Direkte pinligt: ‘Familien Hardacre’ på DR fejler fuldstændig

Periode-fortællinger fra 1800-tallet har vi efterhånden set adskillige gange, og ofte handler de om rige eller fattige og forholdet mellem de to samfundsklasser. Og hvis man kalder det drama, er det okay at forvente en vis realisme og troværdighed.

‘Familien Hardacre’, der er baseret på C. Skeltons bogserie af samme navn, fejler fuldstændig.

Efter en ulykke på sin arbejdsplads mister Sam Hardacre evnen til at passe sit job. Et stort problem for en engelsk arbejderfamilie i 1890’erne. Hans kone Mary opsøger derfor Sams chef, Mr. Shaw, og beder pænt om et forskud på deres løn.

Han vil meget gerne hjælpe Mary og hendes familie, der ligeledes arbejder på havnen for mr. Shaw. Han vil dog have lidt seksuelle ydelser til gengæld.

Det resulterer i, at Mary losser Mr. Shaw i skridtet, forlader hans kontor og bliver fyret. I solidaritet siger resten af familien op. Med undtagelse af den ældste søn, Joe, der mener, det er vigtigere, at familien tjener penge.

Herefter gør familien Hardacre, hvad de kan for at få det til at fungere økonomisk. De søger blandt andet job som tjenestepiger på et nærtliggende gods, men bliver afvist i døren af den stride husholderske Mrs. Dryden.

Den pressede familie må derfor prøve noget andet, og det viser sig, at de har sans for forretning. I dette tilfælde vil det sige, at de køber en tønde med sild, steger dem og sælger dem i en lille bod på gaden. Noget, man må antage, at andre har forsøgt før dem.

EN HÅN MOD DATIDENS ARBEJDERKLASSE

Forretningen går godt, og de bliver rådet til at investere pengene og udvide deres forretning. De følger rådet, og inden de ser sig om, har de købt aktier i en sydafrikansk minevirksomhed.

Kort tid efter finder man guld i minen, og vupti, så har familien Hardacre en svimlende formue på 250.000 pund. Lyder det for godt til at være sandt? Måske, men det er ikke tilfældet her.

Hvis den her serie har til hensigt at skildre livet i arbejderklassen i 1890’erne, er det rent ud sagt en hån af dimensioner. Der skete ganske vist en del for arbejderklassen dengang: Deres arbejdsuge blev forkortet markant, de fik bedre forhold og mere fritid. Men de knoklede stadig røven ud ad bukserne.

Og selvfølgelig kan lykken vende på et splitsekund, og man skal opsøge sit held og alt det der. Men for familien Hardacre er der stort set ingen modstand. Hver gang, de støder på en udfordring, er det som et knips med fingrene, og så er de videre.

Det kan ikke udelukkes, at den slags heldige hændelser fandt sted for 150 år siden, men at skildre datiden på den måde er lige så troværdigt som at se en Morten Korch-film og tro på, at det var den rene idyl at bo på landet i Danmark i 1800-tallet.

For Morten Korch er lystspil, og det samme gælder for ‘Familien Hardacre’. Og ser man den som sådan, er det sikkert ganske hyggeligt. Men alle steder, jeg har kigget, hører den til under genren ‘drama’. Så det bliver den anmeldt som.

INGEN RIGTIGE UDFORDRINGER

Efter at være kommet i besiddelse af de mange penge beslutter familien sig for at købe det gods, de kort forinden var ude og søge job på.

Det er sat til salg med alt inventar, møbler, sølvtøj og tjenestefolk. Ja, selv husholdersken, der afviste dem, følger med. Og det er da meget tilfredsstillende at se Mrs. Drydens ansigt, da det går op for hende, hvem de nye ejere er.

Det er selvsagt noget af en omvending for den tidligere arbejderfamilie pludselig at have uanede mængder af plads og være omgivet af tjenestefolk. Det skaber da også enkelte episoder, der får en til at trække kort på smilebåndet.

Men for det meste bliver overgangen vist med overdrevne reaktioner, blandt andet fra den yngste søn Harry, der opdager godsets store bibliotek og kigger på bøgerne, som om han aldrig har set en før - alligevel kan han læse. Og inden man ser sig om, er han sendt på kostskole med “ligesindede” rige børn.

Det hele bliver desværre ufrivillig sjovt, fordi serien tager sig selv alt for højtideligt. Især når den forsøger at underspille Sams tro på, at han stadig er den samme fiskearbejder som tidligere.

Og at se, hvordan datteren Liza opfører sig som og taler som en arbejderpige, mens hun bliver bedt om at gå i fine kjoler, er anstrengende at overvære. Hvorfor familien har valgt dette liv, giver ingen mening.

Da Sam opdager, at Mr. Shaw har fyret Fred, en tidligere fiske-kollega, beslutter han sig for at købe sin gamle arbejdsplads og dermed gøre forholdene for sine eks-kollegaer bedre.

Men hvis han tror, at mr. Shaw bare uden videre vil sælge sin virksomhed, så... har han fuldstændig ret, og endnu potentiel udfordring, der kunne have været interessant at følge, negligeres fuldstændig.

Der er ingen ægte problemer for familien Hardacre. Og dermed ingen interessant karakterudvikling.

TYDELIG POINTE

Som godsejere begynder de at begå sig i de finere kredse og bliver blandt andet venner med Lord og Lady Fitzherbert. Og de to verdener er næsten umulige at forene for begge parter. Mary vil så gerne accepteres af sine nye fine venner, at hun glemmer sine gamle veninder fra havnen.

Lady Fitzherbert har på den anden side ikke meget til overs for Mary og hendes familie, der slet ikke ved, hvordan man opfører sig, når man privat er venner med en hertuginde, der snart kommer på besøg.

Men alt går galt, da deres lille hund raserer køkkenet og den flotte kage, der skulle være festens højdepunkt.

Heldigvis er familien Hardacre snarrådig og kommer med det samme på den idé, at de da bare kan servere stegte sild fra havnen for hertuginden. Resten af selskabet holder vejret i spænding - det samme forventes sikkert af seerne – mens hertuginden tager det første bid af den stegte, slatne sild, der er blevet serveret i en gammel avis.

Ganske som ventet synes Hertuginden, at det smager fremragende, og der lyder et lettelsens suk fra alle omkring hende. Det er på det niveau, serien udpensler sin tydelige pointe om, at trods forskellen på arbejder- og overklasse i England i 1890’erne, er vi alle lige.

Som kostume-lystspil har det sikkert sin charme. Men som det periodedrama, den stiler efter at være, er det en hån mod arbejderklassen, der har ægte problemer, som handler om overlevelse.

Historien om den ene familie ud af flere (hundrede) tusinde, der stort set ikke har nogle nævneværdige problemer, er ikke det mindste interessant eller nødvendig at fortælle eller høre om.

De få gange, der dukker rigtige menneskelige problemer op for familien Hardacre, kan groft sagt tælles på en hånd. Blandt andet, når de rige folk, inklusive Mary, tager på besøg på den fattiggård, som Mary selv har boet på som barn, hvilket for alvor minder hende om sit ophav og baggrund. Det er den slags, der burde fylde i et “drama” som dette.