Kasper Thomsen har undersøgt strikningens historie: Oprindeligt var det mandens opgave at strikke

Klik, klik. Strikkepindene klirrer, mens garnet maske for maske samler sig til noget unikt. En sweater, et par sokker. Noget personligt, måske en historie.

Det har længe været hot at strikke, og strikningens genkomst er blevet et symbol på alt fra bæredygtighed og kreativitet til afstresning og fællesskab. Nogle tager til strikkecafé, andre kobler af hjemme med garnet efter en lang arbejdsdag. Mange har strikket hele livet, andre først sent kastet sig over det.

Strikning har en lang tradition i Norden, og historisk kan det ses som udtryk for både klasse, politik og sociale forhold, men også som en del af vores kulturarv.

Når vi i dag fremhæver strikningens traditioner, forbinder vi det ofte med nutidige værdier som f.eks. mindfulness, forklarer Kasper Thomsen, der er historiker med speciale i strikningens historie og også selv er en ivrig strikker.

For mens vi i dag ser strikning som en afstressende aktivitet, var det førhen en nødvendig opgave. Noget vi gjorde for at kunne holde varmen om vinteren.

– I 1800-tallet strikkede vi bogstavelig talt for at overleve. På en måde kan man så sige, at det også gælder i dag, fordi det for mange handler om mental overlevelse. Der er ingen tvivl om, at det også har været rart at strikke i 1800-tallet, men samfundet var dengang ikke karakteriseret af stress på samme måde som i dag, og derfor var der ikke behov for at tale om begreber som mindfulness, siger Kasper Thomsen.

Ledige hænder er dovne

Mange af os er vokset op med strikning som en håndværkstradition, overleveret fra generation til generation af kvinder. Sådan er det ikke længere. Og sådan har det heller ikke altid været. Oprindeligt var det mandens opgave at strikke, fortæller Kasper Thomsen.

I 1800-tallet lærte både drenge og piger at strikke i skolen.

– Dengang var den udbredte opfattelse, at bønder var luddovne, men at det var for sent at opdrage på dem som voksne. Men børnene, dem kunne man opdrage på. Og kunne man lære dem at strikke i en tidlig alder, kunne man måske have held med at opdrage dem til at være flittige som voksne, fortæller Kasper Thomsen.

Ud fra devisen ’ledige hænder er dovne hænder’ blev strikning en opgave for begge køn.

I Tyskland findes der malerier fra 1800-tallet af soldater, der strikker, mens de holder vagt, og herhjemme blev det foreslået, at soldater skulle strikke i værnepligten. Går vi længere tilbage i historien, var strik et mandefag – et laugfag, som man blev mester i.

– Når finere folk dengang skulle have strikket tøj af silke, var det kun mænd, der måtte tage sig af de dyrebare materialer, forklarer Kasper Thomsen og tilføjer, at også strikkede vægtæpper blev fremstillet af mænd – gerne på pind 0,75, som generelt var den foretrukne.

Når vi i dag alligevel har et billede af, at strikning traditionelt har været et kvindeerhverv, var det, fordi mænd i de finere kredse ikke strikkede.

– Her så man de kønsstereotyper, vi har kendt i nyere tid, med mænd som forsørgere og kvinder, der klarede hjemmet. Men ingen andre end de fineste kredse havde råd til at leve på den måde. Tværtimod havde man i andre sociale lag så mange pligter, at man var nødt til at hjælpes ad mand og kvinde, siger han.

Det er de fine kredses version af historien, hvor håndarbejde kun er for kvinder, der har overlevet frem til i dag.

Hos Blicher og Ibsen

Mange af os husker måske også strikkeanekdoter fra litteraturen. I Ibsens klassiker ’Et dukkehjem’ fra 1879 bemærker borgerskabets Helmer overfor sin hustru, Nora, at det er uskønt at strikke.

Han mener hellere, hun burde brodere. Det understreger ifølge Kasper Thomsen forskellen på borgerskab og almue. For sætter man det på spidsen handler det om, at man strikker for at holde sig varm, men man broderer for at pynte sig. Derfor var broderi moderne i fine familier.

