Det moderne parforhold er i krise, mener hun: "Jeg tror, vi er kollektivt traumatiserede"

Han kommer ind ad døren med sin guitar over skulderen. Han er glad, og han smiler i sit rødkindede ansigt.

Hun står i køkkenet og rydder op efter aftensmaden. Hendes uvaskede hår er sat op i en tilfældig elastik, og hun er træt, for hun har lige serviceret fire børn alene, mens han har været afsted på job i tre uger.

– Det er strengt af dig at efterlade mig her alene. Det er et helvede, siger hun lidt senere.

Røgalarmen er gået, børnene har lus, hendes dankort er blevet spærret, skolelæreren vil have en samtale.

Da han fortæller, at han har sagt ja til mere arbejde, knækker filmen, og de ender i et på mange måder forudsigeligt skænderi.

Sådan sætter Lilja Ingolfsdottir scenen i sin film ’Elskling’, der handler om Maria og Sigmund og krisen i deres parforhold.

Men det kunne på mange måder have været et hvilket som helst parforhold, for filmen botaniserer i nogle langt mere grundlæggende problemer, som mange har en tendens til at havne i i dag.

Det moderne parforhold er nemlig i krise, mener 48-årige Lilja Ingolfsdottir, der har skrevet filmen på baggrund af observationer og erfaringer fra en krise, som hun selv havde med sin mand for mange år siden.

I dag har hun flere forklaringer på, hvad det er, der går galt for rigtig mange i parforholdet. Og filmen skildrer en – ifølge hende – mulig måde at komme videre fra krisen på.

Noget tyder på, at Lilja Ingolfsdottir har ramt rigtigt med sin film.

’Elskling’ har fået anmelderne til at juble. Mesterlig, kalder de den. Et skilsmissedrama så godt, at det næsten er uudholdeligt, skrev en anmelder, og da filmen for nylig kom i de danske biografer, hostede landets største avis, Politiken op med sine famøse 6 hjerter.

I Norge har Lilja Ingolfsdottir både talt med helt unge teenagere og folk oppe i firserne, der næsten alle har sagt, ’jamen det er jo mig. Hvordan kender du til mit liv og mit parforhold?’

En del af svaret er ifølge instruktøren, at de samme problemer – groft sagt – rammer os alle.

– Hvis man ser på statistikkerne, så er det ikke en speciel del af befolkningen, som bliver skilt. Det rammer alle, fordi det moderne parforhold er under pres. Enormt pres, siger Lilja Ingolfsdottir, da jeg fanger hende over en Zoom-forbindelse.

Hun mener blandt andet, det skyldes, at vi bliver mindre og mindre flokke omkring familien og de opgaver, der knytter sig til den i dag.

– Vi kommer jo egentlig fra en meget større stammekultur. Men for hver generation er vi blevet mindre og mindre enheder i familien. Nu er vi så nået helt ned til alenemoren eller alenefaren, der har børn hver uge eller fuldtid. Og det gør, at vi har meget få ressourcer, siger hun.

Samfundspres om bæredygtighed

I dag lever mange parforhold og familier samtidig under et stort samfundspres, mener instruktøren.

Vi skal leve bæredygtigt, vi skal helst dyrke vores egen mad, vi skal have stofbleer til vores børn, vi skal træne, vi skal være sociale, vi skal have en karriere, og så skal vi være hinandens bedste ven og største elsker imens.

Og det er kort sagt umuligt.

– Vi er vokset op med popkulturelle fremstillinger og Disney-historier om, at hvis vi finder den eneste ene, så gør dette menneske dig lykkelig. Men at tro, at ét menneske skal leve op til det og samtidig designe sin egen lykke, er selvhad på et højt niveau, for det kan ikke lade sig gøre, siger hun.

Vores utopiske forestilling om parforholdet er dømt til at gå i stykker. Tal fra Danmarks Statistik viser, at 40 procent af alle ægteskaber fortsat ender i skilsmisse. Og næsten halvdelen sker indenfor de første 10 år.

Men det skyldes ikke kun samfundspresset.

Én af de vigtigste årsager er ifølge Lilja Ingolfsdottir, at mange af os har ubearbejdede følelser med fra vores barndom.

Vil vi have vores parforhold til at fungere, er løsningen i høj grad at kigge indad, mener hun.

Derfor havde Lilja Ingolfsdottir længe en helt særlig tagline til ’Elskling’:

- Hvis ikke du selv adresserer dine barndomstraumer, så vil dit parforhold gøre det.

