Da jeg var i Ukraine, gik det op for mig, hvilken hverdag der snart kan vente os i Danmark

Frygten for at dø – eller at en, du kender, kunne dø – var en tanke, jeg langsomt vænnede mig til i den tid, jeg var i Ukraine.

Det blev hurtigt en del af min hverdag at høre luftalarmer dag og nat, holde øje med dronesværme i luften på min telefon, som sendte mig hundredvis af notifikationer om angreb i døgnet.

Da jeg landede i Danmark, forstod jeg, at det var en helt anden virkelighed, jeg vendte hjem til.

De første tre dage, jeg var i Ukraine, var der stille. Helt stille.

Ingen luftalarmer, ingen droner, og jeg glemte helt, at jeg befandt mig i et land med krig. Jeg nåede at håbe og tro på, at krigen var ved at nå sin ende, fordi man i de ukrainske medier begyndte at tale om, at den russiske delegation var i Washington for at starte fredsforhandlingerne. Men der tog jeg fejl.

Dagen efter sendte Rusland over 100 droner på en nat mod de fleste ukrainske storbyer. Ukraine var igen under angreb med kamikazedroner fra alle tænkelige sider.

I det ukrainske bybillede er de fleste billboards fyldt op med reklamer med ukrainske soldater, der står med kæmpestore maskingeværer klar til at slå fjenden ihjel ved siden af citater som ”Beskyt din familie! Sikr dine børns fremtid! Meld dig ind i forsvaret!”.

Det lokale supermarked er skiftet ud med et militær rekrutteringscentre, og rekrutteringssoldater rundt i byen står klar til at mobilisere den næste mand, de får øje på.

De fleste jeg kender, har enten en søn, mand eller nevø, der enten kæmper ved fronten eller har mistet livet.

Selv frygtede jeg for at dø hver eneste nat, mens jeg var i Ukraine i byen Zjytomyr 100 kilometer vest for Kyiv.

Jeg lå søvnløs de fleste nætter i min bedstemors lejlighed, hvor jeg lå i entreen på gulvet med dynen viklet rundt om hele kroppen og min telefon tændt for at holde øje med de mange hundrede notifikationer om angreb.

I entreen var ingen vinduer, som kunne springe, hvis en russisk selvmordsdrone skulle ramme bygningen.

Det var klart det sikreste sted at opholde sig om natten under de russiske angreb. For der mangler beskyttelsesrum i de ukrainske byer, og vores beskyttelsesrum lå uheldigvis et par hundrede meter væk.

Med Rusland som nabo blev fraværet af sikkerhed og frygten for at dø blev efter få dage helt almindelige bekymringer i Zjytomyr, der ligger kun 2000 kilometer fra Danmark. Jeg ønsker ikke den hverdag for nogen, men jeg frygter, at den snart bliver en realitet.

Desværre reagerer mange ukrainere ikke længere på luftalarmerne. De er trætte og udmattede af krigen.

Det er ikke ualmindeligt, at folk sidder og spiser frokost på restauranter eller fortsætter med at handle ind imens sirenerne hyler udenfor.

Det virker lidt bizart, men det er et symptom på, at krigen er udmattende og barsk. De seneste meningsmålinger viser, at over 50% af den ukrainske befolkning gerne vil have en fredsaftale på plads hurtigst muligt.

Selvom jeg er kritisk over for Donald Trumps forsøg på at skabe fred i Ukraine ved at dele verden op, som det passer ham, føles freden som en nødvendighed som ukrainer. Men vi må huske på, at den kun er midlertidig, indtil den russiske bjørn banker på Europas dør igen.

I Ukraine raser krigen nu på tredje år. Der bliver oprustet militært, både i Danmark og i resten af Europa, nu hvor USA ikke længere vil være rygraden i det europæiske forsvar. Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste kan Vladimir Putin på bare fem år gøre Rusland klar til en invasion af et NATO-land.

Spørgsmålet om, hvad Europa skal stille op med Rusland på den anden side af en fredsforhandling, begynder så småt at fylde hos de europæiske ledere. Panikken har spredt sig.

Men for befolkningerne i EU ligger hverdagen ligger langt fra den ukrainske. De af os, som er opvokset her, forstår ikke, hvad det vil sige at leve under krig.

Jeg håber ikke på så voldsomme tilstande i Danmark som i Ukraine. Men illusionen om, at vi lever i fredstid, er ovre.

Vi er allerede involveret i krigen, og den kommer kun tættere på, medmindre Europas militære afskrækkelseskampagne kommer til at virke på Rusland. Jeg tvivler.

I tilfælde af en NATO-krig med Rusland vil flere danske unge mænd og måske kvinder blive indkaldt til værnepligt for at beskytte vores egne og NATOs grænser.

Danmark vil tage imod endnu flere flygtninge fra det eller de lande, som Vladimir Putin beslutter sig for at angribe først.

Kollektivt vil vi forhåbentlig indse, at der er større problemer at tage sig af i vores land end en undsluppen zebra i Jylland. Vi skal kunne forestille os en hverdag med strømsvigt, flere cyberangreb, mangel på bestemte fødevarer, og et endnu mere presset velfærdssystem.

Heldigvis er der ikke krig i Danmark lige nu.

Det virker i øjeblikket overdrevet at begynde bygge beskyttelsesrum, forberede krigsmanualer og evakueringsplaner, men better safe than sorry.

Vi må tage os selv og den nye verdenssituation alvorligt og vænne os til tanken om krig.