
Husker du denne øjenbrynstrend? Miley Cyrus beviser, at den stadig eksisterer til årets Oscar-uddeling

Foto: ZUMAPRESS.com / MEGA
Vi troede, at ultra-tynde og ultra-blegede øjenbryn, var en forbipasserende trend, der hørte 2024 til.
Vi er blevet klogere.
Med årets Oscar-uddeling fik ikke blot bekræftet, at årets kjolefarve er ‘pudder’. Vi fik også behæftet at bryn, der næsten ikke er til at få øje på, stadig (eller: igen?) er et syn, vi skal vænne os til.
Trenden blev bekræftet af ingen ringere end Miley Cyrus, der foruden lange diamantøreringe og glamour-hår havde sat sin elegante sorte kjole med halterneck og slæb sammen med usynlige bryn.
Ved nærmere studering viser det sig, at Cyrus’ bryn faktisk eksisterer; de er blot blegede til nærmest samme tone, som hendes hud.

Foto: Mega
Afblegede bryn var store i 1990’erne, hvor blandt andre Courtney Love og Charlize Theron var med til at udbrede dem, og de seneste år, hvor alt fra 1990’erne og starten af 00’erne har oplevet en gevaldig renæssance, er de blege og tynde bryn genopstået over øjnene på stjerner som Bella Hadid, Julia Fox, Kendall Jenner, Doja Cat, Nicola Peltz-Beckham med flere.
Og nu altså også Miley Cyrus.
Men hvor det blegede brynlook ofte har været associeret med et punket udtryk formår Cyrus med sin styling til årets Oscar-uddelling at gøre de næsten ikke-eksisterende bryn til en elegant mangelvare frem for en mangelfuld provokation.

Foto: Mega