Ifølge hende kommer mange af os fra det, hun kalder ’fungerende dysfunktionelle familier’, som dybest set betyder, at man har en emotionel bagage og nogle traumer med sig fra sin barndom.

– Det er de færreste, der kommer fra 100 procent velfungerende familier, så jeg tror, at vi er kollektivt traumatiserede, og derfor er vi programmerede til at være uautentiske. Det er meget svært for os at rumme os selv og den anden samtidig, siger hun og forklarer, at det er det, der kan skabe problemer i parforholdet.

– Vældig ofte giver man sig ud for at være noget andet, end man er, i en relation. Man giver sig ud for at være det, man har fået positiv respons på fra sine forældre, og så har man noget dybere, man ikke vil vise, fordi man skammer sig over det. Det, man egentlig ønsker sig fra parforholdet, er noget helt andet – noget, man skammer sig over og ikke kan få, og derfor viser man sig på en uautentisk måde.

Når man dater folk, viser man måske, at man er meget selvstændig, stærk og initiativrig, selvom man dybest set er vældig bange for at blive forladt og absolut ikke vil være alene.

Det er, sådan Maria gør i ’Elskling’.

Omvendt viser Sigmund sig først som en meget omsorgsfuld og givende person, selvom han dybest set vil have frihed i sin relation.

Dermed bliver de så at sige forelsket i hinanden på et falsk grundlag.

Problemet er selvfølgelig, at det er fuldstændig umuligt i længden at holde facaden overfor sin partner.

Når du ikke har sovet nok, og når dine børn har skreget ad dig i timevis, mens du har knoklet for at lave mad, vaske tøj og gøre rent, så kommer tingene op til overfladen. Og ofte på en ikke så køn måde.

Skandinavien har et problem

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan vi bliver mere transparente omkring vores egentlige behov i et parforhold, når vi møder en partner første gang.

-Det er meget vanskeligt. Men det handler om at lære sig selv at kende og forstå, at man ikke dør ved at vise det, siger Lilja Ingolfsdottir.

Uheldigvis ved mange af os typisk slet ikke selv, hvad vores dybe behov er, fordi vi har fortrængt dem bag manipulerende følelsesmæssige automatreaktioner i årevis.

– Ofte er grunden, at du ikke har fået dine egne behov opfyldt, at man er blevet skældt ud af sine forældre for at have og vise dem. Og derfor har man lagt dem ned i kælderen. Men de ligger der og pulser, og det at tage dem op er vældig smertefuldt, fordi du har lært, at du ikke får kærlighed, hvis du viser dem, siger Lilja Ingolfsdottir.

Ifølge hende har vi endda et yderligere kompleks i de skandinaviske lande, fordi vi på papiret har det fint, og derfor kommer vi ofte til at undervurdere vores traumer.

Vi praktiserer en slags gaslighting, fordi vi bliver alene med vores emotionelle smerte, mens vi fortæller hinanden, at vi har det fint. Et fænomen, hun kalder emotionel negligering.

– Vi sidder her i vores rige og velstående land og ser ud på verden og tænker: Vi kan ikke klage. Derfor bliver det vanskeligt for os at få øje på den emotionelle negligering, som rigtig mange af os har været udsat for, siger hun.

Faktisk befinder vi os stadig i the dark age med hensyn til psykologisk forståelse, hvis du spørger hende.

– Ser du på selvmordsraten i Norge, ser du, at det næsten er den største i verden. Hvorfor det? Fordi hele det emotionelle landskab på en måde ikke har eksisteret for os. Det er absurd, og det er absurd, at vi ikke behandler det psykologiske på samme måde, som vi behandler det fysiske. Alle tænker bare, at man må klare sig og få det til at fungere.

Mænd og kvinder

Ligesom vi i Danmark har diskuteret mental load flittigt det seneste års tid, har man i Norge haft lignende debatter om det, de kalder ’den tredje vagt’. Et begreb, der dækker over det samme som mental load, nemlig at det meget ofte er kvinden i et parforhold, der ender med at stå med ansvar for hverdagens ”usynlige opgaver.”

Ifølge en rapport fra Rockwool Fonden bruger kvinder i gennemsnit cirka en time mere på husholdningsarbejde om dagen end mænd. Omvendt bruger mænd generelt mere tid på arbejdet.

I Lilja Ingolfsdottirs film er det også kvinden, der påtager sig rollen som familiens projektleder og ofrer sin karriere, mens manden er ude og spille musik og tjene penge.

