
Første klip fra 'Den sidste viking' sender kærlig hilsen til 'Blinkende Lygter'

Foto: Anders Overgaard
Ej, Thorkild, jeg har da aldrig set nogen være så dårlige til at puste æg". Mange af os husker nok den ikoniske æggepuste-scene fra Anders Thomas Jensens gennembrudsfilm, 'Blinkende lygter', tilbage i 2000, hvor Sofie Gråbøl fik en knytnæve lige i hovedet af en arrig Søren Pilmark.
Nu, 25 år efter, får den gode Gråbøl endelig sin hævn. Det sker i den første scene, der netop er blevet frigivet, fra den kommende Anders Thomas Jensen-film, 'Den sidste viking'.
I klippet ankommer brødrene Anker (Nikolaj Lie Kaas) og Manfred (Mads Mikkelsen) til deres barndomshjem, som bliver udlejet på Airbnb af ægteparret Werner (Søren Malling) og Margrethe (Sofie Gråbøl). Værtsparret byder på et glas vin, men samtalen tager hurtigt en mildt sagt upassende drejning:
Det er første gang siden netop 'Blinkende lygter', at Sofie Gråbøl er tilbage i en Anders Thomas Jensen-film. Og efter alt at dømme kan 'Den sidste viking' godt gå hen at blive lige så ikonisk.
'Den sidste viking' er Anders Thomas Jensens sjette film som instruktør, og det er samtidig sjette gang, han arbejder sammen med Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen, der spiller hovedrollerne som brødrene Anker og Manfred.
Filmen handler om enspænderen Anker, der løslades efter 15 år i fængsel for røveri. Broderen, Manfred, er den eneste, som ved, hvor pengene fra røveriet er. Men han er imidlertid blevet ramt af en mental udfordring, der gør, at han ikke længere er klar over, hvor de er gemt. Sammen begiver brødrene sig nu tilbage til deres barndomsland for at finde pengene, men også for at opdage, hvem de selv er.
Foruden Nikolaj Lie Kaas, Mads Mikkelsen, Søren Malling og Sofie Gråbøl medvirker Lars Brygmann, Bodil Jørgensen, Nicolas Bro og Lars Ranthe.
'Den sidste viking' får biografpremiere 9. oktober.