– Har du råd til at pynte dig, har du ikke behov for selv at strikke for at holde dig varm. Det har du andre til at klare for dig. Jo pænere detaljer du klæder dig med, jo finere er du, forklarer historikeren.

Det var netop heller ikke borgerskabets spidser, der slog sig løs i Steen Steensen Blichers novelle ”E Bindstouw” fra 1842, mens derimod landsbyens jævne folk. Bindestuen var en folkestue, hvor fællesskabet blomstrede i de mørke måneder, forklarer Kasper Thomsen.

– Det er derfor, vi siger, at julen er hjerternes fest, for man havde ikke tid til at finde en kæreste om sommeren, hvor alle havde drøntravlt i marken. Men om vinteren var der tid til at sidde og snakke sammen, også i bindestuen. Det var her, mange unge fandt deres kæreste. Her karl og pige blev matchet – gerne efter hvor gode de var til at strikke og efter strikkefasthed, for hvis man laver hver sin sok, skal de jo gerne passe sammen. Og man hjalp hinanden med de praktiske opgaver, så det var ikke ligegyldigt, forklarer Kasper Thomsen og tilføjer, at når vi i dag tager til strikkecafé, bygger det i virkeligheden på gamle traditioner, som store dele af vores samfund er skabt på.

Kærlighed til tøjet

Op gennem 1900-tallet falder det hjemmestrikkede tøj stille og roligt i baggrunden. Maskiner gør det nemmere at producere tøj, og en generelt stigende velstand i samfundet giver folk bedre råd til at købe nyt.

– Det gør, at almuen i højere grad kan efterligne borgerskabet, og det er derfra vi får den traditionelle forestilling om, at kvinden tager sig af hjemmet og manden af alt det udenfor, og at han derfor ikke længere behøver strikke, men kan lege fin mand, siger Kasper Thomsen og tilføjer, at strik er en god indgangsvinkel til danmarkshistorien, fordi den konfronterer os med både historiens fordomme og forglemmelser.

Men meget går i glemmebogen, og det kan ødelægge vores syn på historien og på strikning, mener han.

– Når vi ikke længere lærer at strikke hjemmefra eller at lave vores eget tøj, har vi ikke længere samme forhold til det. Det er der ikke noget at sige til, for vi er ikke en del af processen, men går bare ud og køber nyt. Sådan har man det ikke, hvis man selv har lavet det. Det ved alle, der strikker, siger Kasper Thomsen.

Set med hans øjne får strikningens genvundne popularitet os ikke kun til at genfinde kærligheden til tekstil og garn, men også kærligheden til det, vi selv kan skabe.

– Garnfirmaer reklamerer med at strikning er ”slow fashion”. At det tager længere tid at skabe, men at du så til gengæld også bliver gladere for det. Mange genopdager, at det er nødvendigt at have en kærlighed til tøjet, hvis man vil tænke i genbrug og være god ved klimaet, siger Kasper Thomsen.

At strikning længe var et mandefag, blev fortrængt fra historien. Da mændene igen begyndte at strikke i 1970’erne, var det for at provokere. Mændenes strikning blev en del af ungdomsoprøret ligesom hønsestrik.

– På den tid var der mange regler for strikning, mønstre og farver. Den oprindelige bog om hønsestrik var ikke opskrifter, men en vejledning til at bryde med reglerne. Det var meget radikalt, siger Kasper Thomsen og uddyber, at det er derfor, mange betragter Lærke Baggers populære tilgang til strikning for hønsestrik 2.0.

– For det er meget vejledende, og handler også om genbrug. I 1970’erne var det at strikke en del af feminismekampen. Det kan man til dels sige, at det også er i dag, men med et stærkere fokus på det klima og genbrug. Så det er en forlængelse af samme kamp; til dels et nutidigt ungdomsoprør og til dels et opgør med, hvordan man ser på samfundet. Det er samme form for bevægelse, men med andre mærkesager, siger han.

Denne artikel blev først bragt hos SØNDAG 7/2025, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.