Hvordan skal hun nogensinde få tid til at fokusere på sin karriere, når hun hele tiden skal passe børn?

Det spørgsmål rammer ned i en temmelig klassisk, moderne konflikt. Og selvom Lilja Ingolfsdottir altså mener, at vores psykologiske bagage spiller en stor rolle, mener hun, at det ansvar, kvinder ofte ender med at få i et parforhold, fortsat er knyttet op på køn.

– Det er selvfølgelig meget tabubelagt og måske helt forkert at sige i vores tid, men jeg tror, at der er nogle store forskelle på mænd og kvinder. Vi er ikke det samme køn. Vi har forskellige kvaliteter, som jeg tænker, at vi er helt ude af balance med, sådan som samfundet ser ud lige nu, hvor jeg tænker, kvinder i høj grad prøver at være mænd, og mænd ikke ved, hvilken plads de skal have, siger hun og fortsætter:

– Det betyder ikke, at jeg synes, kvinder skal gå derhjemme. Tværtimod har kvinden i min film jo brug for meget mere støtte og flere ressourcer – og hun har behov for at udforske sit potentiale i arbejdslivet. Det er ikke en god situation at være alene med alt ansvaret derhjemme.

I sin film viser hun imidlertid, at det heller ikke altid er nemt at være manden, der forsøger at afhjælpe kvindens mental load.

Faktisk bliver Maria vred på sin mand, da han egenhændigt ringer til deres barns lærer for at fikse et problem.

-Hun har svært ved at afgive ansvaret, og det er jo en meget klassisk konflikt mellem mænd og kvinder. Men jeg havde lyst til at vise en situation, hvor der ikke er nogen, der er dårlige. De har bare ikke ressourcer nok til at kunne klare det, siger Lilja Ingolfsdottir.

Hun mener, at problemer ofte går forud for de situationer, hvor skænderierne opstår.

-Jeg tænker, jo mindre kvinder får støtte, jo mindre de føler sig set og holdt, jo mere vrede og hårde og kontrollerende bliver de, siger hun.

Tit sker der det, at man peger på sin partner som den, der skal ændre sig for, at man kan få sine behov dækket.

Men det skaber ifølge Lilja Ingolfsdottir et nulsumsspil i parforholdet, hvor ingen kan være helt sig selv, og fremfor at fokusere på den anden, skal vi nok være mere villige til at kigge på os selv.

Et godt forhold er ikke kun godt

I ’Elskling’ går Maria og Sigmund i parterapi, men med tiden bliver det kun Maria, som dukker op. Og det bliver løsningen for hende, fordi det gennem terapien går op for hende, hvorfor hun så ofte kritiserer ham.

Hun vil have, at han skal føle sig så ussel, at han til sidst selv tror, at han er uduelig – og dermed har brug for hende i sit liv.

Derfor skælder hun ham ud, når han fikser ting uden hendes hjælp. Det er hendes automatreaktion på angsten for, at han vil forlade hende.

Det vil være synd at afsløre, hvordan filmen ender her – også fordi det er op til fri fortolkning, men Lilja Ingolfsdottir håber, at det er en film, der giver håb og inspiration, selvom den fokuserer på en voldsom krise mellem en kvinde og en mand.

-Jeg havde ikke lyst til at lave en film om sådan en stærk nordisk kvinde, som klarer sig selv og sidder igennem det hele. Den handler om at turde strække hånden ud. For hun har brug for manden, siger hun

– Jeg tror i det hele taget ikke på det der med, at nordiske kvinder ikke har brug for en mand. Vi har brug for mænd, og en del af arbejdet er også at strække hånden ud og tage den chance.

Vejen til det gode parforhold handler i hendes øjne paradoksalt nok om et opgør med det gode parforhold.

– En vigtig ting er at forstå, at et godt forhold ikke nødvendigvis er friktionsfrit. Det handler i meget større grad om, hvordan man klarer at reparere og forstå, hvad det er der sker, siger Lilja Ingolfsdottir.

Fremfor at kritisere sin partner, må man arbejde med at forstå, at der ikke er en vinder og en taber i et parforhold.

Faktisk er din partner ofte en budbringer af noget dybere i dig selv. Og det er egentlig en gave, siger hun og afslutter:

– I parforholdet har du en mulighed gennem din partner til at forstå noget af din egen baggrund og dine tilknytningsmønstre. Mit bedste råd er at prøve at holde hinanden og sige, at jeg holder dit behov, du holder mit.