Se, lyt & oplev
5. marts 2025

Manden bag ‘Succession’ er klar med ny film – og du kan se den lige om lidt

Vi er mange, der har ventet i spænding på at finde ud af, hvad Jesse Armstrongs næste projekt efter hitserien ‘Succession’ skulle være. Og nu har vi endelig fået svaret.
Af: Signe Bjørg Granberg
succession

Foto: HBO

Har du også stadig ‘Succession’-abstinenser? Nu kan de værste af dem måske blive kureret, for manden bag serien, Jesse Armstrong, er snart klar med en ny film.

Detaljerne om filmens handling er knappe – og den har heller ikke nogen titel – men Armstrong genoptager samarbejdet med HBO, som netop har bekræftet nyheden på Instagram:

Filmen har Steve Carrell, Jason Schwartzman, Ramy Youssef og Cory Michael Smith på rollelisten, og ifølge det amerikanske medie Variety skulle filmen handle om fire rige venner, der mødes under urolighederne i forbindelse med en igangværende, international finanskrise.

Filmen starter optagelserne i denne måned i Park City, Utah, og får – på forunderlig vis – allerede premiere til foråret på Max.

Jesse Armstrong har både skrevet manuskript og skal også instruere den nye HBO-film. Han instruerede ikke ét eneste afsnit af ‘Succession’, så den del er ny for Armstrong og en spændende udfordring, fortæller han til Variety:

– Jeg er spændt på at finde ud af, om det at have været sammen med så mange geniale skuespillere og instruktører på ‘Succession’ på nogen måde har smittet af på mig. Lad os håbe det.

Alle fire sæsoner af ‘Succession’ kan ses på Max, og det bliver også her, at den nye film får premiere i løbet af foråret 2025.

Læs mere om:

Læs også