om, påvirker en. Der tænker jeg: "Okay, det er meningsfuldt, det vi gør”.

Som medarbejder i en international organisation har Elisabeth mulighed for at rejse ud af landet og få en pause fra luftalarmerne, angrebene og manglen på søvn. En mulighed, som mange ukrainerne ikke har.

- Det er jo deres land og deres fremtid. Og den usikkerhed om fremtiden, jeg ser hos mine kolleger og hos de ukrainerne, jeg møder, er virkelig, virkelig gennemgående.

Derfor ved hun også godt, at det er et privilegium at “kunne tage en pause”. Måske også af den grund bliver hun nogle gange ramt af en underlig følelse, når hun sidder derhjemme i Danmark og læser om et nyt stort angreb på Ukraine med mange døde og meget ødelæggelse.

- Jeg får jo nærmest lidt, og det lyder helt åndssvagt, men sådan lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke lever med den konsekvens, for jeg var så heldig at være ude af landet. Og det er jo helt fjollet, det ved jeg godt, men nu har jeg været her i halvandet år, og der er ingen tvivl om, at det er mere end et arbejde for mig.

Særligt én sætning, som en af Elisabeths kolleger fortalte hende, da hun lige var kommet derned, satte sig fast i hende. En ting er, at alle kender nogen, der har mistet livet, eller nogen, som er ved fronten. Men en anden ting er at få frataget evnen til at være sorgløs, fortalte kollegaen.

- “Der er aldrig noget tidspunkt, hvor jeg ikke er bekymret, og ikke føler sorg” sagde hun.

- Og selvom jeg også er bekymret for, hvilken retning verden går i, så har jeg stadig dage, hvor solen skinner, og jeg tænker: “Ej, hvor er det en dejlig dag i dag”. Og det slog mig, at det har hun ikke. Hun har altid sorgen med sig, fortæller Elisabeth.

Når du til sin tid går på pension, og du skal se tilbage på dit arbejdsliv, hvad er så det vigtigste for dig at have udrettet?

- Jeg har ikke de helt store ambitioner om, at jeg skal have nået så og så meget, og vi skal have ændret verden der og der. Jeg er også bare et menneske og jeg har ikke brug for at spille helt. Men jeg føler, at jeg har været nogle steder, hvor jeg synes, jeg har kunnet gøre en lille forskel, og hvor mit arbejde havde mening.

- Når jeg så går på pension og skal tænke tilbage, så håber jeg ikke, at jeg sidder med det tragiske, det skrækkelige, og de forfærdelige historier om tab og flugt.

- Jeg håber derimod, at jeg sidder tilbage med ansigterne på nogle af de mennesker, jeg har mødt, som virkelig har gjort indtryk på mig - og at dét, der fylder, er det positive, den menneskelige styrke til at genopbygge sit liv og til at starte på en frisk, og ikke mindst med håbet og optimismen om, at fremtiden kan blive bedre. Det er mit ønske.